I fortællingen Guldgraveren (1904) beretter Johannes V. Jensen om Lavst Eriksen, der vender tilbage til Himmerland efter at have tilbragt 30 år i USA. Efter forgæves hjemme at have slidt og slæbt for at etablere sig som bonde, havde han opgivet kampen i de smålige og indskrænkede danskebondesamfundsomgivelser. Tilbage blev kone og barn. En skønne dag dukker så Lavst op igen, men ingen i sognet vil vide af ham. Derfor forlader han igen desillusioneret sin hjemstavn, der ikke har villet acceptere ham, og rejser tilbage »til de lange prærier og de uendelige skove. Landsbyen hørte aldrig siden fra ham«. Lavst går endnu en gang i eksil.

Himmerlandshistorien om guldgraveren Lavst Eriksen fortæller Teatret Møllen - der har base i Haderslev - på sin egen særlige facon. Det er ikke guld eller mammon, det handler om her, men om tab, svigt og ensomhed. Men selv om det er smålighed og intolerance, der driver fortællingen, så bliver publikum aldrig forstemt, for der er så meget humor og glimt i øjet, at vi får energi og overskud til eftertænksomheden.

Guldgraveren er en typisk Møllen-forestilling med enkel scenografi, uhøjtideligt skuespil og intim stemning - ikke mindst på grund af musikken, som Jesper Folke Olsen og Lars Rødbroe får frembragt på kontrabas, banjoer, mundharpe, steelguitar og sav. Musikken er i detalje afstemt med handlingen og støtter associationen: Sav og bue er til ren guldgraverromantik. Bas og mundharpe stofliggør melankolien. Bluesgrass-genren er livslyst og troen på aldrig at give op.

Svæver i luften
Skuespillerne er Ole Sørensen og Klaus Andersen, der både agerer og fortæller - med de afgørende sætninger, der får lov til at svæve i luften, så publikum selv kan gribe og tænke. Det er teater som rigtig god litteratur. Der siges kun en del af det, der skal siges. Hvor mange fantastiske roller og total-timet samspil har vi ikke set de to i på Møllen? Ole Sørensen og Klaus Andersen kender hinanden og er hinandens kontraster på flere måder.

Ole Sørensen forvandler sig til Lavst Eriksens godtroende udkårne, Kirstine, ved at binde et tørklæde om hovedet og hopper om bag scenens planværk, hvor de to »kigger stjerner«, så hun får en rund mave. Deres lille hus vises som et lille legetøjshus med tilhørende flagstang, og da Kirstine dør, lægges blot et tørklæde hen over husets bagvæg. Midlerne er som altid med Møllen små, men effekten fascinerende stor. Scenografien består af uhøvlet træ, gamle kasser og staldlygter. Desto mere plads er der til de indre billeder, der har lang holdbarhed.

Autencitet
Johannes V. Jensen skrev Guldgraveren for godt 100 år siden. Men Møllen giver fortællingen ny aktivitet - både for børn, oldinge og dem midt imellem.

I en fiktiv pause tager musikeren Lars Rødbroe en burger frem og disker op med et foredrag om burgerens tilblivelse. Den kom til Amerika med indvandrere og udvanderede igen til stederne, hvor indvandrerne kom fra. »Så kan man sige, de både var udvandrere og indvandrere«, lyder konklusionen på scenen.

Den sætning blev siddende i hovedet, da man tog hjem fra den både grumme og gribende forestilling. Møllen har fundet en levedygtig tekst, som nok er gemt eller glemt af de fleste, og givet den et pift med teatrets lune, organiske og autentiske spillestil, der her og der minder om Brecht - minus Verfremdungseffekten. For i Møllens forestilling bliver vi suget med ind i en illusion og en medleven, samtidig med, at vi kan forholde os kritisk bedømmende.