Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer

I am & Differences Uppercut Danseteater
Anmeldt 11/11 2014, 20:36 af Hans Christian Davidsen

Går løs på konventionerne


Går løs på konventionerne

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Uppercut Danseteater plejer at stå for hårdtslående forestillinger, hvor breakdance og moderne dans bliver blandet med et væld af udtryksformer fra sport, drama og film. Her diskes op med både synkron- og solodans og især kinæstetisk dans, hvor hver enkelt danser reagerer på de andres bevægelser og bygger disse ind i sin egen dans.

Uppercut har modet til at gå imod strømmen. Dansegruppen blev et af de friske pust i 1980’erne - med frie bevægelser, der løftede kroppene ud i en let version af den ellers så tunge og jordbundne moderne dans. Uppercut har turdet skabe helt anderledes universer - i nye rum og med utraditionelle scenografier - og dansegruppen har leget med både handlingsløs dans og med historier.

Uppercut - hvis udgangspunkt er Københavns nordvestkvarter - er på turne med dobbeltforestillingen »I am« og »Differences« med koreografi af de to dansere Mark Philip Mouritzen og Stephanie Thomasen.

Han står for en identitetsfortælling for fem dansere - fire mænd og en kvinde - inspireret af »Alice i eventyrland«. Hun for et dynamisk og velstruktureret værk om menneskers forskelligheder, der dog ikke skygger for de mange ligheder. Et velanbragt værk med et hold internationale dansere, der i musikalitet repræsenterer en stærk mangfoldighed. Med på holdet er to vietnamesiske gæstedansere med en solid baggrund i break.

Med en blanding af moves fra moderne breakdance til klassisk ballet, solostunts og halsbrækkende spring fra gademiljøet gik danserne lige i hjertet på publikum. Dansen er rå og tempofyldt, ekspressiv og især i den første del »I am« stærkt surrealistisk. Her kæmper Alice sig lettere forvirret ud af et kæmpeskørt og springer ned i et hul til fire mænd med høje hatte. Under deres ens overflade gemmer sig stærke kontraster.

I mændenes selskab kæmper hun for at bevare fodfæste og også for at gøre sig fri - hvilket kan være svært, når hun bliver fanget mellem et »ja« fra én herre og et »nej« fra en anden. Stephanie Thomasens koreografi er umiddelbar og let tilgængelig for publikum. Her behøves ingen forudsætninger.

Kraftfulde moves
Anden afdeling, »Differences«, er stærkt maskulin. Her danses delvist med bare og veltrænede overkroppe. Alle ni mænd danser breakdance, men aldrig ens. Den kvindelige koreograf undersøger, hvordan ni mænd kan have så meget til fælles og alligevel skille sig ud. I deres optrin samles de - flere gange med eller på en europalle - og de spredes eller mødes for en kort stund i forskellige bevægelsesretninger. Det er dans med kraftfulde moves og ækvilibristiske sekvenser. Ren streetdance - og særdeles livsbekræftende.

Danseteatrene har tidligere måttet kæmpe mod fordomme om, at moderne dans er noget abstrakt, svært tilgængeligt og noget underlødigt. Og at den klassiske ballet er det eneste rigtige. Men det er vendt i takt med, at flere og flere stifter bekendtskab med denne danseform, der ikke blot kan give oplevelser som tilskuer, men som også kan bruges på det helt personlige plan.

Som altid i Uppercuts forestillinger har dansen et udtryk og et indhold, der vil mere end blot at underholde. Danseteatrets udgangspunkt er hele tiden at ville skildre menneskets vilkår på godt og ondt. Danserne går løs på konventioner, livsstil, kreativitet, mangel på samme, rollespil, kærlighed og formidler følelser, som appellerer til publikum.

Forrige anmeldelse
« Guldgraveren «
Næste anmeldelse
» HMS Pinafore - det hele sejler.... »