Den gale ridder rider ud
Nicolas Bro brillerer i hovedrollen som adelsmanden, der bliver gal af at læse for mange ridderromaner og beslutter sig for at ride ud i verden som don Quixote af La Mancha. Med ridderromanens idealer og sin oldefars sværd drager han af sted ud i 1600-tallets Spanien for at befri verden for ondskab og troldmænd og komme de nødlidende til undsætning. Hans to trofaste følgesvende er den udslidte krikke Rosinante og væbneren Sancho Panza, som tidligere var en lokal bondeknold. Don Quixote har forinden erklæret sin kærlighed til en lokal bondepige, der i hans fantasiverden er hans elskede adelskvinde Dulcinea, og som han har lovet evig troskab. Tilbage står adelsmandens husholderske, niece og præst og er bekymrede for, hvordan den gale adelsmand skal klare sig i den virkelige verden.

Stort drømmeunivers
Instruktør Katrine Wiedemann har i samarbejde med scenograf Maja Ravn skabt et imponerende univers, hvor jorden er flad, men skråner, og på rundhorisonten videoprojiceres billeder af himlen med skyer og senere i anden akt en smuk gammel sal i et slot. Skuespillere og statister bidrager med egen fysisk kraft til at skabe en magisk verden med flagrende ridderromaner, vinduer og døre som sættes sammen til huse og blæses væk igen, hjul der snurrer på karetter, grene der banker mod ruder, svirpende hestehaler, knirkende seletøj og snurrende vinger på vindmøller. Det er et rum, hvor der er plads til store ridderdrømme, men hvor don Quixotes forestillinger om den ædle ridders bedrifter og hans idealistiske tilgang til verden også konstant krydser klinger med en rå og brutal virkelighed.

Jevgenij Sjvarts har frit bearbejdet Miquel de Cervantes Saavedras roman, og selvom meget fra romanen er udeladt, så har teaterversionen fanget essensen og appellerer til et nutidigt publikum. I romanen er don Quixote en mager fyr på omkring 50 år. I teaterversionen er han en mere bamset og barnlig udgave, og de høviske kærlighedsidealer understreges af hans manglende seksuelle interesse for andre kvinder end Dulcinea. Optakten til rejsen i første akt forekommer en smule lang, men da først don Quixote og Sancho Panza rider af sted, kan intet standse dem.

Ridderidealer møder menneskeligt begær
Paw Henriksen spiller den trofaste væbner Sancho Panza, og han gør det godt, selvom det er svært at hamle op med Nicolas Bros karisma. Mia Lyhne spiller don Quixotes lille bekymrede niece og den enfoldige bondepige, der i don Quixotes fantasi er hans elskede Dulcinea. Hun spiller også en hyrdedreng, der får pisk i en hjerteskærende scene. Morten Eisner, Joen Højerslev og Mads M. Nielsen ses blandt andet i ondskabsfulde og skurkeagtige roller. Christiane Gjellerup Koch spiller husholdersken og ikke mindst en dydig adelskvinde, der bliver voldsomt liderlig ved synet af don Quixotes oldefars sværd. Men det er Jens Jacob Tychsen, der i rollen som kromutter med et imponerende for- og bagparti vinder teatersalens hjerter.

Den ensomme idiot
Don Quixotes tro på sine egne gode gerninger viser sig at gøre mere skade end gavn. Som da han for eksempel befrier nogle galejslaver, og selv ender med at få bank. Eller da han møder hyrdedrengen igen, som fortæller, at han har fået endnu flere pisk af sin herre, efter at don Quixote blandede sig. Eller da don Quixote går til angreb på vindmøller i den tro, at det er Fanden, og slår sig selv halvt ihjel. I anden akt ligger han syg i sit hjem og er frataget sine ridderromaner. Desillusioneret og gennembanket forstår han, at verden kun har hån og latter til overs for hans idealer og betragter ham som idiot. Han er ridderen af den bedrøvelige skikkelse og en tragikomisk figur. Men don Quixote-figuren rummer også en tro på, at der findes noget større, som er værd at kæmpe for, trods modstand. Forestillingen giver derfor ikke noget entydigt svar på, hvem der er mest til grin.