Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
6 - Teateranmeldelse
Maskerade
7 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
8 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
9 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Historien om alt Teater Katapult
Anmeldt 7/1 2014, 21:20 af Sverre Kaels

Historien om alt


Historien om alt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Teater Katapult opsatte tidligere på året Das unheimliche, og denne milde vinteraften går vi 120 ned i Århus-undergrunden for at få en lignende barsk oplevelse. Oplevelsen af noget fremmed eller uhjemligt kaldte Freud ”det uhyggelige,” og det handler om, at den virkelighed, vi kendte, snigende forekommer forandret. En tryggere vaneforestilling må opgive at fastholde magten over den og i stedet fortabe sig i en dybere virkelighed, der upassende kommer fra ”underverden.”

Her handler det imidlertid om opsætningen Historien om alt, der forekommer uhyggelig og yderst vellykket. Den ene og altfavnende deltager, Thomas Corneliussen, mister magten over virkeligheden, selvom han konstant forsøger at opfylde dens sociale-moralske krav, og hans panikagtige og uhyggelige fortagsomhed flyder sikkert over i et blik ned i en virkeligere og dybere grund, de fleste af os kender – fra indre mental undertrykkelse, der ikke lykkes? Forestillingen er med god grund Reumertpris-vindende, og stykket vandt også priser i denne anmelders inderste. Her følger anmeldelsen af en teaterforestilling, der anfægter det moderne menneskes interesse i at forefinde sig vågen mellem drøm og virkelighed.

Teater i stykker – og livet i helhed
I Historien om alt spiller Corneliussen 37 roller. Rollerne kan forstås som et helt liv, i alle dets situationer vævet ind og ud af hinanden. Også omgivelserne spilles af Corneliussen selv, hvilket giver fornemmelsen af, at stykket er en række ensomme, desintegrerede og konfliktbetonede selv-samtaler, en kaotisk indre monolog i en enkelt splittet psyke, der ikke kan finde sammenhæng eller frasortere vedkommende værdi i dem.

Vi følger hans kaotiske livserfaringer i alverdens livssituationer. Her fremstilles stykvis, på lidt over en time, alt det gode og svære og smukke og halvhjertede i et almindeligt og ualmindeligt liv; kærlighed, konfirmationstaler, barndom, søde ord og hårde ord, ulykker og hjertestop, fortalelser, tvivl og romantik. Hvis de mange roller viser situationer, et enkelt individ kunne gennemgå på et helt liv, kan det ikke anbefales – don´t do this at home! – at de forskellige livsaldre som her gennemgås på lidt over en time.

Den ene livssituation afbrydes hurtigt af den næste, og det giver et besnærende indtryk af, at det moderne menneske, i alle dets højst presserende gøremål, slet ikke har tid til det liv, det ellers i gøremålene så veloplagt sulter efter. Kaostilstanden underbygges effektivt af en brutal lydside, hvor publikum skræmmes af sammenstød, skuespilleren indøvet understøtter med præcisions-bevægelser, gerne fald mod gulve og slag mod vægge. Forestillingen larmer som veltilrettelagte bilsammenstød, mens aktøren fastholder præcise smil, der mere er ment for de ydre omgivelser end udslag af forståelig glæde.

Tempoet giver problemer med at erfare, hvad han finder sig i: at være nærværende, hvilket ellers forsøges med øvelse. Men stykket udleverer ikke skyldige eller nogen eksileret magt med ophørt imunitet til retsforfølgelse: ikke nogen for let løsning på vor egen tids forventelige rettergange eller forfalskede udgange. Livsforceringen giver ikke nogen ro til diagnosticering og beskriver dermed snarere en række symptomer, der ikke behandles – og snart burde blive det. Corneliussen er plaget af at ankomme uforberedt og sent til sit liv, fordi der ikke er andre muligheder, og hans karakterer udgør prekære modsigelser i vor liv og mod slutningen også en udmattelse, man her må kalde vedkommende kunst.

I Katapults katalog har han således lukkede øjne og smiler. Sover han – og drømmer han? Publikum indleder selv denne aften med latter på den effektive komik. Bagved aner det imidlertid, at kulissen overalt er præget af ord, en art evigt fortabte huskesedler, publikum dog måtte foretage kikkertundersøgelser eller lægeundersøgelser for at kunne læse; et væld af usammenhængende oplysninger, som kun en sorterende vismand vil kunne finde blivende værdi, relevant mening i. Baggrunden understøtter således stykkets snigende hav af usorterede og ubehandlede tragiske følelser, der bagfra indhenter som drømme eller mareridt, en meningsløshed, publikum først grinende undviger.

Er Corneliussen bevidst, eller flyder hans fortagsomhed over i et hvileløst hav af ubevidste drømmereflekser? Hovedpersonens gennemgående fortravling bliver identitetsforvirring, så længe kaos og drømme dog ikke kan udgøre baggrund for sikker identitet, der kræver mere varig stabilitet. Det er det, der udtrykkes i de mange afbrudte handlingsforløb, der overtager hinanden og blander fortid og fremtid sammen, og hvor den ene scene ikke kan nås, førend aktøren allerede er uforståeligt uformående i den næste. Corneliussen er syg – og hans ubekvemme udmattelse må mod slutningen aflægge en beretning bag hans ryg, som stykket måske er den flygtendes fortælling om: at han ikke ønsker at underskrive.

Angstsmil og militær-præcision
Den snigende fornemmelse af, at denne fremmedgørelse indhenter både ham og publikum, det er den effektive ansvarliggørelse af aftenens opfyldte sal, der bliver tavs og næppe er kommet for at føle sig anklaget. Forestillingen har i programmet underskriften, publikum personligt kunne sætte ved udgangen som skyldig protest mod relevansen i stykkets nådesløse indhold: “Alt andet end ingenting.”

Det er tomheden, vi gerne erstatter med alt andet, så vi ikke føler den, men dette gør ensom: Selvom vi får hektiske tæsk af livet, opretholdes socialt næsten en afstumpet kontrol med den indre ulykke, med de udvendige livsforhold, der ikke må udtrykke den. Derfor er skuespilleren kun én.

Vi kom sammen og gik ensomme igen, som fremmede iagtagere også til vores egne livskulisser. Kort efter udgang eller prøveløsladelse kan man fortsætte det fængslende stykke ved, en anelse yderligere forsætligt, at gennemføre resten af sit liv på nøjagtig de stålsatte betingelser, man netop har set sin svindende interesse i. Hvis jeg talte rigtigt var vi i øvrigt 120, der kom op igen – ganske givet til et hjem, det kun delvis var muligt at genkende.

121
Forrige anmeldelse
« Dagen før «
Næste anmeldelse
» Don Quixote »