Det Ny Teater fejrer sit 20-års jubilæum som musical-teater i 2014 med en genopsætning af deres populære familieforestilling Beauty and the Beast fra 2005. I mange år har teatret været et alternativ til et besøg i Londons West End musical-kvarter. Det er stadig det eneste danske professionelt drevne musical-teater, om end Fredericia Teater arbejder hårdt på at give modspil til teatret i København. Det Ny Teater opsætter to produktioner hvert år, og det er store og dyre produktioner at opsætte. For eksempel for at kunne opsætte The Phantom of the Opera måtte teatret udskifte hele deres teatermekanik, heriblandt den oprindelige gamle drejescene, da de i sin tid skulle godkendes af The Really Useful Group, som står for rettighedsstyringen af Andrew Lloyd Webbers musicals.

Beauty and the Beast var den første musical-produktion af Disney on Broadway. Det var Walt Disney Studios udgave af det gamle eventyr om Skønheden og Udyret i den Oscar-vindende animationsfilm fra 1991, som blev omdannet til teater-musical. Animationsfilmen havde allerede, hvad man kunne kalde for “Broadway-elementer”, og strukturen er som en musicalproduktion. Det gjorde transformationen fra animationsfilm til musical noget lettere. Musicalen følger derfor meget tæt historien fra animationsfilmen. Kun enkelte steder er der ændret eller tilføjet lidt for at tilpasse fortællingen til sceneformatet.

Vi kender alle handlingen om den unge, arrogante og ondskabsfulde prins, der af en heks bliver forvandlet til et uhyre. Det eneste, som kan ophæve forbandelsen over ham og hans slot, er kærlighed. Belle, en ung pige fra den nærliggende landsby, ender som Udyrets fange, og han må finde en måde at vinde hendes hjerte, før end at det bliver for sent at hæve forbandelsen. Lige som i animationsfilmen er Belle veluddannet, og hun har en stærk vilje og et godt humor.

Salen fyldes med lige dele latter og begejstret bifald fra publikum. Det er fint at se, hvordan nogle af skuespillerne lykkes med at gøre de velkendte karakterer overbevisende, og at tilføje dem lidt ekstra. Makkerparrene Gaston (Kenneth M. Christensen) & LeFou (Henrik Lund) og Lumiere (Preben Kristensen) & Cogsworth (Kristian Boland) er virkelig gode, og der er masser af slapstick-humor for dem at lege med.

Musikken til Beauty and the Beast er komponeret af Alan Menken. Teksterne er skrevet af Howard Ashman og Tim Rice. Det er en fantastisk række af flotte og lyriske kompositioner, der er skrevet til et fuld orkester. Her kommer der nogle naturlige begrænsninger for orkestergraven på Det Ny Teater. Den er allerede pakket tæt med de 18 musikere og dirigenten Per Engström; der er simpelthen ikke plads til flere i graven. Så det er en “light” besætning i forhold til den oprindelige indspilning af musikken til animationsfilmen. Det fungerer dog fint, selvom man kunne have ønsket noget mere fylde og nuancering.

Det er ikke blot i orkestergraven, der er trængsel. Det er der også i den grad på selve scenen. Der er 35 medvirkende, som dog heldigvis ikke er på scenen allesammen hele tiden, men blot i de store ensemble-numre som eksempelvis “Gaston” eller “Vær vor gæst”. Alle er i store kostumer med mange farver. Og så er de omgivet af en kæmpe scenografi. Alt sammen ender med at henlede tankerne mod en fyldt klovnebil. Der bliver ved med at vælte ud med ting at se på. Næsten for meget for sanserne at håndtere, hvilket gør at danserne ikke fremstår tydeligt, og at skuespillerne af og til nærmest bliver helt væk i scenografien.


Scenografien overlader ikke meget fantasi til publikum. For om det er Belles hus, dele af Udyrets slot eller en halv skov hængende fra prosceniumsbue, så kunne man godt have tonet scenografien ned. Det er er selvfølgelig begrænset, hvad Det Ny Teater har haft af indflydelse. Oftest følger der en pakkeløsning med til forestillinger som Beauty and the Beast, hvor scenografi og kostumer i store træk er besluttet af Disney on Broadway. Men mon ikke der har været mulighed for at nedskalere kravene til, hvor stor en del af scenen, som skal være dækket af scenografi?

