Det Kongelige Teater markerer den engelske dramatiker William Shakespeares 450 års fødselsdag i april 2014 ved at opføre udvalgte værker i sæson 2013/2014. 2013 er året for 200-års fødselsdagen for Guiseppe Verdi. Derfor er det meget passende at opføre Verdis sidste opera Falstaff, hvor han valgte at bruge to af Shakespeares skuespil som udgangspunkt for sin libretto.

Peter Langbergs iscenesættelse er sjov, og i samspil med scenografien af Ashley Martin-Davis er der hele tiden noget at kigge på.

I Verdis komiske opera møder vi gamle, tykke Sir John Falstaff, der ser sig selv som den store charmør. En damernes mand. Han sender to ens kærlighedsbreve til to gifte kvinder, Meg Page og Alice Ford fra Windsor. Dette finder de to damer ud af, og de beslutter sig for at hævne sig ved at spille Falstaff et puds. Først ved at lokke ham i en vasketøjskurv og smide ham i Themsen. Dernæst ved at skræmme ham fra vid og sans ved tusmørke i Windsor Park. Sideløbende lykkes det Alice at give sin jaloux mand en lærestreg, mens de to unge elskende Nannetta og Fenton bliver gift.

Donnie Ray Albert er meget alsidig som Falstaff. Han er af de store mænd, der kan bruge sin størrelse (i form af et fat-suit) til at imponere, virke skræmmende eller kommanderende. Samtidig kan han være overraskende blid og letfodet i sin fremstilling. Det er klart, hvordan dem han omgiver sig med finder ham charmerende. Donnie Ray Alberts vokale spændvidde matcher hans kropslige fremtoning.

Baritonen Lucio Gallo præsenterer os for en meget autoritær karakter som Ford, der er gift med Alice. Derfor bliver hans komiske forvandling en dejlig overraskelse, og i andet akt leverer han forestillingens mest seriøse nummer med stor kraft og dramatisk virkning.

Valget med at lave “originale” intermezzi mellem de forskellige akt, hvor scenetæppet gik ned og lyset i salen tændes, mens små sketchs udspillede sig på forscenen, virker sikkert som en god ide. Men i praksis bevirker det blot, at publikum sad og småsnakkede, nogle tjekkede endda deres mobiler, mens man tydeligt fra bagscenen kunne høre skramlen med at lave sceneskiftet. Måske havde det været bedre at lade skiftet foregå med tæppet oppe, for forestillingens illusionskontrakt med publikum var jo alligevel blevet brudt.

Der er hersker igen tvivl om, at alle de medvirkende kan synge, og at Leo Hussain har en orkestergrav med utrolig dygtige musikere. Men det er ikke nok til at få Falstaff til at virke som forestilling. Det var kun Donnie Ray Albert, Lucio Gallo og Det Kongelige Operakor, som formåede at komme ud over scenekanten med deres karakterer. Hvilket var skuffende, for den fine scenografi af Ashley Martin-Davis gav rigelig med plads, til at alle kunne udfolde deres karakterer. Men som det desværre sker af og til, så blev denne aftens Falstaff meget statisk og ikke nær så sprudlende, som man kunne ønske sig af denne komiske opera.