Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Bare én gang til
Anmeldt 9/5 2014, 08:41 af Hans Christian Davidsen

Livsglædens besynger - uden hans skyggesider


Livsglædens besynger - uden hans skyggesider

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

»Lykke er...
... et dejligt bryst at sutte på, at lave puha midt i maden, følge Ingelise hjem, at være forelsket i en masse piger, at gå til fest med mørkeleg, at blive kasseret som soldat, at gøre det i en rigtig seng, at tage en porter med Johansen, at få en masse børnebørn, og ja, at man har fået lov at leve livet«.

Skrev og sang en mand, der tævede sin kone, var fraværende over for sine børn, kunne være noget så kolerisk, når han havde fået sprut, og endte med at kaste sig selv i havnen.

Der er derfor noget at gå i gang med, når Rasmus Krogsgaard går på scenen for at portrættere Preben Kaas - en i virkeligheden middelmådig skuespiller, der endte med at blive mest kendt som Dynamit-Harry i Olsen-Banden-filmene, men en fremragende revykunstner, der kunne skrive begavede og indtagende sange, som han selv præsenterede. Versene fra visen Lykke er.. går gennem hele den halvanden time lange musikalske kabaret. På scenen står en tom billedramme, der fyldes ud med seks brikker som til sidst bliver til et sammensat billede af mennesket Preben Kaas.

Undgår overspil
Rasmus Krogsgaard ligner langt fra Preben Kaas, men han klæder ham, og Krogsgaard spiller Kaas’ turbulente liv igennem uden at overspille. Det kunne ellers let være sket, når man har en Jack Daniels-flaske i hånden på en scene. Preben Kaas skrev en sang om, at han var kvindehader. ”Jeg ku’ kvæle den fordømte kælling”, hedder en anden, som Krogsgaard har gravet frem fra gemmerne og syet sammen til denne fine forestilling. Men Kaas var også livsglædens besynger, og sådan falder Krogsgaard i Kaas’ ånd snart over i drømmerier og begær: ”Der er nu noget ved piger”.

Sikker indlevelse
Iscenesættelsen lader alle Preben Kaas’ mange fjollerier ligge og godt for det. Heldigvis er der små melankolske kommentarer til hans hårde liv med Mickey Pless som en driftssikker akkompagnatør ved flygelet. Både Pless og Krogsgaard har revyerfaring - sidstnævnte blandt andet fra Sønderborg - og den trækker de også på, men på en dæmpet måde.

Der er musikalitet, timing og sangevner i spil her. Krogsgaard har indlevelsesevne og følsomhed og går klogeligt uden om enhver her-kommer-jeg-attitude. Der er tænkt på det hele. Og ind imellem dukker hans revykunst op - som i det morsomme indslag om de fire midaldrende notabiliteter, biskoppen, bankdirektøren, formanden og forlagsdirektøren, der hver blotter deres laster i det fine selskab. Eller den skrupskøre sketch om billedbåndet, hvor tilbagespoling lyder som en gammeldags båndoptager i langsom hastighed.

Mørke sider forbigås
Hvert eneste ord i forestillingen er sagt, skrevet eller sunget af Preben Kaas. Rasmus Krogsgaard river værkerne fra hinanden og sætter dem sammen med både respekt og respektløshed. Kaas var hele tiden på jagt efter et image. Det er svært ikke at trække paralleller til i dag. Tiden er ikke løbet fra ham, selv om han i sin sidste levetid mest var anonym iscenesætter og producent og blev derfor hurtigt (lidt) glemt.

36 tekster sat sammen på en ny og overrumplende facon. Dæmpet, skarpt og præcist. Men Kaas’ mørke sider springer man let og elegant henover. Drikfældigheden bliver den eneste undtagelse.

148
Forrige anmeldelse
« Darkness/Darkless «
Næste anmeldelse
» Inde ved siden af »