Thure Lindhardt på 38 år giver en overraskende troværdig fortolkning af rollen som den 15-årige Christopher. Man kunne have frygtet, det ville virke plat, at en voksen mand skulle spille en teenager, men det fungerer.

Forestillingen er baseret på romanen The Curious Incident of the Dog in the Night-time af Mark Haddon, og den er lykkes rigtigt godt i Simon Stephens dramatisering. Den er et mix af fortælling gennem Christophers lærer Siobhan, spillet af Mille Dinesen, og fremførte scener sammen med de øvrige medvirkende.

Karakteren Christopher, en 15-årig dreng med Aspergers syndrom, er omdrejningspunktet for forestillingen. En aften finder Christopher naboens hund Wellington dræbt med en havegreb. Han beslutter sig for at løse mysteriet, om hvem der er morderen. I sin søgen finder Christopher ud af, at hans forældre ikke altid fortæller sandheden. Det er meget svært for ham at acceptere, og det gør ham vred. Thure Lindhardt afbilder på flot vis karakteren, som på nogle områder er en ganske almindelig teenager, der forsørger at løsrive sig fra sine forældre og vokse op.

Christopher er imidlertid ikke en helt almindelig teenager, for med Aspergers har han udfordringer som andre teenagere ikke har. Sygdommen giver ham en del udfordringer, som folk uden sygdommen har svært ved at forstå og håndtere. For eksempel kan Christopher ikke lide at have kontakt med andre mennesker. Han vil faktisk helst bo alene, gerne ude i rummet på et rumskib. Han elsker matematik, fysik og astronomi, og han afkoder sin verden gennem logiske ræsonnementer, lidt på samme måde som Sherlock Holmes.

Scenografi, lys og lyd er fantastisk godt tænkt. Det virker simpelt men har en kæmpe gennemslagskraft. På det tiltede scenegulv, hvorpå der projekteres lys, så det ser ud som om, at scenen er pakket ind i ternet papir, hvilket giver et tredimensionelt udsende. Nærmest som en forvokset rubiksterning, der er foldet ud. Scenografien er med til at fortælle og at udtrykke, hvad der foregår i Christophers hoved. Den viser, hvordan han opfatter den verden, han lever i. Det er som om, vi får et vindue ind til hans hjerne og ser de mange ligninger, grafer og ord, der passerer forbi. Alle sanseindtrykkene forstærkes gennem lyde og billeder, og det bliver til sidst overvældene – hvilket er præcist sådan, livet er for Christopher.

Det er ikke blot Thure Lindhardt, som gør det godt på scenen. Det er også værd at fremhæve Henrik Lykkegaard og Stine Stengade i rollerne som Christophers forældre. Henrik Lykkegaard er meget realistisk i sin fremførsel af alene-faren Ed. Han viser, hvor frustrerende det til tider må være at være forælder til et barn med Aspergers og på samme tid, hvor berigende det gør tilværelsen. Stine Stengade har en meget rørende monolog, hvor hun fortæller om, hvor svært det var for hende at håndtere Christopher, og at hun godt ved, hun ikke kunne være en god mor for ham, da hun ikke har evnerne til at kunne kapere ham. Det er en smerte, man som tilskuer kan mærke helt ind i kroppen. Det gør ondt!

Den mystiske sag om hunden i natten er en flot forestilling. Den har overbevisende og medrivende skuespilspræstationer. Der er en scenografi, som åbner en dør ind til et andet livs- og verdensyn sammen med lyd- og lyssætning. Det er en forestilling, der kan mærkes og som printer sig på nethinden. Kort sagt, en forestilling der skal opleves.