Folketeatret fylder 50 år, og det skal naturligvis fejres. Siden 1963 (året hvor John F. Kennedy udtalte, at han var en berliner) har turneteatret begavet den danske provins med kvalitet som blot en lille smule modvægt til hovedstadens særlige rettigheder. I mange år dog under andet navn: Det Danske Teater. I vores bus er glæde hedder jubilæumsforestillingen, der i collage og revyform – bidende og kærligt – tager et kig ind i teatrets egen verden.

Det skorter ikke på løsrevne citater – blandt meget andet fra Shakespeares Helligtrekongersaften, fra Tjekhovs Mågen (hvor personerne har konstant travlt, taler og taler, afbryder hinanden og ingen lytter rigtig efter, hvad der bliver sagt), fra balkonscenen i Romeo og Julie og lidt fra Herman Bangs Irene Holm – novellen om en danser fra Det Kongelige Teater, der slår sig ned i provinsen og ikke slipper godt fra det.

Man skal sørme godt nok have fulgt med i timerne, for det går hu hej vilde dyr, og pludselig ved instruktøren Geir Sveaass vel knap nok selv, hvor det hele er på vej hen. Men skuespillerne og sangerne, de redder, hvad reddes kan, som soldater, der er sendt ud på en håbløs mission. De får forbavsende meget ud af et utrolig tyndt manuskript. Nu hjælper det på tingene, at der er skønsang og smukke numre med i bagagen, da teatertruppens bus går i stykker – i forestillingen forstås. Bussen står stille – ligesom forestillingen. Man sidder og venter og venter, men der sker ikke noget.

Solid kapelmester
Birthe Kjær er dog med til at trække karakteren opad med en smuk fortolkning af ”Send klovnene ind” fra musicalen A Little Night Music. Figurerne er ellers skarpe nok: Steen Springborg spiller en lidt teatralsk teaterdirektør, der selv hopper med ind på scenen. Når han ikke farer forvirret rundt og fabler om olie og reservedele til den strandede bus. Peter Oliver Hansen er en selvglad musical-sjæl, Jacob Weble en kluntet regissør, Donald Andersen en wannabee-verdensmand, Jens Gotthelf en ung charmefyr og Christiane Gjellerup Koch samt Josephine Nørring to friske skuespillerinder midt mellem alle de andre. De synger heller ikke dårligt.

Og så er der en underspillet effekt i, at scenografen Marianne Nilsson har placeret den dygtige pianist Fini Høstrup bag rød-hvide afspærringer og advarselslys. Her er vejarbejde, og man skal love for, at Høstrup er »man at work«. Han sørger for glæde uden for den strandede bus, hvor skuespillerne og sangerne fordriver tiden.

Malplacerede citater
Men det er alt sammen blot spredt fægtning, når instruktøren kun nøjes med at stikke sin hånd ned i krukken med de blandede bolsjer. Det positivt indstillede publikum vågner op, når de ofte malplacerede citater fra teaterlitteraturen blødes op med sikre musicalnumre fra Follies, A Chorus Line eller Cabaret. Og lidt slapstick er da heller ikke at foragte, når en mand agerer dame i en Shakespeare-klassiker.

Men næste gang må Folketeatrets fødselsdag kunne fejres med lidt større omtanke.