Vi kender stilarterne: musical, opera, operette, syngespil. Men en film, hvor man synger alle replikker? En umulighed. For skævt. Producenter/ distributører ryster på hovedet. Læg dertil en banal kærligheds historie fra den franske provins (Cherbourg) om en paraplyhandlers datters spæde første kærlighed – og smertefulde afsked – uden happy end. Glem det plot og den ide.

Filminstruktør Jaques Demy, ny bølge-debutant, talte under indspilningen af filmen Lola komponisten Michel Legrand varm på ideen om en romantisk syngefilm, hvor alle, også hverdagsreplikker, skulle synges. Sammen skrev de, scene efter scene, i musik og tableauer Les parapluies de Cherbourg. Hele filmens lydside blev indspillet før kameraerne rullede. Tre års stædig vilje til at skabe en hyperæstetisk, romantisk kærligheds-jazz-pop-farvesymfoni: Pigen med paraplyerne.

”Jeg tøver ikke med at sige: Det er som et maleri af Matisse, der synges. De samme harmonier er forsøgt overflyttet til filmen.” siger instruktøren, ubeskedent, men helt berettiget, om Pigen med araplyerne (Cinema Practique no.121. 1971).

Vanskelig start
Filmen blev med stort besvær finansieret – dog turde ingen biografdistributør løbe risikoen og vise filmen. Kun gennem avisen Le Figaros chefredaktørs (producentens svigerfar!) trussel om et avisboycut, tvang han en række franske biografer til at vise filmen – minimum to uger!

Pigen med paraplyerne blev årets største tilløbsstykke – guldpalmer i Cannes (1964) og flere Oscar-nomineringer mm.

Og ikke at forglemme uskylds dejlige Catherine Deneuve, der med hestehale og i pastelfarver fik sit gennembrud som den attenårige Geneviève, der arbejder i sin mors paraplyforretning – og forelsker sig stort og smukt i mekanikerlærlingen Guy.

Et filmikon var skabt
Er det en dødssynd at omsætte Paraplyerne til ”dagligstue teater”? Instruktøren Peter Langdal gør det alligevel! (og Stockholm gjorde det for et par år siden).

For ingen kan vel spille op mod verdensstjernen Catherine Deneuves sødme og modning. Eller bare at forsøge på at konkurrer med den musikalsk perfekte lyd/billedside. Det kræver en mere end blot en rytmisk indlevelse i Michels Legrads til tider sødladende romantisk svævende univers – hvor hverdagsrealismens replikker sættes i musik og mekanikere, tankpassere og paraplyhandlere synger dagligdags banaliteter. Birgitte Hjort Sørensen kunne.

Ja, mere til. Hun giver Geneviève en sensualitet og ægte farve af sensualitet og lidenskab, som pludselig får den yndefulde Deneuve til at fremstå som bleg og u-sexet. Hjort Sørensen har krop og indlevelse – og synger og spiller sig i helt usædvanlig grad i et med cool-jazzen. (Det var IKKE Deneuve, der sang i filmen).

Sammen gennemlever vi de unges kærlighed, der brat afbrydes af Guys indkaldelse til militærtjeneste i Algeriet (1956) – og moderens gechæftige forsøg på at smede datteren sammen med den mere livserfarne diamanthandler Cassard, der med l’air af verdensmand og fyldige checkkonto vil kunne fremme familiens sociale status og redde den skræntende paraplyforretning.

Mor (Kaya Bruel) – en af forestillingens helt store musikalske nydelser – arbejder ihærdigt, i Guys fravær, som ”koblerske”, og da brevene fra ”fronten” udebliver, er Genevieve tæt på at lytte til mors ”fornuft” og overgive sig i Cassards varetægt. Men så melder resultatet af Guys og hendes hede elskovs afsked sig: Genevieve er gravid!

Cassard er forelsket – og insisterer på paraply-datteren – inklusiv kærlighedsfrugten. Selvfølgelig kommer Guy (såret) hjem fra Algier – uvidende om at kæreste, barn og paraplyerne nu er rejst fra Cherbourg – men heldigvis venter en barndoms kusine trofast på ham.

Livet går videre
Så skrues tiden frem til juletid 1963. Geneviève og datter (7 år) standser (tilfældigt?) Mercedes’en i Cherbourg for at tanke benzin. Hos hvem? - rigtigt: Garagisten Guy står klar ved Esso-tanken.

Et stille erkendelsens gensyn – medens sneen drysser ned – og musikken smerteligt og bittersødt understreger den tabte kærlighed. Geneviève og datter kører atter bort, efter at have fået et glimt af Guys kone og søn. Banalt – så det batter. Og smukt – så det smerter.

Musikken og følelsernes om kærligheds tab og meningsløshed får luftens fugtighedsgrad til at stige markant. Eventyret om evnen til at overleve og finde lykken, eller det der ligner, er endt i en (lykkelig?) resignation.

Hvordan gik det med overførslen fra film til teater?
Ikke helt så godt. Trods filmfinurligheder og en mesterlig lydside (August Rosenbaum), der har måtte give afkald på smægtende strygere og bigband rytmer, sidder man alligevel tilbage med savnet af den komplette følelse af filmens svævende bittersød romance.

Instruktøren har valgt at minde os om, at teatret ER en film (klip, nær-total…) understreget med klaptræer og boom, franske mellemtekster (le Depart,…) og sceniske afskæringer. Åbningen og slutningen zoomer endda ind på kameramanden, der med håndholdt kamera afsøger scenen.

Også filmens farver, hvor selv tapeterne matcher damernes rober (de er skønne, elegante og 60’eragtige), har man med skiftende sætstykker forsøgt at genskabe på teatret – plus de mange paraplyers farveskalaer. Stilen er filmens drømmespil, i slægt med den amerikanske musicalstil, dog uden dans og show-stoppere.

Pigen med paraplyerne er som teaterudgave loyal og tro overfor originalen – og har måske netop derved tabt en masse energi og ikke helt evnet at udnytte teaterets evne til at forvandle celluloid til kød og blod. Et hold af professionelle skuespillere har uden play-back fanget Michel Legrands melodiske ånd; men alligevel er det som vores sjæl ikke synger med, selv om det er det samme motiv, der gentages og gentages.

Heldigvis får Birgitte Hjort Sørensen paraplyerne til, i lyst og i nød, at folde sig ud i en total indlevelse, der i sensualitet, rytme og musikalitet får selv ikonet Catherine Deneuve til at blegne. Det er da lidt af en bedrift.