Jeg ringer mine brødre er et velspillet og vedkommende politisk teaterstykke om skyld, angst, kærlighed og venskab. Det handler om, hvor fatale konsekvenser det har for et menneske at blive kategoriseret som potentiel forbryder, alene på baggrund af hud- og hårfarve. Og det handler om, hvor fatale konsekvenser det har, når et samfund i angst helt ureflekteret og fordomsfuldt kategoriserer borgere i et ”os” og ”dem”.

Ny svensk dramatik
Jeg ringer mine brødre er skrevet af den svenske forfatter og dramatiker Jonas Hassen Khemiri (født 1978). Stykket bygger på en tekst, som Jonas Hassen Khemiri fik trykt i den svenske avis Dagens Nyheter i december 2010, som reaktion på et bombeattentat i Stockholm. Eller rettere: Som reaktion på reaktionen. For medierne var hurtige til at tage for givet, at en eller flere personer med rødder i Mellemøsten stod bag, selvom der endnu ikke var nogen mistænkte i sagen. I København er stykket sat op på Betty Nansen Teatrets eksperimenterende anneksscene Edison, instrueret af Christoffer Berdal med fantastisk scenografi af Ida Marie Ellekilde.

Naturfags-nørden Amor
Jeg ringer mine brødre tager afsæt i den virkelige hændelse i Stockholm, som er blevet geografisk omplaceret til København: Vi følger den unge Amor, der spilles engageret og energisk af Hadi Ka-Koush (født 1983). Amor er en helt almindelig københavner; en cardiganklædt naturfagsnørd, der studerer på DTU. Ja, og så er han halvt mellemøstlig, halvt dansk.

Amors karakter er både humoristisk og interessant, fordi han er så nørdet: Han husker alle grundstofferne i det periodiske system ved at koble stoffernes egenskaber med sine venners og bekendtes personligheder. Blandt andet kobler han sin bedste ven Shavi med helium, fordi han, ifølge Amor, gør alting lettere.

En anden morsom detalje er, at Amor har sendt Valeria – den pige, han længe har været forelsket i – et hav af søjlediagrammer og grafer over, hvor godt de to passer sammen. Det har dog ikke haft den ønskede effekt.

Alle Amors karaktertræk bliver dog udvisket af terroraktionen: Amor bliver på grund af sit mellemøstlige udseende reduceret til en mistænkt, en potentiel forbryder.

24 timer i Amors liv
Handlingen i Jeg ringer mine brødre foregår over 24 timer; fra optakten lørdag nat, hvor bomben sprænger, til søndag aften. Amor bliver vækket med tømmermænd søndag morgen af sin kusine. Kusinen er spillet af Lila Nobel, der i dén grad kommer ud over scenekanten med energi og komisk talent. Hun fortæller Amor om bomben og spår, at der er svære tider på vej.

Overlevelsesstrategier
I virkeligheden har det været svære tider i København længe, præget af angst og paranoia. Men nogen har fundet overlevelsesstrategier: Amors kusine beskytter sig bag et vandfald af buddistisk-inspirerede kliché-citater, såsom: ”Yesterday is history, tomorrow is a mystery, but today is a gift. That is why it is called the present.” Et citat, som Amor påpeger, stammer fra Kung-fu Panda.

En anden overlevelsesstrategi ser vi hos en phoner fra Dyrenes Beskyttelse, der er meget morsomt iscenesat af ?iir Tilif. Phoneren kalder sig Karoline, men hendes accent afslører tydeligt, at hun må stamme fra Mellemøsten og derfor sandsynligvis ikke hedder Karoline. Det konfronterer Amor hende med og siger, at han vil købe et abonnement hos Dyrenes Beskyttelse, hvis hun fortæller sit rigtige navn.

Amors elskelige mormor, sublimt spillet af Lila Nobel, repræsenterer her i stykket de kræfter, der er med til at forstærke angsten og paranoiaen i samfundet. Hjemme fra sofaen følger hun alle kriminelle handlinger tæt – fra Rågeleje til Maribo. Der er meget at være bange for, for overalt bliver der begået forbrydelser. Derfor holder hun sig hjemme og onanerer hele dagen for at få tiden til at gå, fortæller hun.

Paranoia
For Amor begynder de svære tider dog først denne søndag, efter at bilbomben er sprunget: Han føler sig pludselig overvåget, og han kan mærke, at folk ser mistænksomt på ham, da han går ned i metroen med en rygsæk på. Det går op for ham, at han på grund af sit mellemøstlige udseende potentielt er en trussel, en terrorist.

Amors paranoia bliver mere og mere udtalt, og han forsøger af alle kræfter at blive usynlig ved at opføre sig så normalt som muligt. Men det medfører kun at han føler sig mærkelig og utilpas, for hvordan går man helt normalt? Det nytter ikke noget, og det nytter heller ikke at flygte.

Langsomt ændres hans syn på sig selv: Han bliver den, folk ser ham som. Helt konkret ændrer hans sprog sig og bliver til udtalt ”perkerdansk”. Konsekvensen bliver, at han begynder at mistænke sig selv for at stå bag bombeattentatet.

Jeg ringer mine brødre er værd at se, for både tekst og skuespillerpræstationer brænder tydeligt for at engagere publikum i en højaktuel problemstilling.