Handlingen kan genfortælles på en af disse små selvklæbende sedler, vi sætter op på køleskabet:

Danmark har i virkeligheden allerede tabt krigen i 1864. Dødstallene fra Dybbøl rasler ind på krigsministerens bord i København. Fregatten Jylland skal sendes af sted mod Nordsøen for at stoppe den preussisk-østrigske eskadre. Om bord stiger styrmanden Hans Christian. Han bliver sovset ind i en sentimental kærlighedsfortælling med Anine, der må vinke farvel til ham og blive tilbage i København. Fregatten vinder søslaget og sejler tilbage til hovedstaden, hvor alt ender lykkeligt i det lille mikrokosmos. And that’s about it!

Formildende omstændigheder
Musicalen Fregatten Jylland er ikke ladet med ret meget andet end skønsang, klichefyldt musik, der ville passe til enhver sommerrevy, og et budskab, der selv med en musicals målestok ikke tynger særlig meget. Hvad er det egentlig for en historie, som forfatter Thomas Høg og instruktør Daniel Bohr her vil fortælle?

Der er bestemt flere formildende omstændigheder, og dem står sangerne og skuespillerne for i deres præstationer. For de får maksimum ud af et minimum. Stig Rossen folder sin fulde røst ud som orlogskaptajn Holm. Rossen har bare den rette pondus til den rolle, og han er en fornøjelse at lytte til. Det ved vi.

Ole Thestrup gør sig altid godt i den slags lette forestillinger - og da især her, hvor han som skibskokken Tomasen jager Pernille Schrøders skørter. Pernille Schrøder er en dejlig, fyldig torvekone. Hun kan puste liv i enhver forestilling.

Der er et par enkelte sekvenser, hvor man sidder med den behagelige fornemmelse af, at man bliver udfordret. Og det er frem for alt de herlige scener i krigsministeriet, hvor Martin Loft spiller den gamle minister, og skuespilleren Kim Brandt er departementschef.

Skarp spindoktor
Kim Brandt udtaler sine ord med en udsøgt nidkærhed – nogle gange er han som Herr Schwann fra Matador, når denne er allermest klam. Kim Brandt former forestillingens skarpeste karakter og tilmed den karakter, der har mest at sige os: »Succes handler ikke om evner eller held – succes handler om, hvordan man definerer sig selv«, beroliger han ministeren, der frygter sit eftermæle mere end et nederlag i krigen.

Med andre ord:?Det kunne jo være gået meeeeeget værre i?Dybbøl, hvis det ikke havde været for krigsministeren. Kender du typen?!

Kim Brandt er med sin spindoktor-facon den eneste figur, der sætter musicalen i et nutidigt relief og får os til at reflektere. Endog musikken er helt uden tidsbestemmelse.?Det er forhåbentlig bevidst, men det er sandelig en skam.

Thomas Høj og Katrine Falkenberg er bestemt søde i rollerne som kæresteparret Hans Christian og Anina. Alt for søde. Men igen:?De synger og spiller lige så godt, som den klicheagtige iscenesættelse tillader det. I anden akt går musicalen totalt sukkerkold. Man glæder sig over, at knaldene ved Helgoland nu sætter en stopper for det hele.

Forestillingen har i pr-materialet solgt sig selv som »En ny stor musical om 1864«. Det er store ord. Mon ikke man havde skullet nøjes med at skrive:?»En musical, der foregår i 1864«...?