Dr. Patel har en babyfarm i den indiske by Anand. Her kan barnløse par fra Vesten, der drømmer om at få deres eget biologiske barn, hyre en indisk rugemor. Lyder det lidt som en science fiction-film? Faktum er, at surrogatmoder-industrien er eksplosivt voksende i Indien og årligt omsætter for omkring 2,5 milliarder dollars. I blandt andet USA, Indien, Rusland og Thailand er det tilladt at hyre en kommerciel rugemor, mens det i Danmark er forbudt.

Doku-forestillingen MADE IN INDIA – NOTES FROM A BABYFARM er et gæstespil af GLOBAL STORIES, som opføres på Teater Grob. Her tages publikum med på en rejse til dr. Patels babyfarm, Akanksha Fertility Clinic, hvor fattige kvinder tilbyder deres livmoder som beholder for barnløse pars befrugtede æg. De indiske kvinder tjener op til fem årslønninger på ni måneder, hvilket kan give dem en bedre levestandard og mulighed for at give deres egne børn en uddannelse. Vestlige par får drømmen om et barn opfyldt og er parate til at betale store summer for det. Men er det en win-win situation, som dr. Patel påstår? Eller er det global kapitalisme og udnyttelse af verdens fattige kvinder?

Ditte Maria Bjerg har iscenesat forestillingen, hvor der anvendes dokumentariske billed- og lydoptagelser fra to research-rejser til Indien, foretaget af den indiske forsker Amrita Pande. Oplevelserne på babyfarmen og feltarbejdet genfortælles af Amrita Pande selv. Sammen med skuespiller Nanna Bøttcher præsenterer hun os for de indiske surrogatmødre, dr. Patel og en kvinde fra Vesten.

Surrogatmødre på hostel
Jennifer fra USA ønsker sig brændende et barn, og efter flere ufrivillige aborter beslutter hun sammen med sin mand at hyre en indisk rugemor. Vi hører om hendes tanker og følelser i forhold til den beslutning.

Surrogatmoderen Puja fortæller, om hvordan det er at bære andre menneskers barn i maven, hvordan hun distancerer sig fra graviditeten ved at opfatte det som en medicinsk graviditet, og hvad hun vil bruge alle pengene til, når graviditeten er overstået. Surrogatmødrene indlogeres på et hostel under hele graviditeten, hvor de spiser, sover og tager medicin. De beskriver det selv som at ”have en glasbaby i maven”. Der må ikke ske babyen noget, og derfor kan de ikke passe deres egne børn, de må ikke dyrke sex eller spise krydret mad.

Tiden går med at brodere, og broderierne er en del af den scenografiske udsmykning. Scenografien er enkel med en stor projektorskærm i baggrunden og enkle møbler, som hurtigt kan flyttes rundt mellem sceneskift, når de befinder sig på et hotelværelse, et hostel og en hospitalsstue. Barnet fødes ved et planlagt kejsersnit, så forældrene kan være med. De tager barnet med sig, og de færreste har kontakt med surrogatmoderen efterfølgende.

Kynisk udnyttelse eller kvinderettigheder
Er det kynisk udnyttelse af kvindekroppen eller skal vi vænne os til, at børn ”produceres” på babyfarme i Indien? Det afhænger af brillerne, man har på. Dr. Patel beskriver det som en win-win situation. De barnløse par fra Vesten bliver forældre og de indiske kvinder får penge til at forsørge deres familie og forbedre levestandarden.

Jeg ankom selv til forestillingen med den holdning, at det ikke er en menneskeret at få børn, hvis det involverer at verdens fattige kvinder skal lægge krop til at udruge rige barnløse pars børn. Men som forestillingen skred frem, og jeg blev præsenteret for surrogatmødrenes egne drømme om et bedre liv og opråb om kvinderettigheder, så blev jeg mere åben for nødvendigheden af en dialog.

Teknologien findes og surrogatmoder-industrien findes, og hvis man forbyder det, så kommer der formodentlig et sortbørsmarked, hvor de indiske kvinder får endnu uslere vilkår. Men skal man så i stedet se på de fattige kvinders rettigheder som surrogatmødre? Det fik publikum mulighed for at debattere efter stykket, hvor Amrita Pande optrådte henholdsvis som dr. Patel, surrogatmoderen Puja og forskeren Amrita Pande. Spørgelysten hos publikum var stor.

MADE IN INDIA giver publikum et stort velresearchet indblik i surrogatmoder-industrien og de etiske problemstillinger, men giver ingen svar. Forestillingen er båret af facts, mere end af følelser, og som debatskabende teater lykkes det at åbne op for den nødvendige dialog.