Engang var Güllen en brusende kulturby, hvor Goethe yndede at overnatte. Men nu er det et hul i jorden, hvor kun lokaltoget gider stoppe, og indbyggerne ligner noget fra en Tim Burton film: Udhulede, udsultede, grå og grimme.

Men da milliardøsen Claire Zachanassian melder sin ankomst, er der igen håb for byen. I gylden bærestol med sit gangsterfølge, sin klamme butler og sin klodrian af en mand, lader hun sig bære gennem sin barndomsby, feteret som en anden dronning. Men hun er ikke kommet for at hjælpe, hun er kommet for at skabe røre i Güllen og for at se sin gamle kærlighed, den nu fede, grå og alkoholiserede Alfred Ill, byens købmand, gå i hundene.

Borgerne i Güllen beder om hjælp fra milliardøsen til at rejse sig fra asken, og hun tilbyder dem en milliard på den betingelse, at de slår Alfred Ill ihjel. Mange år tidligere gjorde Alfred Clara gravid og lod hende i stikken, og hun måtte prostituere sig for at overleve – nu er hun kommet for at få hævn og retfærdighed og få hele byen til at prostituere sig til hendes store fornøjelse. ”På mit niveau har man ikke moral. Man har råd til at diktere. Verden gjorde mig til luder, nu gør jeg verden til et bordel”, fortæller hun publikum.

Byens spidser afviser i første omgang tilbuddet ”i humanismens navn”, men gradvist kommer forræderiet og grådigheden til syne. De grå mus får hurtigt gule sko, gule hatte og snart er alle klædt i forræderiets, det ondes og falskhedens farve. Og Alfred bliver paranoid, for de køber alting på kredit, som om de blot afventer hans afgang.

Spørgsmålet er så, om Alfred burde ofre sig for byen? Eller om bysbørnene virkelig tør gøre alvor af det og slå Alfred ihjel? Ikke for pengenes skyld selvfølgelig, men for retfærdighed over hans udåd, naturligvis.

En vellykket opdatering
Indbyggernes leflen for hende den rige kulminerer i en absurd opførsel af Youtube-megahittet ”Gangnam Style” – og her kunne man spørge, om ikke Gangnam Style-bølgen for længst er passé, og om ikke man burde have valgt en anden popreference til at få forestillingen ”med på beatet”? Men det er ikke det, referencen skal til for. Sangen kan tolkes som en samfundskritisk parodi på den overluksuriøse livsstil, som indbyggerne i Gangnam-bydelen i Soeul praktiserer. Men sangeren Psy har selv udtalt, at sangen nærmere handler om alle de ”wannabes”, der nasser på de riges livsstil uden at have noget at have det i. Indbyggerne i Güllen er altså wannabes, som køber skindet, før bjørnen er skudt.

Schweiziske Alfred Dürrenmatt var filosof og yndede at lade sine politiske og etiske overbevisninger udfolde sig på teaterscenen. Besøget skal altså ses som et stykke politisk satire, en komedie med dystre undertoner, der skal give os noget at tænke over. Samfundssatiren når sit højdepunkt, idet der starter et sandt amerikaniseret mediecirkus i Güllen, men her lader det kritiske perspektiv sig lidt overdøve af pjat, pjank og amerikanske floskler. Det er ikke meningen, vi kun skal grine.

Men alt i alt fungerer den muntert kritiske tilgang godt nok, og Gangnam Style er perfekt som reference i denne kontekst (næsten) i kølvandet på finanskrisen. Instruktør Mick Gordon lykkes stort med sin opdatering af Dürrenmatts stykke fra 1956, idet han formår at tilpasse historien, ironien, referencerne og kritikken til moderne omstændigheder og moderne mennesker.



Lækkert og velspillet
I kraft af sin brug af medier, skærme, lys og kostumer giver Besøget os nogle fabelagtige tableauer, levende billeder, som får lov at stå på scenen længe nok til, at vi kan nå at nyde dem. Scenografien og kostumerne er lækre og gennemførte og er med til at skabe et skizofrent om end genkendeligt univers i tidslimbo, hverken nutid eller datid, med absurde karakterer.

Kostumerne, medierne, virkemidlerne og ikke mindst musikken i mellemstykkerne leder tankerne hen på filminstruktøren Wes Andersons absurd-ironisk-gotiske univers i film som The Grand Budapest Hotel (2014) og Moonrise Kingdom (2012) – fjollet med skarp sarkasme og en snert af alvor og uhygge. Særligt i første akt finder man scener, der er lige så sorte som Casper og Mandrilaftalen: Skuespillerne gøres til menneskelige rekvisitter, springende hjorte, levende træer og baggrundsstøj – hvisle hvisle hvisle. Vi grinede højt og længe, og undertegnedes forudindtagelser over for opsætningen af endnu en klassiker på Aarhus Teater blev gjort slemt til skamme.


Hovedrolleindehaverne Inge Sofie Skovbo og Kim Veisgaard leverer begge den gode men noget rutineprægede præstation. Resten af ensemblet derimod får lov at skinne igennem, måske fordi de i Mick Gordons opfindsomme opdatering får lov at udfolde sig på nye måder med friere rammer end ellers. Det kunne være blevet stift og tungt og kedeligt med den forkerte direktion, men deres spil er levende, energisk, til tider vildt og ikke så klassisk, og det klæder både de yngre og ældre medlemmer af ensemblet.

Anders Baggesen spiller Claras tavse butler, som iført solbriller og stram lak og læder lader sig underlægge og reducere til levende askebæger. Han lefler for sin madmor på den helt rigtige, insektagtige måde og er i det hele taget med til at gøre Claras entourage mere interessant end Clara selv.

Dertil kommer Jacob Madsen Kvols i rollerne som adskillige af Claras ægtemænd: Hans hår er ladet med brylcreme, ad-knappen er åben helt ned til navlen, og han leverer nogle af forestillingens mest farverige højdepunkter. Endelig er det værd at nævne byens borgmester, spillet af Lars Lohmann, som transformeres fra selvopofrende hyggeonkel i første akt til selvfed gammel nar med højt hår i anden akt – selv borgmesterkæden får en make-over. Det er skarpt.

Sjældent har man set en så underholdende og vellykket opdateret klassiker opført på Aarhus Teater. Der er både noget til hjernen og lattermusklerne – og øjnene, ikke mindst øjnene. Besøget er rent visuelt, og i det store og hele også indholdsmæssigt, en klasseforestilling, som fortjener at få 4 ½ springende, gyldne hjorte med herfra.