Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




F#CK - en cabaret i panikalderen Café Liva
Anmeldt 3/3 2014, 06:41 af Hans Christian Davidsen

Klimakterie-blues


Klimakterie-blues

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Alderdom godt, ungdom bedst. Forgængelighed rimer ikke på forfængelighed. Og slet ikke i den vestlige verden. Her er alt og alle over 30 år kikset. Café Liva er på turne med klimakterie-kabaretten F#CK, der starter som 25 års studenterjubilæum med publikum som de deltagende jubilarer.

Sådan indledes forestillingen. Mette Marckmann spiller den overgearede midt-i-fyrrerne-mor, der godt nedringet deler fællessang ud til studenterjubilarerne (det vil sige os - publikum) og ellers bare venter på, at Mads - den lækre fra gymnasietiden - dukker op. »Ihh, hvor du altså ligner dig selv« og »Hvordan går det?«

Lidt pudsigt er det bare, at en stor del af publikum kunne være forældre til en studenterjubilar. Midlife crisis kommer til at være et luksusproblem for de fleste. Men måske kan de selv huske tiden mellem 40 og 50, hvor panikalderen får Mette Marckmann til at synge: »Jeg er urimelig, umulig og seksuel helt uduelig... Det hele kører i ring som på TV2 News - jeg har klimakterie­blues«.

Uventede slutpointer
Men det er ikke kun hende, der bliver bange for sit eget forfald. Mads M. Nielsen spiller den fraskilte hankat, der barberer sine kugler, og som spiser forkert og drikker lidt for meget. På godt halvanden time bliver vi i kabaretform præsenteret for monologer, dialoger, solosang og små humoristiske duetter. Ofte har de små sketches nogle uventede slutpointer. Som dér hvor Mette Marckmann spiller en forsmået hustru, hvis mand angiveligt har fundet en yngre model - indtil hun selv afslører sig som triumferende utro. Jo tak. Vi ved til overmål, hvordan kvindelige ofre ser ud. Dejligt at se kvinden som det modsatte.

Mette Marckmann er i sit es som kvinden, der er i festhumør, men som Mads har svært ved at huske navnet på, da han tropper op. Var de nu kærester??Ham og Merete, Marianne eller hvad hun nu hedder.

Sjov og hygge
Der gabes og zappes foran fjernsynet, der løbes maraton for at få de endorfiner, som de ikke længere får gennem sex. Og just som man tror, de to forældre følger en superligakamp fra sidelinjen, så er det blot deres egne puslinge og dommeren, de står og råber ad. Kabaretten savner ingen energi, og den kammer heller ikke over.

Mads M. Nielsen får med tiden spillet sig varm. Sjovt er det uden, at satiren bliver rigtig spids. Det meste sidder lige i skabet, men er også holdt på det fordragelige og nogle gange lidt for hyggelige niveau. Hen imod slutningen smækker stykkets forfatter, Jacob Morild, dog esset på bordet: Ind kommer to gamle 68’ere, der gør, hvad de altid har gjort:?Det, der passer dem. Selv med grå hår kan det slå gnister. Her har kabaretten et lille budskab, som vi kan tage med hjem. Der er kun et middel mod at lade sig rive med af aldersræset - giv pokker i den forbandede ungdom!

136
Forrige anmeldelse
« Young Frankenstein «
Næste anmeldelse
» Livsbiografi »