Dans under høstmånen er et erindringsstykke fortalt af en voksen dreng, der ser tilbage på en sommer i 1930’ernes Irland, da han boede sammen med sin mor og hendes fire søstre og deres syge bror, Jack, som nyligt var hjemvendt fra Uganda. Sønnen Michael, som spilles af Bue Wandahl, er til stede på scenen i sin voksne skikkelse og deltager i handlingen som et spøgelse fra fremtiden.

I det lille hus med den grønne have udspiller sig et lille drama mellem de trøstesløse kvinder, som ikke har meget at se frem til i lyset af den industrielle revolution, en streng katolsk opdragelse og deres roller som modne kvinder, der skal skabe liv og levned uden mænd til at forsørge dem.

I Aarhus Teaters forestilling bliver det desværre aldrig helt klart, hvad der er på spil, karaktererne kommer ikke langt nok ud over scenekanten – og dansen forbliver en halvkedelig bagatel.

Trine Pallesen spiller den ældste søster Kate, som er skolelærer og den, der holder sammen på familien og orden på sagerne. Hun belærer søstrene om, hvordan en god kristen skal begå sig – og hun er lige stramtantet nok. Men et enkelt øjeblik lader hun sig rive med i drømmen om at deltage i Lughnasa-festen, fejringen af den hedenske gud, som skulle sikre rige afgrøder. Fornuften får dog overtaget, og hun proklamerer, at modne kvinder ikke danser. Så søstrene må tøjle deres vildskab og blive hjemme og glemme alt om at møde en mand og sikre en fremtid.

Da Gerry (Holger Østergaard), faderen til Christinas (Sicilia Gadborg Høegh) søn pludselig dukker op, ser pigerne en chance for at få lidt foxtrot og håb ind i deres liv. Men det varer ikke længe, for alle afvigelser betragtes som upassende, og der lægges hurtigt låg på enhver udskejelse. Det er kedeligt.

Det er altså spændingsforholdet mellem katolicisme og hedenskab, der er i centrum. Søstrenes etablerede religion står i kontrast til den udfarende Gerry, som har en dame i hver havn, til hedningene oppe i bakkerne og ikke mindst deres bror, som er nyligt hjemvendt fra en koloni i Uganda. Han lider af malaria og har opgivet sin kristne tro til fordel for hedenske ritualer.

Det lille hus med den grønne have fungerer som en slags skrøbelig trykkoger, hvor atmosfæren lige så stille forgiftes. De håber, der snart snart snart vil ske noget, men der er ingen fremdrift og intet snart at se frem til. Der er orden i tingene, men der opstår lige så stille mikroskopiske revner i søstrenes indbyrdes forhold og i tingenes tilstand, så alt til sidst falder fra hinanden.

Dertil kommer truslen om den industrielle revolution. ”Vejen fra byen bliver længere for hver dag, der går,” siger søster Kate – og det viser det sig at være sandt i mere end en symbolsk forstand. Åbningen af en strikkefabrik gør Rose og Agnes (Ene Øster Bendtsen og Laura Drasbæk) arbejdsløse, da de ikke længere kan sælge deres hjemmestrikkede vanter inde i byen. Det liv, som de har været så vant til, står til at forandres for evigt.

Der er en masse store tematikker på spil, men det bliver aldrig helt interessant. Scenografien er flot og tidstypisk, og skuespillerne klarer opgaven ganske fint, især Trine Pallesen som den supersnerpede Kate og Marie Louise Wille som den brovtne søster Maggie – stykkets eneste comic relief. Men deres indbyrdes forhold forbliver uklart og uldent. Er Rose udviklingshæmmet, eller er hun bare meget yngre end de andre? Hvorfor er Agnes så mut og stille? Er de i virkeligheden søstre eller bare kvinder med samme skæbne?

Den grønne, frodige have giver lovning om en forestilling med saft og kraft, men der er desværre ikke meget liv og dans at hente i teaterdirektøren Mick Gordons forestilling om sit hjemland, Irland. Måske er det fordi, der går nogle kulturelle referencer tabt i oversættelsen? Måske ville det have fungeret, hvis Marie Louise Wille havde været en svingende irsk madame med en rungende irsk dialekt? Der mangler noget under høstmånen, og min sidemand og jeg kom aldrig helt med på vognen.