Johannes har arrangeret en polterabend i Warszawa for sin bedste ven David, som lige har giftet sig trods en livstruende sygdom. Johannes og David indlogerer sig i en hotelsuite på Hotel Bristol, mens de venter på den tredje kammerat Runes ankomst til Polen. Rune er nemlig ved en fejltagelse landet med et fly i Kairo. De tre venner har tidligere været i Warszawa på en interrailtur efter 9. klasse. Johannes er opsat på, at det skal være et festligt gensyn med byen, og de skal til Chopin-koncert om aftenen. Forestillingen Warszawa er skrevet af Thomas Levin og instrueret af Per Scheel-Krüger. Warszawa er 2. del af teaterværket DET 6. KONTINENT, som gennem seks forbundne forestillinger undersøger dansk identitet i en globaliseret verden.

Hotelværelset som ventesal
Scenografien er bygget op som en stor hotelsuite med plads til alle tre venner. Den grå hotelgang og den ustabile elektricitet antyder noget gråt og trøstesløst udenfor. På hotellet er et filmhold ved at indspille filmen Pigs of Warszaw, der handler om kz-fanger under Anden Verdenskrig. Problemer med lyssætningen har midlertidigt sat filmoptagelserne i stå. Den amerikanske skuespiller og coke-misbruger Mark spiller jødisk kz-fange og venter utålmodigt på at komme i gang, mens hans danske assistent Louise springer rundt for at gøre ham tilpas. Tilfældigt støder hun ind i Johannes, der genkender hende som dén Louise Madsen, han var så forelsket i dengang han var 1.g’er og hun var en uopnåelig smuk 3.g.’er. Lige som i Samuel Becketts Mens vi venter på Godot befinder karaktererne sig i en venteposition. Hotelværelset bliver en slags ventesal, et komfortabelt men anonymt rum, hvor de på skift går hen og drejer på urskiven, mens de venter på ankomst og afgang. Karaktererne har enten for lidt eller for meget tid, og det går dem på nerverne.

Chopin på repeat
Cyron Melville spiller Johannes, der knævrer løs, fyrer dårlige jokes af og forsøg på at skabe en feel good-stemning omkring sig. Han er bange for stilheden, pauserne, meningsløsheden og vennens livstruende sygdom. Så Johannes forsøger at skabe mening gennem gentagelsen: turen til Polen, alle venskabsminderne, de gentagne verbale forsikringer om, at David er hans bedste ven, og Chopins musik kører på repeat på hans iphone. Hjemme i Danmark har han kone og barn og gør, hvad der bliver forventet af ham som voksen. Samtidig erkender han, at hans liv er banalt, men han formår ikke at bryde gentagelserne og forudsigeligheden eller fokusere på, hvad der er vigtigt for ham.

Døden venter på dig
David er den interessante figur i stykket, og Jens Sætter-Lassen er virkelig god i rollen som den dødsmærkede og besværlige ven. Davids personlige tragedie får Johannes’ liv til at fremstå endnu mere selvoptaget. Davids sygdomsforløb sættes alligevel i perspektiv, da han sammen med Mark opsøger ghettoen i Warszawa, og vi får historien om Davids jødiske bedstemor. Senere folder David sig ud som en Charlie Chaplin look-alike og får for en stund greb om sit liv inden for filmiske rammer.

Klichéfyldte liv
Mia Lerdam spiller den smukke Louise Madsen, der i virkeligheden er en dum gås. Louise og Johannes fremstår som forudsigelige og klichéfyldte karakterer, men skuespillerne får det bedste ud af det begrænsede spillerum, de har. Malte Joe Fried-Nielsen er den rå skuespiller Mark, der rabler filmreplikker af sig og råber ”fucking fuck”. For ham handler alt om timing, og Mark lever kun foran kameraet. Uden for filmstrimlen er hans liv et kaos.

Søgen efter livets mening
Warszawa er et veloplagt, absurd og tragikomisk teaterstykke om identitetssøgen og eksistentielle kriser på flere niveauer. Der trækkes på en del referencer fra teater-, film- og verdenshistorien, som sætter historien om de danske venners polterabend i Polen ind i en større sammenhæng. Rejsen bliver en metafor for den menneskelige søgen efter noget meningsfyldt, som hæver sig op over hverdagslivet med dets banaliteter og absurde gentagelser. Forestillingen angriber den danske hverdagsselvoptagethed ved at gøre en personlig tragedie til det centrale omdrejningspunkt og derfra perspektivere til kz-lejrene, som er en af de store kollektive tragedier i verdenshistorien. Men stykket giver ikke noget svar på, om det er de små eller store tragedier, der påvirker os mest som mennesker.