Hvem er de, dem på scenen? Hvem er publikum, der ler? Hvem er (K)Casper?? Hvem er du? Forvirret?

Ja, men først og fremmest intenst engageret i hvad der sker på scenen, når de fire skuespillere, spiller sig selv. Eller gør de? Et spejlkabinet, hvor spejlene er medierne – og medierne er virkeligheden. Eller er det omvendt? Fortænkt?

Slet ikke. For her er humor, satire, replikker, der får ”Bodil” til at ligne et stille vindpust. Og midt i orkanens øje, er du selv. Hvirvlet ind i stand-up mytologien af selvoptagethed og frække ord. Kort sagt Caper Christensen komplekset er noget så sjældent som begavet, velspillet, meningsfyldt – og uimodståeligt sjovt.

Scenen er Douglas Entertainments reception. Tre skuespillere søger foretræde for Casper C., der residerer på 3. sal. Bindeledet til ”afguden” er receptionisten. De venter… nej ikke på Godot… men på et ok til at træde ind i elevatoren og blive ført op til ham fra Tandbørsten, Klovn, Langt fra Vegas, Bremen… Ham, der har alt til salg. Alt kan vises, mennesket og mediet er det samme. Konklusion: ”Du er ingen, derfor elsker jeg dig…”

Casper C. er et forfaldssymbol, en tjener for ”(K)anal pik og patter”, der gør, at vores børn ikke længere kan skelne mellem virkelighed og satire. Ingen er sparet i Jakob Weis eminent velskårne dramatik, som sammen med stykkets instruktør Pelle Koppel ubesværet bruger teatrets magi. Er vi foran, er vi bag scenen, spiller vi med.

Og sikke spillere – altså dem på scenen – der spiller sig selv. Anders Juul, forrygende plastisk kropsnær i sine mange smagsprøver på hvordan han vil appellere til det idol, han aldrig når. Benjamin Boe Rasmusen, som må finde sig i at hedde ”Ditte Hansens mand”, sammenbidt knuget og desperat. Lotte Andersen mørk, forkrampet og farlig med pistolen klar til at aflive Mandril-aftalens fader. Filippa Suenson, receptionisten, der ”komme og knalder”, når drifterne kalder fra 3. sal.

Alle forstærker og beriger de denne Pandoras æske af injurierende uforskammetheder, satire på satiren, plus philosofiske smuler fra Søren Kierkegaards citatbog: ”At fastholde ironikeren, er som at afbilde en nisse med den hat der gør ham usynlig”. Hermed er stykkets udfordring defineret – troldespejlene placeret.

Og vi får som tilskuer en sjældent eksistentiel, sjov, funklende og meningsfyldt forestilling. Til lykke til Teater V… En Reumert-pris burde næsten være sikret.