Det lille gadeteater Ambassaden er i denne tid udrustet med kampklare udfordringer, som man ikke finder på de større teatre, hvor man kan føle sig tryggere og mindre udfordret og skylle kunsten ned med det gode mærke vin, ingen væsentligt synes mærkede af. Teatret har stået for at bringe det grænseoverskridende burlesque til Danmark og har, som følge af store anstrengelser, endda haft held med virkeligt at begejstre og at skræmme et mindretal ud af salen, næsten i løb og med alvorlige mishagsytringer. Teaterchef Nønne Mai Svalholm tager gerne udfordringer op på vegne af sit modstræbende publikum, og det forekommer rigtignok også både udfordrende og ambitiøst, at udvikle et helt koncept med tryllekunstnere i pausen og ansatte, der bærer masker og historie.

Lys og mørke
Først og fremmest er Darkness/Darkless spændende. Stykket er et modigt og originalt forsøg på at sige det uudsigelige og lade følelser vække hos det tålmodige publikum, der tør vente på sine egne reaktioner uden at betinge sig deres velvilje. Det er en sådan virkning, der opnås, når stykket ikke indeholder ét forståeligt ord, om end én mund kortvarigt bliver brugt til sang. Denne mund er danser Rose Risagers. Hun udtrykker sig med meget abstrakt dans til højst abstrakt musik, med energi og voldsomhed, med stilfærdighed, gennem tvang og pres, nærmest som i mangel på forståelse for kroppens selvstændige anliggender. Stykkets vigtigste emne er ensomhed, og Ambassaden berører effektivt dens stærkt udbredte scenografi:

I bunden af den mørke sal sidder trommeslager Frej Lesner tavs. Fremme i lokalet sidder pianist Mathias Jæger. De er begge fremragende musikere og begge uddannet til at være det på konservatoriet. Det er midt mellem disse to, at Risager, der har modtaget en publikumspris, optræder med sin dans, på en kegleoplyst linje mellem musikerne, gående fra salens venstre frontside til dens højre bund. Hvis Risager skal være bindeleddet mellem de to musikere, optræder hun med en sådan apati og frustration, at der stort set ikke skabes kontakt, hvorved alle optrædende forbliver ensomme. Nok står de i forhold til hinanden, men forholdet forekommer ufrivilligt, forceret og gådefuldt.

Den manglende forståelse udtrykkes via klaveret, der langsomt starter og anslår mørke toner; hos trommeslageren, der sidder med et trommesæt stort set uden at bruge det konventionelt. Snarere skaber trommeslager Lesner, ved at slæbe fingre herover instrumenternes overflade, en række klagelyde, der kun momentant forekommer i harmoni med det øvrige. Imens anerkender og modarbejder modstræbende den forpint dansende Risager med stadig voldsommere kropsudladninger den stadig mere desperat ophobede umulighed for helhed, sammenhæng og forståelse – hun står eneladt eller efterladt, med pointerede evner til ikke at kunne samle stykkets fordrede helhed.

Da postulatet om enhver form for håb er gendrevet af mislyde, bliver lydforstyrrelserne mere ubehageligt hektiske, ligesom danseren bevæger sig, som er hun tvunget til det, med hurtighed og voldsomhed. Risager, der kun er 18 år, ligner en erfarings- og kropstynget kvinde, der ville have bedre af at bruge sin tid i et samtalekøkken.

Hvor Risager ”ikke danser (skøn)dans,” sidder også Lesner ensomt med et trommesæt, som han faktisk ikke spiller på. Begge bliver billeder på livsforventning, tradition og normalitet, der ikke virksomt indfries og derved efterlader mennesket totalt nøgent og sårbart og uden reelle midler til at beherske sin samtidssituation og grundsituation. Konvention og tradition har mistet deres værdi og gyldighed. Hvad der er tilbage er rester, et afmægtigt forsøg på at gengøre det, der engang fandt mulige (instrument)former. Er da nemlig ikke instrumenter en – forældet? – påstand om mulig harmoni, stadigt et vagt håb til samklang, overensstemmelse, fællesskab?

Sprog, harmoni og mening
Er harmoni og dermed fællesskab fredeligt trygt eller utrygt dømmende henlagt til sin beskyttede fortid, hvorfra tabt ønsketænkning anklager mennesker, der ikke kan forsvare sig mod noget, som ikke længere findes, mens kravet om det gør det alligevel? Kun på ét tidspunkt i den blot 30 minutter lange forestilling bringes den eskalerende lyd og mislyd i sammenkastet sammenklang, idet pianisten Jæger faktisk spiller en sammenhængende melodisk og fremragende passage. Med følelig skønhed anviser musikken her, at det ikke er udebliven af talent, der fører til lydens overvejende præg ikke bare af noget afbrudt, abrupt og uformående, men også af noget brutalt, stumt, amputeret og primitivt. Både kropsinstrument og musikinstrumenter bliver så klagende, at svaret på deres bøn måtte falde som ord, når kun en gud, med kunstsikre evner, skænker instrumenterne sproglige evner, eller blot fratager mennesket: det ophobede behov for bønnen til deres virkelighed.

Sprog er konvention, sammenhæng, mening. Det er under sprogvanen, vi finder sorg og ensomhed, underliv og uliv, stykkets vigtigste nøgenhed stadig: den desperation, der ikke modtager anvisninger på midler til dens ophør og så ganske egenhændigt bestemmer om den stedvis arter sig forståeligt og med en ro, der blot i nogen grad forekommer tålelig. Musikken viser ikke livet, som vi ønsker at se det, men som det forekommer, når det sete, forsete eller ønskede længe forråder det faktiske. Også Risagers sang er yderst nøgen, og uden ord synes hendes krop at sige, men også at beklage: heller ikke jeg kan bringes under kontrol og meningskontrol. Her er stykkets pointe så: ikke at lade konventionen opretholde de fortabte og tomme meningshylstre, når meningen allerede er forsvundet fra dem eller hierarkisk endda frakendt selv Meningsskolens laveste karakterer.

Kravet om mening kan også være undertrykkende. Og der kan være fred i det, der ikke giver mening netop når vi oplever og tillader: at der ikke er mere at søge efter – og således heller ikke mere at frygte. Derfor henvender forestillingen sig i særlig grad til hvert enkelt tilskuer individuelt i følelse af, at hans/hendes amputation synes så uforståelig og desperat, at det er ærligst ikke at behæfte den og dermed forråde den – med ord.

Denne aften pilles bedraget af os. Kræver det lys eller kræver det mørke? Kræver det svar på dette spørgsmål?