Danmarks fire bedste sangere og showmennesker entrerer salen med store påklistrede colgatesmil. De passerer publikum på deres vej til scenen, siger goddag til flere, vinker, smiler lidt mere – en enkelt ældre herre får endda lov at sidde med en sangfugl på skødet.

Showet I love musicals er en musicalteaterkoncert med klassiske musicalhits – et absolut drømmeformat for enhver musicalelsker. Flemming Enevold er værten, der leder musicalteaterkoncerten med sit kæmpe stemmeapparat. Han har følgeskab af det lille nips Louise Fribo med den klassiske klang, den unge og søde tenor Thomas Høj og endelig den vampede supermusicalstjerne Maria Lucia. De fire akkompagneres af et klassisk orkester.

Forestillingen begynder med det ultimative shownummer, ”There’s No Business Like Show Business” fra Annie Get Your Gun (1946) i en dansk oversættelse. De fire stjerner udfører nummeret sammen på yderst affekteret og næsten ulideligt kunstig vis, og undertegnede frygtede her, at denne stil ville fortsætte.

Heldigvis skifter showet derefter over i nogle mindre skabede genrer, hvor der er plads til både drama, følelsesudladninger og veludført humor. Hver sang dramatiseres med små, subtile kostumeskift som en lille isoleret vignet uden sammenhæng med resten. Det fungerer ganske fint, men formatet forudsætter, at man har indgående kendskab til alle de musicals, der repræsenteres for at kunne forstå de små historiebidder, der udspiller sig på scenen.

De fire erfarne skuespillere formår til gengæld at gøre hver enkelt vignet til en oplevelse i sig selv i kraft af deres fine spil og samspil. Særligt Maria Lucia og Thomas Højs duetter ”Hvad som helst du ka’ gør’…” fra Annie Get Your Gun og ”Mountain Duet” fra Chess (1986) bider sig fast. Og Maria Lucia og Louise Fribos stemmer supplerer hinanden perfekt i en følsom duet fra West Side Story (1957).

Som ventet leverer de alle fire nogle helt igennem fabelagtige sangpræstationer, og de kan hver især noget helt specielt med deres stemmer. Flemming Enevold synger ”Bring ham hjem” fra Les Misérables (1985) med en utrolig kraft, og tonerne fra Louise Fribo, supersopranen, står i stærk og fin kontrast.

På den lidt yngre og mere moderne side står så Maria Lucia og Thomas Høj. Der er næsten ingen grund til at nævne Maria Lucia, for hun er jo efterhånden en musicalinstitution i sig selv. Men hun skal nævnes, for hun er stjernen i showet og overstråler de andre i karisma og stemme. Når hun for alvor giver den gas og åbner op for stemmeinstrumentet, blæser hun os bagover i stolesædet. Det er gåsehudsfremkaldende godt.

Thomas Høj er showets yngste medlem og den eneste, der endnu ikke har en Reumert på kaminhylden. Han er til gengæld også showets mest interessante mandlige sanger, energisk, skarp, med en ungdommelig charme og en stemme, der er blød som smør.

Det var tydeligt at se denne tirsdag aften i Aalborg Hallen, at formatet I love musicals primært tiltaler den ældre del af befolkningen. Og det er ikke spor underligt, når man ser showets setliste, der primært bevæger sig omkring de lidt ældre musicalklassikere: Blandt andet et Cole Porter-medley og sange fra West Side Story (1957), The Show Is On (1936) og Funny Girl (1964).

Et par nyere musicals er der dog blevet plads til, såsom Love Never Dies (2010) og The Last Five Years (2001), men det er altså klassikerne, man skal have styr på. Man kan ikke klandre dirigent og idémager Mikkel Rønnow for hans sangvalg, for det er gode og elskede sange. Man kan blot konstatere, at man – som medlem af den lidt yngre del af publikum – har nogle store huller i sit musicalkendskab.

I love musicals er helt og aldeles tandløst, affekteret og smøragtigt, som musicals jo gerne er. Men det er det, vi kommer for at se, høre og opleve, så det er der intet galt i. Og det er en stor oplevelse at høre de store stemmeorganer i aktion, lige meget om man elsker musicals eller ej.