23-årige Liv er begyndt at skrive sin egen livsbiografi på en rød skrivemaskine. Hun skriver sætninger om at være moden, ambitiøs, være sund og god til at dyrke motion, sige kloge ting i læsegruppen, være en god veninde og en god datter. Scenerummet er Livs lejlighed med hvide vægge og gulve. Det minimalistiske udtryk udfordres af, at der omkring Liv står stabler af papkasser. Kasserne rummer barndomsminder samt kaotiske og negative tanker og følelser, som der egentlig ikke er plads til i hendes forestilling om det tjekkede, vilde og poetiske liv, hun gerne vil leve. I baggrunden kører der videoprojektioner, som forvandler scenerummet til et sted, hvor Livs fortid og nutid, indre og ydre liv flyder sammen. En tv-skærm, placeret mellem papkasserne fortæller publikum, hvilket kapitel hun er i gang med at skrive. Kapiteloverskrifterne hedder for eksempel ”Rummene”, ”Skriften”, ”Lemmerne”, ”Hyldebær” og ”Cikorier”.

Generation Målrettet
Livsbiografi er et gæstespil og en del af programmet SideScenen på Københavns Musikteater, hvor unge talenter får mulighed for at vise, hvad de kan. Rosalinde Mynster, som både spiller Liv og har skrevet monologen, får vist to sider af hovedpersonens liv. Hun er både stærk, sjov og målrettet, men også sårbar, selvkritisk og forsøger at frigøre sig fra en moderbinding. Instruktør Anna Malzer producerer forestillinger, der bevæger sig i krydsfeltet mellem tekst, video og koreografi, og som forholder sig kritisk til sin egen generation. Sammen med Rosalinde Mynster, lyddesigner Nanna Schleimann og lysdesigner Christoffer D. Pihl har hun skabt en forestilling, der handler om den unge ”Generation Målrettet”. Er de unge forkælede eller fortabte i en verden af muligheder og en forældregeneration, der ofte har nok i egne problemer?

Se mig!
Liv har haft en opvækst med en mor, der er sangerinde og optræder om aftenen. Far forlod moren, og det svigt er moren aldrig kommet sig over. Morens sorg bliver en slags byrde for datteren, som har mere brug for at gøre sig sine egne erfaringer. Livs hoved er fyldt med formaninger om, at hun skal huske at gøre dit eller dat. Hun er opdraget til at være positiv og ”komme videre”, hvilket gør det svært at tale med andre om de problemer, som egentlig tynger hende. Hun bruger selviscenesættelsen til at skabe en slags struktur og fortælling om, hvem hun er. Gennem selviscenesættelsen skaber hun også en distance til sine egne problemer og holder andre folk på afstand, så de ikke opdager, hvordan hun virkelig har det. Stykket rummer en kritik af selviscenesættelsen, når den overdrives og gør folk ensomme.

Livsbiografi som collage
Livsbiografi har ikke et lineært forløb, men er en collage. Selvom Liv forsøger at strukturere sin livsbiografi ved primært at nedskrive pæne og acceptable ting om sig selv, så er forestillingen båret af erindringer og upassende følelser, der hele tiden popper op af papkasserne.

Barndomserindringer aktiveres i kroppen, som for eksempel da Liv er på shoppetur, og lyden af hendes egne skridt minder hende om morens skridt på vej ud af døren i barndommen. Overfladisk venindesnak fører til erindringer om mobning og hadebreve, som Liv skrev, da hun var yngre, og som næppe kommer med i den officielle livsbiografi. Fester, alkohol, sex og forelskelser fylder også en del, og det kan være udmattende at skulle nå det hele på den halve tid.

Vildskab og vaklen
Rosalinde Mynster overbeviser i rollen som Liv, der fremstilles både som selvsikker, selviscenesættende og skrøbelig. Mynster viser desuden potentiale som dramatiker med en tekst, hvor de unge publikummer efter reaktionerne at dømme føler sig genkendt. Liv gør indtryk med sin blanding af vildskab, viljestyrke og vaklen rundt mellem barndomserindringer, moderbinding og alle forventningerne til voksenlivet.