Det første, Johnny Cash altid sagde, når han gik på scenen, var, at han var Johnny Cash.

I Café Livas kabaret er det to unge kvinder, smukke, sensuelle og med glat hud, der kommer ind og siger, at de er Johnny Cash. Sangeren, guitaristen og sangskriveren, der var lig med maskulin erfaring, en sortklædt macho, der havde en stemme der fik en patina med whisky og stoffer.

Man skal være lidt fræk for at komme på den idé: At lade et par kvinder med erotisk udstråling synge rå strofer om død, stoffer, skydevåben og melankolsk kærlighed. Spændende - og hvad mon den dybere mening er?

På halvanden time skal vi igennem en snes af Johnny Cashs sange for at finde svaret.

De to syngende kvinder Frederikke Maarup Viskum og Astrid Højgaard Lundgreen er begge uddannet på musicalakademiet i Fredericia. Deres stemmer er som deres forskellige hårfarver. Frederikke Maarup Viskum har en lys klang, der kan få rummet til at stå rent frem - med ”I Still Miss Someone” som et af de ypperste eksempler. Astrid Højgaard Lundgreen er mørkere i det, varm og med en pågående harmoni, der gør hende perfekt til sange som ”Would You Lie With Me”.

Der er noget i luften
Med rumklang og et sikkert guitarakkompagnement af Lasse Christian-Schmidt kommer vi med på et ridt gennem Cashs bluesstandarder og greatest hits. Lasse Christian-Schmidt lægger sine helt egne lag på sangene akustisk som med strøm - her og der også med banjo.

De to kvinder går både solo og i enstemmig duet og ofte også med en oktav afstand. Undervejs bliver jakkerne smidt og håret løsnet, og kvinderne flirter med hinanden. Der er noget i luften, og midt i atmosfæren af kvindelighed og mandsverden, kysser de to hinanden på munden. Så er kønsløsheden da total.

Man tror på de to kvinders fortolkninger af ”Cocain Blues”, ”God’s Gonna Cut You Down”, den smukke ”Rose Of My Heart” og ”Don’t Take Your Guns” om en mor, der advarer sønnen mod at tage skyderen med i byen. Alt sammen er gennemtroværdigt fortolket.

Simpel tekst på dansk
Ind imellem bliver det humoristisk - for eksempel med fortællingen om den hårdkogte mand, der ikke kan græde: ”The Man Who Couldn’t Cry” afsynges med danske undertekster, som Frederikke Maarup Viskum og Astrid Højgaard Lundgreen holder på papplader foran maven. Så kan vi med selvsyn se, hvor komisk teksten er (af en eller anden grund kommer selv den temmelig flade tekst nemlig altid til at lyde raffineret, når bare den er på engelsk). Ja selvsyn... hvis vi altså kan læse teksten på de bageste rækker uden læsebriller. Teksten er skrevet med småt ligesom det vigtige i en kontrakt.

”I Shot a Man In Reno (Just To Watch Him Die)” er en barsk sang fyldt med vrede, hunger og abstinenser, og det gør den coole Cash til lidt mindre hårdkogt. Det er såre smukt sunget.

Alligevel er der en lille smule grund til forvirring. »At være Johnny Cash er at være en rigtig mand, og hvem er vel bedre til at fortælle om rigtige mænd end to kvinder?!«, spørger Café Liva pædagogisk i sin egen præsentation af forestillingen. Man kan dog ikke bebrejde instruktør Mads M. Nielsen for at have skåret ideen med I Am Johnny Cash ud i pap. Med en stram og pågående forestilling får vi nye sider af Johnny Cash, og i vinden blafrer svaret, hvad der sikkert også er meningen.

I hvert fald er det en aften, man ikke sådan glemmer.