To 11-årige drenge har været oppe at slås i Cobble Hill Park i New York. Benjamin har slået Henry med en kæp i ansigtet, så han har flækket en læbe og knækket to tænder. Stemningen er høflig, men anspændt, da de to forældrepar mødes for at tale om hændelsen i stykket The God of Carnage, som er skrevet af Yasmina Reza og opføres på engelsk af That Theatre Company.

Den civiliserede samtale
Krudttøndens lille scene er omdannet til en dagligstue i et middelklassehjem med afrikansk kunst på væggene og kunstbøger slængt ud over sofabordet. Her har Henrys forældre, Veronica og Michael, arrangeret forældremødet, og ingen slipper ud fra stuen i den tid, stykket varer. Til at begynde med er de meget optagede af at få de rette formuleringer på plads i den fælles skriftlige erklæring om hændelsesforløbet i slåskampen. Skal der f.eks. stå, at Benjamin var ”bevæbnet med en kæp” eller ”holdt en kæp i hånden”?

Alan og Anette, Benjamins forældre, vil tydeligvis bare gerne nå frem til en fælles forståelse, så de kan komme derfra igen. Veronicas borende spørgsmål om, hvorvidt Benjamin overhovedet har dårlig samvittighed, og Anettes antydning af, at Benjamin måske blev provokeret af Henry til at slå med kæppen, gør det svært at opretholde den civiliserede og høflige omgangstone, mens de drikker kaffe og spiser kage.

Maskerne falder
Alle fire skuespillere leverer virkelig gode præstationer uden at overskygge hinanden. Adam Brix spiller kynikeren Alan, en advokat hvis mobiltelefon ustandseligt ringer og afbryder samtalen med de tre andre. Han undskylder sig ikke, men rådgiver højlydt en klient, en større medicinalvirksomhed, der har lanceret et medicinprodukt. Nu er der problemer med produktet, og det kræver damage control at undgå, at det bliver en skandale. Som stykket skrider frem forstår vi, at Alan er mere knyttet til sit job og sin mobiltelefon end til sin kone Anette.

Sira Stampe spiller den ængstelige og undskyldende Anette, som helt bogstavligt brækker sig over sin mands manglende nærvær – ud over sofabordet med alle kunstbøgerne, som Veronica har lagt frem. Katrin Weisser Lohdal spiller Veronica, en kvinde med et overbærende smil på læben, som tror på den civiliserede samtale og er forkæmper for de gode manerer og kulturelle værdier. Hun har specialiseret sig i afrikansk kultur og skriver på en bog om Darfur-tragedien. Ian Burns spiller Michael, en engros-sælger, der virker venlig og retskaffen, indtil det kommer frem, at han ikke bryder sig om gnavere og har lukket sin datters hamster ud på gaden til en uvis skæbne.

Senere ser vi ham gribe føntørreren og forsøge at redde Veronicas kunstbøger fra at blive ødelagt af bræk, men hans handling forekommer mekanisk og tillært, mere end det er noget, han egentligt mener. Den fornemmelse bekræftes, da der kommer en flaske rom på bordet, og det antydes, at Veronica har et alkoholproblem. Småberuset indrømmer hun, at alkoholen får hende til at glemme, at ægteskabet med Michael føles hult og tomt, og at de dybest set har meget forskellige værdier. Hun fremhæver sig selv som kulturel og dannet, mens Michael bliver fremstillet som en hulemand.

Grovkornet og vittig komedie
Stykket tager dermed en drejning, hvor forældremødets oprindelige dagsorden ændres til at omhandle forældrenes personlige problemer, diskussioner om civilisation, fordomme om køn og erhverv og etniske spørgsmål. Sindsstemningerne skifter konstant, og det samme gør loyaliteten. Ægteparrene står ikke længere sammen parvis, men indgår nye alliancer, så hver enkelt person bliver presset ud i en situation, hvor vedkommende viser sit sande ansigt. Alan får ret i sin påstand om, at der under det tynde lag af kulturel fernis og påtaget høflighed gemmer sig en brutalitet, hvor mennesket kæmper alene for sin egen overlevelse, og at et blodbad er nært forestående.

Fortrængte følelser og ægteskabelige problemer presses op til overfladen og får alle fire til at glemme alt om gode manerer. De råber ad hinanden, truer hinanden, brækker sig, græder, kaster med ting og ter sig som pattebørn, og det er utrolig morsomt og velspillet at overvære. The God of Carnage er en vittig og grum komedie, hvor de gode manerer må vige for grovheder og afstumpethed, og det lykkes for skuespillerne og den britiske instruktør Harry Burton at få alt det bedste ud af stykket.

Læs også om Roman Polanskis og Yasmina Rezas filmversion af teaterstykket her.