Vinterens mørke tid sænker sig over os, og butikkerne begynder så småt at bugne med julestemning. Duften af gløgg og klejner emmer gennem det indre København. Det er tid til at blive nostalgiske og følge med til den gamle Præstegård, som minder om forgangne tider, hvor den danske juls traditioner udspilles for vores øjne.

Jeg husker som barn at sidde på de plysrøde sæder i teatersalen på Folketeateret sammen med mine bedsteforældre og opleve denne fortryllende og tidsløse fortælling om de tre studenters tur til Pastor Blicher. Nu er jeg tilbage i de plyssede sæder som voksen, og det er som om tiden har stået stille i Nøddebo, og de tre Kastrup-brødre er lige dér, hvor jeg efterlod dem. Det er super hyggeligt at være tilbage. Alt er præcis som forventet.

Det er fantastisk, at forestillingen fejrer 125 års jubilæum. Og det gøres med stil sammen med både nye og gode gamle ansigter på scenen, og med tre friske musikere i orkestergraven.

Klaus Tilsted Nørgaard skaber en sjov og fin fortælleramme som Nissefar sammen med Jeanette Binderup-Schultz som Nissemor. De fem små nissebørn er nogle meget velopdragne skuespillere. De har tydeligvis forstået at modtage instruktion fra Jeanette Binderup-Schultz, mens de drejer hjulet til, så drejescenen roterer. Næste scene kan nu begynde, mens Nissefar trækker scenetæppe fra.

Det er et kært gensyn at se Folketeatrets tidligere chef, den 78 årlige Preben Harris, og hans hustru Bende Harris i rollerne som Mads Hjulmand og Sidse Lugekone. Den gode scene i klokketårnet med Mads Hjulmand og den yngste af Pastor Blichers døtre, Andrea Margrete, viser, hvor let det er at fange sit publikum. Der grines fra publikum, når den gamle Mads fortæller, han tror på nisser. Men det er meget vigtigt, hun ikke siger det til Pastoren – vel vidende at nisser er af hedensk afstamning og ikke hører til den kristne tro.

Bagefter møder vi de tre Kastrup-brødre i deres københavnske studenterhybel anno 1860. Christoffer, spillet af Nikolaj Bjørn-Andersen, er teolog. Frederik, spillet af Mikkel Kaastrup-Mathew, er jurist. Og Nicolai, spillet af Kristoffer Helmuth, studerer filosofi, eller som han selv siger: “Jeg studerer blot livet i almindelighed”.

Den 24-årige Kristoffer Helmuth debuterer i rollen som Nicolai, og han har en meget fin fortolkning af den livlige lillebror. Der er fart over feltet med Helmuths Nicolai og alle hans narrestreger, der hele tiden bringer ham i klemme hos sine brødre. De irettesætter ham uden tøven og siger, at han kun kommer med til Nøddebo Præstegaard, hvis han opfører sig ordenligt: “Han skal vise, han har takt”.

Sproget er stadig gammeldags, men har fået en tur med tættekammen i anledningen af jubilæet. Der er såmænd også skrevet to nye sange af Niels Brunse og Niels Lindén, som på fineste vis passer ind sammen med de oprindelige sange.

Kristian Boland er den folkekære Pastor Blicher, og Sonja Oppenhagen udfylder med et glimt i øjet rollen som præstefrue. Man bliver efterladt med et smil på læben, når Søren Hauch-Fausbøl som Ovesen og Lisbeth Gajhede som Madam Ovesen indtager scenen, og specielt da de illustrerer deres taktsang, hvor Ovesen stolt fortæller han kan synge til hundrede.

Denne aftens Nøddebo leverer varen. Man får, hvad man forventer og meget mere til. Det er en rigtig familieforestilling. Et godt sted for nye familier at starte traditioner, og for alle andre at lukke op for julens magi. En forestilling, som varmer godt ind i hjertet. Så tag med, når “Vejen går til Nøddebo, ned til pastor Blicher”.