Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Kvinder Teatret Svalegangen
Anmeldt 25/3 2014, 21:43 af Hans Christian Davidsen

Kvinder i kamp med sig selv


Kvinder i kamp med sig selv

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Man siger, man er havnet i en hønsegård, hvis man er omgivet af små-ondskabsfulde kvinder, der sladrer, hakker på hinanden og gør ved. I Svalegangens Kvinder fløjtes der dog op til kalkunkamp. Og vé den høne, der bevæger sig ind til kalkunerne. Den skal dø. Kalkunen er et flokdyr, kan have an aggressiv adfærd og plejer en hakkeorden.

Svalegangens samtidssatire handler om nutidskvinden, der mener, hun skal være perfekt i alle døgnets 24 timer. Sofie Stougaard er formidabelt kørende i rollen som Annette, en nævenyttig, fraskilt kvinde et sted i 30erne. Hun spiller sin blondine så præcist, at vi kan aflæse hendes inderste - og fryde os, hvad enten vi er mand eller kvinde. For hende - eller i hvert fald dele af hende - har vi set et eller andet sted før.

På halvanden time uden pause spilles ni scener, der rammer den moderne kvinde og hendes selvforståelse. Scenerne er både sketches, der for sig kan stå alene, og brikker i en fortløbende handling. Det begynder i konsulentfirmaet, der rådgiver kvinder i at være perfekte kvinde. Der kører reklame på en storskærm med skønhedsidealer, glat hud, sensualitet, L’Oreal og Dior-parfume. Alt kan forbedres med firmaet Turkey (!) Consult. Naturen og virkeligheden fornægtes. Kvinderne er syge efter kontrol.

Subtile ondskabsfuldheder
På konsulentkontoret får kvindernes subtile ondskabsfuldheder fuld skrue. Anette (Kirsti Kærn) er chefen med skrivebordet, der er hævet en meter over de andres. Og Lone (Katrine Beck Ibsen) er Annettes veninde, der dog ikke er mere veninde end, at hun spiller med på de sofistikerede intriger.

Når der er tre kvinder til stede, er der kun to, der kan være venner ad gangen. En må nødvendigvis stå udenfor. Og bag den venlige venindesnak er der skumle bagtanker. Sjældent artikuleres noget direkte. Det siges spidsfindigt. Den sårede forsvarer sig med at spille offer. Og »nej, det var da ikke min mening at såre dig«.

Dårlig samvittighed
Dramatikeren Caroline Cecilie Malling Jørgensen placerer de tre kvinder i hverdagens situationer: I børnehaven, hvor pædagogen giver moren, der altid er for sent på den, dårlig samvittighed på den venlige måde. I ægtesengen, hvor kvinden sniksnakker sig ind til sin jalousi over for en alt for tolerant og blød ægtemand (Anders Brink Madsen). Han henter håndcremen og hjælper hende af med kontaktlinserne som en logrende puddelhund.

Han burde have kvalt hende. Men han drukner i talestrømmen og alle femi-ordene. Annette flirter med venindens lækre mand, mens hun kæmper med sin kronisk dårlige samvittighed og kontrolsyge. Den ene mand i stykket er med som statist.

Det er hamrende morsomt - spiddende og aldeles genkendeligt både for mænd og kvinder. Stykket lægger næppe op til diskussion, og teksten er i sig selv ikke særlig nuanceret eller avanceret. Og der er slet ikke lagt op kønsdebat her - hvor befriende. Hvor også - kvindernes største fjender er dem selv. I hvert fald i stykket. Sikkert også i virkeligheden. Men karaktererne er trukket fint op, og Sofie Stougaard får virkelig sat knald på Annette med sit komiske talent og en eminent timing. Åh, at se hende sende dræberblikke til sine kolleger på kontorer - det er kosteligt!

Ujævnt tempo
Skal der drysses lidt malurt i det muntre, så må det være den, at nogle af scenerne kunne være strammet lidt op. Forestillingen er ikke jævn i tempo og udtryk. Det kan både ses med pessimistens og med optimistens briller. Imponerende er det dog, hvor mange hints, manuskriptforfatteren Caroline Cecilie Malling Jørgensen har fået ind i et stykke på 90 minutter uden, at det bliver for overlæsset eller for tydeligt.

143
Forrige anmeldelse
« Jeg ringer mine brødre «
Næste anmeldelse
» Les Misérables »