Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Verdens lykkeligste folk Folketeatret
Anmeldt 18/3 2014, 20:12 af Hans Christian Davidsen

Det beskyttede værksted


Det beskyttede værksted

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er hyggeligt på Radio Solskin. Her stilles ingen kritiske spørgsmål. Der skal bare hyggesnakkes i æteren - og vé den, der begynder at tale alt for meget om virkeligheden uden for det, der mest af alt minder om et beskyttet værksted.

Det gør den ny borgmester (Vibeke Hastrup), da hun tager imod invitationen til et interview. Borgmesteren tror, det skal handle om politik, strukturreformer og effektivisering, men studieværten Ulla (Petrine Agger) vil blot høre om borgmesterens fritidsinteresser, familieliv, og om hun har dyr.

Da borgmesteren ikke vil indordne sig lokalradioens politik om blot at levere en sludder for en sladder, bliver hun sat på porten. Få dage senere bliver der lukket for det kommunale tilskud, og Radio Solskin er truet på sin eksistens.

Skabelonagtigt
Folketeatret har med Verdens lykkeligste folk lavet en lille, varm komedie om noget, der kunne være et sindbillede på kongeriget Danmark. Lokalradioen er et trygt og varmt sted, der bliver overhalet af tiden - og som øjne og ører for den store, stygge verden. Det bliver så gemytligt alt sammen. Men krybben tømmes, og hestene begynder at bides.

Det kunne lyde som om, det hele bliver alt for entydigt og moraliserende i Verdens lykkeligste folk. Til tider kan persontegning og fremstillingsmåde forekomme lidt skabelonagtig, men alle kan se med her - uanset hvor de mener, Danmark er og burde bevæge sig hen. I forestillingsprogrammet nævner instruktør Frede Guldbrandsen en interessant parallel:

Indtil den 1. Januar i år var der ingen grænse for, hvor meget de små biografer i Danmark kunne modtage i kommunal støtte. Derfor klagede de store biografkæder Nordisk Film og CinemaxX til EU-Kommissionen. Gennem solidt lobbyarbejde fik de EUs konkurrencestyrelse til at granske de danske støtteordninger, der blev opfattet som konkurrenceforvridende. Det tog ikke lang tid, før det danske folketing lagde sig fladt ned og vedtog en ny biograflov.

Et samfund på lykkepiller
Den lille lokalradio bliver dog omvendt også til et portræt af et selvtilfreds samfund på lykkepiller.

Petrine Agger spiller lokalradioens mor, der styrer biksen, som hun vil have det. Kristian Holm Joensen er en nørd af en altmuligmand, en flink fyr med et godt hjerte, men ensom. Henrik Birch ser macho-agtig ud af korpus, men er lidt af en dikkende lammehale. Og Jacob Lohmann spiller en ilter, men også ukompliceret tekniker, der - når alt kommer til alt - har mest kontakt med verden uden for den lune lokalradio, der kun kan køre på tilskud.

Verdens lykkeligste folk ender med at blive sådan et stykke, man ikke helt ved, hvad man skal mene om. Man keder sig ikke. Man krummer ikke tæer. Det er underholdende, og de egentlig ret tynde persontegninger (som man kan ryste på hovedet af eller fornøjes over) holdes oppe med et godt greb om skuespillet hele vejen igennem. Den store dybde i dramatikken er der ikke, og den afgørende teateroplevelse får man næppe. Til gengæld får man en skildring af nogle mennesketyper, der fylder meget i dagligdagens Danmark, men som ikke altid skildres i medierne og i kunsten.

139
Forrige anmeldelse
« Warszawa «
Næste anmeldelse
» Elle Belle Bolle »