I Portrætter er der ikke én hovedperson men 9, og hver elev får lov at stå i centrum i sin helt egen billedramme og fremføre sin helt egen dialog. Stykket er ikke drevet af et handlingsforløb, men drejer sig nærmere om en konceptuel eller filosofisk diskussion af, hvad et portræt er: Kan man fange essensen af et menneske i et billede? Er portrætter døde eller bare øjeblikke i venteposition? Og hvad er man, hvis man ikke er i bevægelse eller ikke kan blive bevæget?

Det er sådanne kæmpestore og spændende spørgsmål, som skuespillereleverne fra Aarhus dramatiserer i deres præsentationsforestilling. Udgangspunktet er et fællesportræt, hvor alle karaktererne poserer sammen. Hver karakter har sin forside og sin bagside, og idet én karakter bryder ud og stiller sin umiddelbare forside til skue i den flytbare billedramme, rager bagsiderne rundt i baggrunden iført masker og yder et slags kommentarspor til hovedpersonens monolog.

Blandt karaktererne møder vi fotografen, den excentriske dirigent, Blockbuster-ekspedienten, staklerne med hjertekvaler og så videre. Vi møder alle karaktererne to gange, og i anden omgang er de ledsaget af et slags alterego, som står i baggrunden og lader sig stille beskue.

Der er en masse symbolik på spil i Portrætter, som i og for sig også har en del potentiale i kraft af diskussionen om, hvilke funktioner et portræt kan, vil og skal varetage. Men der er ikke nok drivkraft til at holde energien oppe i de 80 minutter, forestillingen varer, simpelthen fordi der ikke er et handlingsforløb – som jo ofte er tilfældet i elevforestillingerne. Efter første monologrunde er der sagt det, der skal siges, og forestillingen udvikler sig ikke yderligere. Der opstår intet klimaks, og til sidst flyder historierne ud og man går derfra uden at være blevet ret meget klogere.

Det største problem ligger i, at de store filosofiske spørgsmål overdramatiseres på en lige lovligt påtaget facon. Og særligt problematisk for en elevforestilling er, at man som publikum aldrig når at fatte interesse i eller få sympati for karakterne. Man kan ikke mærke skuespillernes personligheder bag de uhyggelige halvmasker, som de påfører sig i størstedelen af stykket, og de forbliver hver især underligt anonyme.

Anonymiteten gør Portrætter til ucharmerende, overdramatisk maskespil, hvor humoren desværre også (i store træk) udebliver. Det er ærgerligt. Herfra kan man kun håbe at få skuespillerelevernes sande jeg’er og talenter at se i deres afgangsforestilling.