Én efter én kommer de ind på scenen. Naboerne. De står foran os, beskuer os, mens vi beskuer dem og begynder at undres, stille spørgsmål, digte historier: Hvem er de, disse amatørskuespillere? Kan de spille skuespil? Hvad vil de fortælle os? Hvorfor halter damen? Hvorfor smiler han så lusket til os? Hvor gammel er ham med de røde sandaler? Er det deres eget tøj, eller har de kostumer på?

Aarhus Teaters Borgerscene er et nyt projekt, og Inde ved siden af er første forestilling. En ganske vellykket én af slagsen. Den er let og personlig, lidt fjollet, men tager også fat i noget som vi alle sammen kan og bør forholde os til, nemlig måden vi omgås andre mennesker i virkelighedens verden.

De ti amatørskuespillere spiller sig selv og fortæller små og lidt større historier fra deres egne liv – om steder og boliger, de har boet i, og ikke mindst mennesker, som de har boet ved siden af. Det handler om naboskab i mere end én betydning, parcelhusritualer, fællesskaber og fjendskaber. ”Naboer er dem, der kommer forbi med en kage og vander blomster for hinanden uden at lave pletter i vindueskarmen” – men naboer er også dem, der larmer, lurer, forstyrrer freden, holder fest, chikanerer og rigtig mange andre ting.

Det er på ingen måde problematisk, at spillerne ikke er professionelle, netop fordi forestillingen bygger på en form for personlig storytelling, der understreges af nogle fine grafiske elementer og en stærk, græsgrøn scenografi. Dertil kommer, at spillerne er godt instruerede, og de udfordres ikke unødvendigt på deres dramatiske evner. Desuden er man som publikum helt med på præmissen og accepterer deres fejl, fordi de er ligesom os. Vi kan spejle os i dem, fordi de ikke er betalte professionelle – de er uperfekte, og det er egentlig hele forestillingens koncept. Det er nogle særdeles sympatiske mennesker, der står foran os, og sammen skaber de en herligt vedkommende forestilling.

Inde ved siden af er desuden en lokalt forankret forestilling, af og til østjyder, og vi præsenteres for en lang række forskellige lokale dialekter, fra Mols til Frederiksbjerg, til Sct. Markus Kirkeplads, til Fedet i Risskov og helt ud til Helgenæs. Vi har alle, både publikummer og skuespillere, en hel masse til fælles ikke bare i kraft af, at vi alle er mennesker og naboer til nogen, men også fordi vi er århusianere eller østjyder af den ene eller anden art.

Teater med fokus på lokale historier og med lokal opbakning har været en stigende tendens de seneste år. Én af de mere interessante lokalt forankrede forestillinger var Mungo Park Koldings Seest, som omhandlede fyrværkerikatastrofen på Seest Bakke i Kolding i 2004. Det var en forestilling, der i den grad tiltalte lokalsamfundet, som på den måde fik et kulturprodukt at samles om. Lokalt teater er med til i endnu højere grad at understrege teatrets rolle som en institution, der faciliterer fællesskaber.

Men hvorfor er det vigtigt med forestillinger, som er lokale, personlige og nære? I en verden, hvor det store internet og de sociale medier bliver en større og større del af vores sociale kontaktflade, så spiller naboen – det personlige bekendtskab – en mindre og mindre rolle, og så glemmer vi måske accepten og forståelsen af forskellighed. På nettet er det nemt kun at færdes blandt ligesindede, men du vælger ikke selv din nabo i det virkelige liv.

I det virkelige liv skal du kunne hegnsloven udenad for at undgå konflikter med din uduelige nabo, og du skal være klar til at låne en kop sukker ud eller give en kop kaffe, når du mindst venter det. Det er en livsbekræftende pointe, som giver én lyst til at hilse på genboen i teatersædet overfor – hvem ved, måske kan naboskab lede til ægte(ven)skab? På denne tirsdag aften i en lille teatersal på Aarhus Teater var der liv og glade dage, og der skal lyde en stor anbefaling herfra til Aarhus Teaters nye amatørscene.