1984 er for længst passe. Det blev jo slet ikke så slemt, som George Orwell havde forudsagt. Ikke noget ”Sandhedsministerium”, der brutalt slettede fortiden, indførte ”new-speak”, der forbød/umuliggjorde tankefriheden – eller det der bare lignede. Ingen ”Big Brother watching you”.

Vi tog ved lære af fascismen/nazismen/sovjetkommunismens indoktrinering – og nu, hvor muren er faldet, er krig ikke lig fred, frihed ikke lig slaveri, uvidenhed ikke lig styrke. Kort sagt – romanens profetier fra 1948 tog grundigt fejl. Og dog?

Når fremmede magter aflytter den tyske kanslers mobiltelefon – og måske også din. Når alle mails, Facebook- og netsøgninger registreres, når hvert kvadratmeter på jorden er satellit overvåget. Når man kan komme (næsten) godt fra, at påstå at Holocaust ikke har fundet sted. At alverdens historiebøger er skrevet og redigeret af magthaverne… ja, ak så er 1984 vel ikke skudt helt forbi.

Teaterudgaven (Robert Icke og Duncan Macmillan) skruer tiden yderligere 100 år frem. Et hold af videnskabsmænd, i hvide kitler og alvorsminer, har i 2084 fundet Winston Schmiths forbudte dagbog (”1984”) – et oprørende skrift om staten Ocianias totalitære styre, med den ultimative overvågning, de daglige ”to minutters had” – og den forbudte kærlighed – og Winstons møde med oprøret i det hemmelige ”Broderskab”.

Vi veksler på scenen mellem fortid (1984) og fremtid (2084) – og ind imellem må vi selv drage parraller til nutid. Ubarmhjertigt følger vi Winston, ungt, velspillet og engelsk farveløst spillet af Patrick Baurichter, som med tvivl i sind dagligt arbejder i Sandhedsministeriet med tilretning, censurering, Ausradierung af Gammelsproget i kamp mod ”tanke forbrydelser”, for at indføre det totalt statskontolerede Nysprog. Ord – uden for kontrol er farlige. Ganske enkelt: eksisterer ordene ikke – mangler vi forestillingsevnen og dermed også evnen til udførelse.

Gennem dagbogen følger vi Williams møde, både med den forbudte fortid (antik-handleren) og nutidens bandlyste kærlighed (Julia). Sammen finder de et hemmeligt mødested uden statsovervågning på kvisten af antikhandlen, hvor de to elskende læser Goldstein, den bandlyste/forbudte bog om ytringsfrihed - og sværger hinanden troskab og kærlighed til hinanden og det frihedskæmpende broderskab.

Men ak, intet er som det ser ud. Ingen kan stole på nogen. Mr. Charrington, den sympatiske hemmelige repræsentant for broderskabet er ligesom antikhandleren Big Brothers redskaber. 2 plus 2 er lig 5, er mantraerne. Og det skal pinslernes rum nr. 101 nok sørge for, at William forstår.

Mere modbydeligt og brutalt kan man næppe forestille sig tortur. Ophængning, elektrochok, vandpinsler – en gennemført hjernevask, der i sin realisme (heldigvis) sjældent opleves på en scene. Resultatet: 2 plus 2 er 5.

Instruktøren Inger Eilersen og scenografen Kim Witzel har skabt en forestilling, der med audiovisuelle virkemidler, lys og lyd, ikke kun ryster ved sin brutalitet, men forsøger en fortolkning, der maner til nutids eftertanke.

Et trøstesløst stort gråt rum, hvis vægge rummer kulde og et utal af overvågnings øjne, er de skræmmende omgivelser. For 1984-staten giver ingen næring til optimisme. Julias naive livsbekræftende tro på sex/kærlighed og Williams intellektuelle tro på frihedsidealerne har ingen chance. Begge må svigte idealerne – og hinanden. Alle er undergivet Big Brothers kynisme og effektive manipulering. Nej, det er ikke smilende vi forlader teatret – men heller ikke sjælsrystet.

Nok er forsøget på ”fremtidsrealisme” skræmmende – men kød og blod mangler. Patrick Bauerichter går, som dagbogsskriver, så grusomt meget igennem – måske for meget, til at tilskueren opnå den identifikation, der skal til, før følelseslivet rystes – en skuespilpræstation, ikke mindst af en debutant, der afkræver stor respekt. Julia (Sofie Ancher, debutant fra Statens Teaterskole) har mere varme og giver glimt af (falsk) optimisme. Farligst og helt uberegnelig er Jens Jørn Spottag, som ”dobbeltagent” og systemets håndlanger, Mr. Carrington, en kynisk, slesk, uvederhæftig forfører og forhører. Her løber det koldt ned ad ryggen.

George Orwells testamente 1984 (han døde i 1949) er en skræmmende advarsel, skrevet ikke mindst ud fra egne erfaringer som spanienskæmper (1936) og frafalden kommunist. En af romanens helt centrale replikker lyder:” Vi skulle aldrig have lyttet til dem”. Sceneversionen, der lægger yderligere 100 år til Big Brother helvedet, gør ikke historien mindre nutidig. Desværre.

Tak til Betty Nansens Teater fremragende ensemble, fordi de ikke lod sig tryne af Ministeriet for Sandheden og turde spille ”Gammel-sprogs-tekster”.