På Jako-Bole Teatret kan man i den næste periode opleve den nye børneforestilling Vejen ud. Forestillingen handler om drengen Allan, som prøver at få sit liv til at hænge sammen med familie, venner, fjender og sin store interesse i fodbold. Han bor med sin syge mor, sin storesøster Ulla og sin fraværende far, som gerne vil leve sin drøm om fodboldkarriere ud gennem sønnen. Allan bruger sin tid sammen med vennerne Irene og Henning, men Allan og hans familie skal snart flytte til Skibbild. Heldigvis kommer Ronaldinho til Allan, når han har brug for støtte, og når det hele bliver lidt for svært, lader han sig drømme væk. Sammen med Irene mødes Allan på et hemmeligt sted, hvor der er plads til, at fantasien kan få frit spil, og sammen rejser de ud over vandet og til stjernerne.

Selve historien er noget uklar, og den er ikke opmærksom på, om den har tilskuerne med. Man er blandt andet i tvivl om, hvorvidt Allan presses af sin far til at spille fodbold, eller om det også er Allans egen drøm. Afslutningen er forvirrende og hænger ikke helt sammen med resten af den historie, som man som tilskuer selv har måttet stykke sammen.

Historien holdes i høj grad oppe af de to skuespillere Linnéa Voss og Michael Derlev. Deres flotte skuespil lader den lidt haltende historie glide mere uhindret frem, og de to skuespiller får skabt et barns univers og synsvinkel. Især Linnéa Voss’ præstation med birollerne Johan og moderen er bemærkelsesværdige, og de to karakterer er meget rammende udtrykt. Hendes skift mellem alle birollerne sker let, uden forvirring og nærmest legende, og det skabte univers bibeholdes.

Forestillingen bruger forskellige virkemidler, og det er klart disse, som er styrken i forestillingen. Det animerede drengekor, stjernehimmelen og den dansktalende Ronaldinho løfter forestillingen og skaber et magisk univers, som virkelig underbygger Allans fantasiverden og den drømmeverden, som han forestiller sig eksisterer. Scenen og rekvisitterne er som altid på Jako-Bole Teatret spændende lavet og brugt på en fantasifuld måde. Tre grå kasser i forskellige størrelser tjener mange forskellige formål, og der skal ikke meget fantasi til for at forstå deres forvandling fra flyttekasser til hest til skamler eller noget helt andet.

Ronaldinhos parallelhistorie er meget rørende og flot fortalt, og det er især gennem denne, at man virkelig forstår Allan og hans problemer. Ronaldinhos historier er meget intense, og alle vil kunne genkende noget i dem og lade historien røre sig.

Hvis man ønsker mere end at blive underholdt i 45 min., kan man med fordel bruge det materiale, som Jako-Bole Teatret har lagt ud på hjemmesiden jakobole.dk. Det er grundigt lavet, og historien hænger bedre sammen for tilskueren ved at se materialet igennem. Det er dog utilfredsstillende, at dette er en forudsætning for at få det optimale ud af forestillingen. Når det er sagt, så har Jako-Bole Teatret skabt en forestilling som er et besøg værd, om ikke så meget for den samlede historie så for den stemningsfulde oplevelse, den trods alt giver sit publikum.