Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Brun mands byrde Aarhus Teater, Studio
Anmeldt 15/9 2014, 20:45 af Lise Majgaard Mortensen

Den tvetydige Hassan rykker os rundt


Den tvetydige Hassan rykker os rundt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Hassan Preisler er blevet lidt af et nystjernenavn på den danske forfatterscene – på trods af en uddannelse som skuespiller. Men nu er han vendt tilbage til scenen i en forestilling baseret på hans prisvindende roman Brun mands byrde. Her tager han på særdeles underholdende, overrumplende og overbevisende måde fat på sin egen identitet som dansker af anden etnisk herkomst med brun hud og et navn, der ikke rimer på Søren eller Jens.

Hassan er et kulturelt sammensat skilsmissebarn med en pakistansk far og en dansk mor, og han har boet i Bern, Berlin og Bagsværd. I manuskriptet, som er trykt i fuld længde i programmet, fremgår alle hans personligheder, som han føler sig splittet imellem: Lille Hassan med de skæve ben, Kloge Hassan, Djævlen Hassan, Misbrugeren Hassan, den rigtige Hassan, den ny Hassan, Hassan-dukken – og dertil kommer alle de andre Hassan’er, han repræsenterer på scenen.

Han kæmper med at være både-og – og hverken-eller. Hvis han tager polyester på, ligner han en tyrker, og med for brede bukser på, ligner han en græker. Han vil gerne spille Hamlet, men casterne vil kun bruge ham som taxachauffør. Den stigmatisering er Hassan sur over, så han sætter sig for at polemisere, skabe debat og tage uortodokse metoder i brug. Og forestillingen er vel et led i dette projekt. Måske. Man ved aldrig, hvornår han lyver, overdriver, underdriver, ironiserer eller taler sandt.

Forestillingen skifter tempofyldt udtryk med simple men imponerende og effektive midler, og ordene flyver ud af Hassan Preisler, der er både sig selv, fortæller, rollen Hassan Preisler og meget mere undervejs. Scenografien er som bogen med en skriggul baggrund, der undervejs bliver plastret til med røde anmelderstjerner og -hjerter.

Undervejs bliver spotlyset vendt mod publikum, for det er en forestilling, der i høj grad peger på os. Han tester vores ubevidste præferencer, og derefter skammer vi os over vores egen underbevidste intolerance. Preisler sætter fingeren dér, hvor det gør ondt, men uden at pege fingre. Med en vis grad af videnskabelighed får vi fortalt, at vi er meget mere racistiske og farveforudindtagede, end vi egentlig bryder os om at tro.

Det er flot iscenesat, og Brun mands byrde er en meget original forestilling, der bliver energisk leveret af Hassan Preisler. Men den taber alligevel lidt mening mod slutningen. De mange ord snubler over sig selv, og Hassans mange ambivalenser blandes sammen og forvirrer. Det høje tempo bliver for forceret og forpustet, og det i sig selv er måske et billede på Preislers desperate søgen efter sig selv og anerkendelse i samfundet – men det bliver mere kaos end kunst.

Når det så er sagt, så er Brun mands byrde en meget vellykket forestilling, der byder på et tankevækkende indspark i den konstant nærværende samfundsdiskussion om integration og inklusion. Men forestillingen er meget mere end det. For Hassan Preisler er også bare en egoist, en diva og en usikker kunstner, der higer efter bekræftelse og succes. Ligesom alle os andre.

Hassan har et åbenlyst ambivalent forhold til sig selv og sine projekter, og man forlader salen med en nogenlunde lige så ambivalent mening om forestillingen. Man er blevet kørt godt rundt i manegen og kan ikke helt se hvilket ben, man skal stå på. Men han rammer noget, ham Hassan Preisler, og han har rykket rundt på noget hos én. Man kan ikke undlade at diskutere meningerne med hans ego- og diskriminationsshow – og så har han vel opnået det, han ville? Måske.

156
Forrige anmeldelse
« I Am Johnny Cash «
Næste anmeldelse
» Beauty and the Beast »