Kostumerne er flotte og opfindsomme. Specielt hos slottets beboere af skeer, piskeris, servietter, salt og peberbøsser. Designet af kostumet til lysestage-rollen Lumiere (Preben Kristensen) er tydeligvis ikke det mest behagelige kostume for en skuespiller at bære, eftersom Lumieres hænder er to store lysestager. De virkede distraherende for Preben Kristensens spil. Det var som om, han engang imellem kom i tanke om at “jeg skal holde mine underarme op”. For han poppede pludselig op i lysestage-positur, når hans stager på hænderne engang imellem hang lidt. Han virkede i det hele taget meget opmærksom på sine stagehænder, måske fordi de ikke altid virkede efter hensigten. Han skulle nemlig kunne tænde og slukke for en flamme, men hans ene stage virkede ikke, og i andet akt var der også et tidspunkt, hvor det ene lys faldt lidt af stagen i hans venstre hånd. Der må være en anden designmæssig løsning på lysestagen, som kan give skuespilleren lidt bedre bevægelighed på scenen.


Trods sine kostumeproblemer skal det siges, Preben Kristensen giver en indlevende indsats. For os som er gamle nok til at huske det oprindelige danske lydspor til animationsfilmen fra 1991, er det netop Preben Kristensen, som lagde stemme og talent til rollen som den amourøse tre-armede lysestage Lumiere. Og så er det med stor glæde at høre hans stemme igen til “Vær vor gæst”. Sammen med ensemblet leverer han nummeret i sand Las Vegas-stil med fjer, lys og benspjæt. Det er muligt, Preben Kristensen ikke længere kan svinge can-can-benene helt så højt som han kunne i La Cage aux Folles. Men han leverer stadig varen, når det kommer til hans sangpræstation og hans arrangement på scenen.

I de to hovedroller som Udyret og Belle er det Tomas Ambt Kofod og Maria Lucia Heiberg Rosenberg, som stod på scenen på denne repremiere-aften. De har begge medvirket i mange af Det Ny Teaters opsætninger, og Maria Lucia Heiberg Rosenberg debuterede i 2005 på Det Ny Teater i rollen som Belle.

Maria Lucia Heiberg Rosenberg er helt perfekt i rollen. Hun har en fin fornemmelse for at overføre sin karakters følelser til sangene. Tomas Ambt Kofod skal lige varmes op i de første mange scener, hvor Udyret medvirker. Spillet er ikke helt så overbevisende i starten. Han snerrer og råber af sine tjenestefolk, og han får ikke rigtig vist, at der er et menneske inden i ham. Han får dog mulighed for at vise sin gode sangstemme i nummeret “Hvis ikke jeg kan elske hende”. Og så bliver han centrum i en god omgang teater-magi, når Udyret bliver menneske igen i den store transformationsscene. Han bliver hævet fra scenegulvet, bliver drejet rundt mens han svæver i luften, og pludselig er han blevet til menneske igen. Det er en meget flot løsning på kostumeskiftet, der fremkalder samme wow-effekt, som da lysekronen i The Phantom of the Opera falder ned over publikum.

Det Ny Teater trækker en del danske familier og firmaer til med deres fine pakke med mulighed for at spise på Restaurant Teaterkælderen først og så at blive underholdt af den godt tre timer lange forestilling bagefter. Forventningerne er store, når Per Engström og orkester går i gang med overturen. Det er med stor professionalisme og med et velsmurt maskineri, at de medvirkende i forestillingen giver den alt hvad de kan. Timing, replikker og sceneskifte kører af sted som et pålideligt urværk. Det er pænt og poleret, og det rammer lige hvor det skal. Kradser man lidt i den nok så glitrende overflade, ja, så er der ikke rigtig nogen dybere lag i denne forestilling. Det er ren Disney-magi - med alt det showmanship som kan trække.

Alt i alt er det altså en flot opsætning af denne repremiere på Beauty and the Beast. Men den trænger lidt til en re-iscenesættelse efter alle disse år.