Jomfru Ane Teateret er i øjeblikket aktuel med musicalen Jeg er grim af Sergi Belbel med musik af Oscar Roig. En kvinde, hvis navn vi aldrig hører, er født grim. Rigtig grim. Hun er aldrig blevet elsket af sin mor, mobbet gennem hele sin barndom, fyret fra sit arbejde og spreder opmærksomhed og opsigt med sin rædselsfulde krop.

Vi møder hende på vej til en jobsamtale, hvor hun skal konkurrere med den meget flotte pige Clara, som ikke er bange for at udnytte sine fortrin i form af sin flotte krop. Clara får jobbet, men da hun får dårlig samvittighed over for den grimme kvinde, ender hun med at tage kontakt til hende, og de bliver veninder og roommates. Den grimme kvinde møder en dag journalisten Poul, som (efter lidt tid) kan se udover hendes hæslige udseende, og de starter et venskab. Hun bliver forelsket i Poul, mens han tiltrækkes af Clara, og i jalousi kvæler kvinden Clara, og hun opdager, at hævn kan give en følelse af ro og tilfredsstillelse, som hun aldrig har opdaget. Sideløbende følger vi historien om den overfladiske instruktør Sebastian, som ikke kan finde lykken, og efter en næseoperation mister han helt sig selv og sin identitet. Sebastians og kvindens veje krydser hinanden til sidst, og de to finder noget i hinanden, som de begge har søgt.

Hvis man forventer en traditionel ”den grimme ælling” eller ”skønhed kommer indefra” historie, får man det ikke, og heldigvis for det! Historien indeholder mere dybde og flere facetter, end man forventer. Rollen som den grimme kvinde spilles meget dygtigt af Malene Melsen, og for god ordens skyld skal det nævnes, at hun altså ikke er grim. Udover rollerne som den grimme kvinde og instruktøren Sebastian er der mange forskellige småroller, som spilles af Anne Voigt Christiansen og Michael Derlev. De skifter hurtigt og uproblematisk mellem de mange forskellige karakterer på trods af, at deres kostumer er mere avancerede end blot at tage en ny jakke på. Både Anne Voigt Christiansen og Michael Derlev gør deres for at holde forestillingen oppe. Dette kan man desværre ikke sige om Allan Helge Jensen i rollen som Sebastian. Han er upræcis i sit skuespil, og hans karakter bliver utroværdig ved dårligt leverede replikker og overspil. Det eneste tidspunkt i de 2½ time, som stykker varer, hvor Allan Helge Jensens præstation er rigtig god, er, da han sidder bundet med en gag ball i munden. Hans dødsangst og panik er virkelig godt spillet og fremført.

De største roser bør gå til Malene Melsen for hendes præstation, da hun bærer hele forestillingen på sine ualmindeligt tynde skuldre. Hun bliver decideret grim med sin fine og præcise mimik og et exceptionelt godt kropssprog. Malene Melsen kan udtrykke alt den sorg og indebrændthed, som kvinden bærer rundt på, så det virkelig kommer udover scenekanten og rammer publikum. Vi forstår hende og alle hendes handlinger til det sidste, og af og til kan man endda genkende noget af den usikre og utilpassede figur i sig selv.

Scenen er ikke blot traditionelt placeret foran publikum, men den strækker sig også op langs den ene side af publikum, men det er desværre svært at se ordentligt, når skuespillerne står langs siden af publikum. Man ser mest baghovedet af sin sidemand, og da det ikke har nogen betydning for handlingen og forståelsen af historien, at det foregår der, så har det blot en dårlig effekt. I hver side af scenen er en storskærm, som bliver brugt til at understrege handlingen. Men dette gøres på den mest simple måde, som man kan forestille sig. Billeder af muskelmænd, når vi er i et fitnesscenter, og et par, som kysser, når der er sex eller nærhed på scenen, er ikke godt nok, og det bliver for tyndt. Scenografien er i det hele taget enkel og ligetil, men den virker simpelthen for tilfældig, ja nærmest som om scenografen har taget det på lageret, som stod nærmest. Og den følelse har man flere gange i løbet af forestillingen. Jomfru Ane Teatret plejer at have mod til at være eksperimenterende og udfordrende, så opsætningen her burde turde meget mere, end den gør. Den kunne sagtens have udfordret sit publikum i langt højere grad. Man kommer ind under huden på hovedrollen, men de andre roller er stereotyper, som ikke bidrager med noget til stykket. Anne Voigt Christensen har en rolle som sekretær, hvor hun har små flade sko, briller på næsen, håret i en knude i nakken og vimser nervøst rundt, og med denne stereotype fremstilling hives alt liv og potentiale ud af rollen. Der er ingenting at arbejde med for skuespilleren, og der er slet ingenting tilbage til publikum. Man behøver ikke at tænke selv, for det bliver serveret lige for næsen af dig.

Det er en musical, men der er ikke så mange sange. Langt det meste er almindelig replikker, og det er et stort plus for forestillingen. Skuespillerne har alle gode sangstemmer, men ikke desto mindre bliver det nærmest krumme-tæer-agtigt pinligt at komme igennem de forskellige sange. Det bliver til en blanding af Disney møder suppe-steg-is-keyboard, og et enkelt nummer kæmper en kamp for at blive en rigtig Broadway-musicalsang. Det mislykkes totalt, og ord som ”håbløs” og ”dårlig smag” trænger sig på. Teatret siger selv om forestillingen, at den gedigne musicaldel over for den barske historie giver en god kontrast. Det har teatret fuldstændig ret i, men det er bestemt ikke en god kontrast. Pillede man sangene ud, så ville der stå en langt stærkere forestilling tilbage, som har potentiale til at røre sit publikum på en måde, som ikke sker nu.

Forestillingen har mange styrker, som først og fremmest ligger i den gode historie og Malene Melsens fremragende skuespil, men forestillingen smadrer selv sin potentielle mulighed for at skabe en stor, rørende historie. Bedre held næste gang, kære Jomfru Ane Teater.