Et ungt par gennemlever en lidenskabelig forelskelse, indtil forholdet ender med en makaber ofring i 1950’ernes fiskerisamfund på Færøerne. Det Ferösche Compagnie har skabt en performance, som bygger på en gammel færøsk middelaldermyte – Blodregn – om et ungt par på øen Eysturoy på Færøerne. Nina Kareis Livingstone har instrueret forestillingen om de to elskende, som kommer fra hver deres bygd og indleder et hemmeligt forhold.

Da øen bliver ramt af hungersnød, ror fiskerne ud hver morgen, men vender hjem med tomme fiskegarn. Så forsvinder den unge kvinde, og ingen kan ikke finde hende. Sorgen over, at hun er forsvundet, hviler tungt over bygderne. Så begynder den unge mand pludselig en dag at bringe masser af fisk hjem til øen, hvilket redder folk fra at dø af sult. Han vil ikke røbe sit fiskested, og da de andre fiskere til sidst finder frem til det, viser det sig, at den forsvundne pige hænger i en grotte, og at den unge mand har brugt hendes kød og blod som madding for at lokke fiskene til.

Regn og barsk natur
Pigens blodrøde kjole er det første, som falder ned på scenen i en spand. Et ildevarslende tegn på, at det ikke er en kærlighedsfortælling med en lykkelig slutning. Kristina Sørensen Ougaard spiller den unge kvinde, som danser ensomt rundt i det barske færøske landskab. Scenografien er enkel: et sort scenegulv og blikspande, der fyldes med regn, er det visuelle billede på klippeøen med det våde klima. Kjartan Hansen spiller den unge robuste mand, som kommer ind og fortæller på færøsk og engelsk om de komplicerede og tætte familierelationer på Færøerne, hvor alle tilsyneladende er i familie med alle. De unge holder stævnemøder, mens slægten går i kirke om søndagen.

Naturlyde og 50’er-musik
Musikken er en fængende og overrumplende blanding af 50’er-musik, kirkeklokker og naturlyde. Komponisten Jens L. Thomsen er selv med på scenen, iklædt en rød dragt, og styrer musikken, som bliver en aktiv medspiller, der både understøtter forestillingens visuelle udtryk, kommenterer og ”laver sjov” med det unge par, når der f.eks. afspilles dyrelyde under deres stævnemøder. Vi ser de unges forelskelse, deres naivitet, deres tro på kærligheden og sorgløse dans.

I kontrast til lydbillederne af de unges kærlighed står lydbillederne af den barske færøske natur: det oprørte hav, mågeskrig, følelsen af isolation og menneskets sårbarhed, når naturkræfterne sætter ind. Da hungersnød rammer øen, er forpligtelserne over for fællesskabet vigtigere end individets lyst, og kampen for overlevelse kræver alles indsats. Fiskerne sejler ud, og desperationen vokser for hver gang, de vender hjem med tomme fiskegarn. Kristendommen er en vigtig del af øsamfundet, men bønner og velsignelser er ikke nok til at bringe mad på bordet. Der anvendes enkle rekvisitter, hvor f.eks. en stige både er kirken og grotten, hvor den unge mand ofrer sin elskede, så han kan fange fisk nok til at sikre øsamfundets overlevelse.

Dødsdans
Den unge kvindes dødsdans, før hun ofres og hendes krop hænges op på kroge for at lokke fiskene til, er forestillingens voldsomme klimaks. Der er en nænsomhed i den unge mands omgang med hendes døde krop, mens han gør hende klar til fiskeføde, som er på én gang rørende og hårrejsende. Regn er en makaber, men visuelt poetisk fortælling med gode performer-præstationer, og man går bevæget derfra efter 50 intense minutter.