Før Fredericia Teater fik fingrene i Young Frankenstein, kendte jeg – en ellers inkarneret musicalfan – ikke til stykket. Et hurtigt opslag på Wikipedia fortæller, at forestillingen er en teater-adaptation af Mel Brooks’ film fra 1974 og en parodi på Mary Shelleys Frankenstein. Den minder desuden uhyggeligt meget om den noget mere ikoniske Rocky Horror Show, der også havde sin urpremiere i 1974: De er begge megapjattede, overgearede, burlesque-agtige monstershows, parodier på horrorgenren og B-filmsgysere, med letpåklædte damer og en overflod af slet skjulte seksuelle hentydninger.

Overgiv dig til den sorte humor
Young Frankenstein handler om Viktor Frankensteins barnebarn, Frederik Frankenstein [udtales: Fronkensteen], som trækkes til byen Transylvanienborg og overtager familievirksomheden som monsterarkitekt. Her møder han blandt andre assistent-iglen Igor og den lokale bimbo Inga, som rigtig gerne vil rulle i høet med ham. Og ja, herfra går det slag i slag med dumheder og grineflip – og med den talentmasse, de har til rådighed, er Fredericia Teater fantastisk godt rustede til at opsætte et sådant spektakel.

Med dans og sang og humor giver ensemblet liv til et noget svagt plot – sådan er det jo med de fleste musicals. Men sangene og scenerne er ikke til alle tider skarpe og sjove nok til at opretholde tempo og momentum. Håndværket fejler absolut intet, men alligevel er der noget med timingen i stykket, som ikke helt vil følge med. Men det ville være petitesserytteri at gå i dybden med det.

Man har til gengæld på fornemmelsen af, at Young Frank-oplevelsen bliver endnu sjovere jo flere gange, man ser forestillingen og begår sig i universet, især hvis man er i selskab med inkarnerede fans. Havde jeg dog bare vidst, at man skal vrinske, hver gang Frau Blüchers navn bliver nævnt – ligesom fans af Rocky Horror ved lige præcis, hvornår der skal smides med toast, ris og toiletpapir.

Teatertegnefilm
Showet har mange wow-oplevelser at byde på, blandt andet nogle overraskende tredimensionelle lysoplevelser: En væg af laserlys, der sendes ud i publikumsrummet – som en portal, der trækker os med ind i det animerede univers på scenen. Min sidemakker udbrød: ”Fuck, hvor vildt!”

Dertil kommer, at teatrets levende ”kulisseskærm” giver scenerne uventet, filmisk liv. Man kan simpelthen kun beundre den nytænkning af teatrets rum og virkemidler, som Fredericia Teater udviser hver gang.

Hele forestillingen er i sig selv et spændende studie ud i, hvordan man kan blande medierne og skabe en mere fuldendt teateroplevelse, og på den måde har Fredericia Teater gjort sig selv til eksperter ud i en ny genre, som man passende kan kalde ”teatertegnefilm.”

Denne fornemmelse understøttes af, at spillernes mimik og bevægelser næsten synes animerede, og stemmeføringen er som taget ud af Disney Sjov. Programmet afslører da også, at flere af spillerne lægger stemmer til diverse tegnefilm, så det hele giver jo mening.


Stærke hovedkræfter
Gummiansigtet Pelle Emil Hebsgaard er kørt i stilling som showets absolutte stjerne i rollen som den unge Doktor Frankenstein. Han slog sine talenter fast med syvtommersøm som Genie i Aladdin, og her viser han igen, at han er skabt til at være, ganske enkelt, helt vildt sjov både i krop og tale. Men han formår også at spille kedelig skoledrengsprofessor på ganske troværdig, kejtet og kikset vis.

Han er ikke den klassiske førsteelsker, og hans sangstemme kan ikke helt stå mål med Johannes Nymarks fløjlsbløde musicalrøst (men hvem kan det?). Der er dog ingen tvivl om, at han bliver bedre og bedre og kommer mere og mere til sin ret i forestillingen i takt med, at karakteren Doktor Frankenstein bliver mere og mere gakket. Men gad vide, om han ikke også har kapacitet til at spille en tungere dramatisk rolle?

Det er netop kantetheden, der gør Pelle Emil Hebsgaard til et overordentligt interessant bekendtskab og hæver ham langt op over de andre i ensemblet. Og ideelt set burde han også have spillet rollen som den ubehjælpsomme højre hånd Igor, der i Patrick Tendrups portrættering bliver lidt for anonym, for lidt sjov og på mange måder for feminin.

På kvindesiden er der især én, der svæver højt, både i toner og tilstedeværelse. Det er Camille-Cathrine Rommedahl, der spiller stykkets mest hamrende irriterende og skingre rolle som Frankensteins forlovede. Hun er egentlig ikke ret meget med, men det er hende, man husker.


Monstergodt grineflip
De fleste jokes i stykket befinder sig et sted godt under bæltestedet (et sted i trekanten, høhø) – det er, hvad det er. Men det er interessant, at der flere gange undervejs bliver pustet til musicalteatrets image som en bøsseprofession: Victor Frankensteins spøgelse er en langstilket balletfyr, og den lokale landsbytosse vil gerne have en bøssebar til byen.

Den selvironiske italesættelse af det åbenlyse giver bestemt anledning til et par kluk rundt omkring, men er der ikke en vis fare for, at det, ved overdreven brug, kan virke ekskluderende? Som publikum er jeg jo ligeglad med skuespillernes seksualitet – de skal bare kunne deres kram. Blot lidt stof til eftertanke.

I første omgang var det også til stor undren, at man har valgt Johannes Nymark, førsteelskeren med det absolut største sangtalent, til rollen som det retarderede monster, hvis totale mangel på tale-, danse- og sanggaver stilles til skue i en fabelagtig opførsel af Irving Berlins Puttin’ on the Ritz i begyndelsen af anden akt.

Denne scene gav anledning til aftenens største grineflip – som gentog sig flere gange, også på køreturen hjem, hvor soundtracket kørte på fuldt drøn. Det er virkelig, virkelig dum humor, men hold op, hvor var det sjovt. Og i forestillingens sidste scener giver det jo pludselig mening, hvorfor netop Nymark skulle have rollen som monster. Han synger jo som en drøm.

Mange gange under forestillingen sendte vi hinanden uforstående blikke, hævede øjenbryn, latterlatent hovedrysten, som for det meste blev afløst af høje grin. Der var også flere udbrud à la ”Hold kæft, hvor er det bare dumt!” – men hvor var det dog bare dumt på den virkelig underholdende, befriende og forløsende tåbelige måde. Jeg havde mine forbehold, men endte med – netop efter grineflippet i starten af anden akt – at overgive mig til den sorte humor.

Vi kan godt bruge mere teater som dette – teater, der tør overgive sig til det totalt gakkede. Man bliver så herligt let om hjertet og får lyst til at blive i Fredericia og deltage i efterfesten. 5 gakkede pukler og hestevrinsk til Young Frank herfra.