Dagen før er som en livsrejse. Livets tog futter i ring om scenen, og forestillingen tager sin begyndelse ”dengang da de var lille,” og rejsen ender, da den gamle hankat lukker sin dør og siger godnat. Livet ind imellem start og slut er fuldt af vilde togture, forskellige kufferter, kærlighed og pjat. Men i sidste ende er man blot et barn forklædt som voksen. Eller det bør man i hvert fald være, for så er livet lettest at leve.

Kraftfulde friske pust
Det første, der springer i øjnene (og ørerne) ved dette nyeste skud på teaterkoncert-stammen, er alle de nye ansigter og stemmer. Man har efterhånden vænnet sig til, at Jimmy Jørgensen er med – ja, han er vel efterhånden blevet synonym med teaterkoncerten. Og det er fint nok, når der er hele fire friske pust med i den nye trup.

Iført hvide sparkedragter sparker de fem guldkorn forestillingen i gang med en gennemkraftig udgave af ”Joanna”. ”Tag mig med til dit drømmeland,” synger de, og her er det især Anne Vester Høyer, der stjæler billedet. Med sin kraftfulde krop, mimik og personlighed flirter hun sig til publikums opmærksomhed, og hendes stemme rager op over de andres – selv mændenes.

Men ensemblet som helhed fungerer helt ideelt, og de fem skuespillere/sangere komplimenterer hinanden i kraft af deres modsætninger: Stor/lille, mørk/lys, alvorlig/sjov, bred/spinkel, dybt-/højtflyvende – og professionel sanger/sanger for sjov. Dagen før byder på stemmeleg i højere grad end de tidligere teaterkoncerter, og det er især heri, forestillingens styrke ligger. Stemmer bruges som instrumenter, som kontraster, til råb og skrig og leg og som udtryk for melankoli og kærlighed. Der leges med lyde, volumer, teknikker, rand- og fuldregistre, personligheder og sindsstemninger.

Popperen og kunsten
Kim Larsen har selv sagt, at han er popsanger, hvis væsentligste formål er at spille op til fest og dans – og kunsten er ikke hans afdeling. I den forstand følger forestillingen hans entertainerfilosofi. Dagen før modstår nemlig fristelsen i at gøre Kim Larsens tekster til store kunstværker med en alt for tung symbolik og fortolkningsrum, og det gør Dagen før til en let og livsbekræftende oplevelse.

Nationalskjalden har aldrig ønsket at åbne sin ”sorte boks” for publikum og vrænge sin sjæl ud, sådan som kunstnerne gør. Men her tager Dagen før sig nogle friheder, idet den gør den hjerteglade ”Fru Sauterne” til en topmelankolsk oplevelse: Jimmy Jørgensen i spotlight på et bjerg af kufferter er én af forestillingens største højdepunkter. Oplevelsen kan sammenlignes med Mark Linns fortolkning af ”Help Me, Rhonda” i Teaterkoncert Beach Boys, hvor også det lette og lalleglade blev til noget dystert og dybt.

Der er den rette balance mellem pop og kunst, idet forestillingen modstår at imødekomme publikums (bevidste eller ubevidste) ønsker om at høre sangene, som de plejer at være. Plejer er lidt død, men ikke helt. Kim Larsens poesi kommer til sin ret og sangene får lov at åbne sig på nye måder.

Flot sammensat ensemble
Forestillingens største sangmæssige præstation ligger hos Carsten Svendsen, som med sin bombesikre sangteknik fremfører ”Dagen før” i fuldstændig balance på en række kufferter. Han svinger mellem registre og skaber aftenens flotteste (lyd)billede, idet han vandrer den lange vej i retning af sin Madonna, der tager imod ham med åbne arme.

Og nu til humoren og humøret: Kristoffer Fabricius har ikke den store sangstemme – det er han ikke bange for at vise os. Til gengæld er han topcharmerende og kan spille guitar i full speed, og han har humor, som udmønter sig i både krop og ansigt. Men hans ”Rita”-serenade synes at være mere end blot et morsomt indslag, da Kristoffer Fabricius her minder os om folkeligheden i Kim Larsens sange. Alle kan synge med på Kim Larsen, lige meget om man har sangtalent eller ej. Man har altid lov til at SKRÅLE MED!

Endelig skal også lillebitte Kitt Maiken Mortensen have sin del af æren. Med sit forfinede udtryk og lyse, klare stemme står hun i stærk kontrast til togturens kraft og brutalitet – og sætter dermed prikken over i’et i en særdeles stærk og gennemtænkt ensemblesammensætning. Det er især hendes fortolkning af ”Papirsklip” (undertegnedes yndlingssang fra Kim Larsens pen), der tager kegler. Fra sit trygge skjul giver hun sangen fint, nyt liv.

Opmuntring til sjælen
Der er meget få fingre at sætte på Dagen før. Man kan måske stille spørgsmålstegn ved, om den giver noget nyt til genren? Men skal den nødvendigvis det? Det er måske også værd at overveje, om det nu var nødvendigt at hive Jimmy Jørgensen ind, som om Kim Larsens sange ikke er trækplaster nok? Men det er ikke vigtige spørgsmål.

Faktum er, at man som publikum til Dagen før gennemgår en meget underholdende og livsbekræftende rejse på en enkelt aften. Med balloner på hovedet og tape og tapetklister og alt muligt glimmer og pjat giver skuespillerne os opmuntring til sjælen i en regnfuld juletid – så derfor får Dagen før 5 store julestjerner med herfra.

Næste gang, jeg står i Fætter BR og bander over lange julekøer og julestress, vil jeg minde mig selv om, at jeg jo bare er forklædt som voksen – og så vil jeg tage en mærkelig hat på og stikke til dem foran i køen med en tryllestav. Det kan jo være, de også trænger til at grine.