»Kulturfascist« kaldte kritikeren Leif Blædel ham i Information. Forfatteren Jess Ørnsbo beskrev ham i Politiken som en »lagerforvalter, der ikke er kommet ud over samlerstadiet«. Det var i 1965, da lagerforvalteren fra Kolding kom til at lægge navn til en hel bevægelse, der senere blev en -isme: En protest mod statsstøtte til kunstnere, der ikke kunne klare sig selv. Og med tiden en afvisning af en københavnsk kunstelites forsøg på at udbrede - eller med et mere værdiladet ord: pådutte - skatteydere kunstværker, de ikke ville vide af eller ikke forstod.

Man kan roligt - uden at tage parti - kalde reaktionen mod Peter Rindal og hans -isme for en stigmatisering. Så sent som i 2008 fortsatte kunstneren Henning Damgaard-Sørensen med i Politiken at kalde Rindal for »en primitiv lagerforvalter«.

Det er bemærkelsesværdigt, at et teater på offentlige støttekroner gør Peter Rindal til hovedfigur i en forestilling om den folkelige bevægelse mod statsstøttet kunst. Og slet ikke er så uvenlig ved ham. Tværtimod bliver kulturkoryfæer som Klaus Rifbjerg, Jørgen Nash og Jørgen Leth (kvinderne var jo stort set fraværende i kunsten dengang) karikeret med dukker og forvrænget stemmeføring. Men hvad er bemærkelsesværdigt? Det er jo ikke nyt, at kunsten tager fat på temaer, som vi allermindst havde regnet med - eller i det mindste: Det burde ikke være sådan.

Kritikken i det åbne samfund
I de senere års kulturkritik har højrefløjen ellers gjort gældende, at kunsten stort set siden 1960erne primært har fremført budskaber, der var parallelle med venstrefløjens. Mungo Parks vellykkede iscenesættelse Rindal kommer få uger efter premieren på filmen Spies & Glistrup, hvor Glistrups opgør med systemet er blevet fremstillet væsentligt mere nuanceret end i 1970erne og 1980erne - hvis ikke i filmen, så i den offentlige debat, filmen afstedkom. For 30-40 år siden var billedet af Glistrup meget a la dét i Organet for den højeste Oplysning: En pauseklovn, der smaskede marcipanbrød og måtte ind og ruske tremmer.

I dag er en afdæmpet form af Glistrups kritik af velfærdsstaten blevet gangbar - hvad enten man er enig eller ej. I god Karl Poppersk ånd har et åbent samfund ladet sig udsætte for kritik og ikke fra den ene dag til den anden inkorporeret kritikken som legitim, men gradvist forandret sig. På samme måde forholder det sig med den kulturpolitik, som Peter Rindals modstander eller duellant, den daværende kulturminister Julius Bomholt, var med til at udforme. Få år senere satte de færreste borgerlige spørgsmålstegn ved, at kunsten skulle have statsstøtte. Således var det også paradoksalt nok en borgerlig regering, der frigav pornoen.

Humoren får alle med
Mungo Park præsenterer her en legende forestilling, der med humor får begge fronter i kulturpolitikken til at strække våben. Nok fremstår parnasset - fra Julius Bomholt til Bjørn Nørgaard - som små parodier, med Peter Rindal i Jesper Riefensthals overbevisende skuespil gemmer sig i sin brune lagerforvalterkittel med en blanding af egensind og en sårbarhed, Rindal-figuren måske slet ikke selv opfatter. Der kommer for alvor tempo på en halv time inde i forestillingen, da navnet Rindal nævnes for første gang. Maja Juhlin er journalist fra statsradiofonien med dertilhørende retro-dansk, og Frank Thiel springer i skarp satire mellem roller som Rifbjerg, Bomholt og Bjørn Nørgaard, mens Jesper Riefensthal langsomt, men sikkert giver Rindal-figuren en tragisk dimension. Kun afbrudt af en fingeret teaterpause, hvor publikum skal drikke sekt - til dels på statens regning …

Kunsten skal kritiseres af nogen, og det er det, Rindal gør - i stykket sker det stærkest i kontrasterne til og i samtalerne med Bjørn Nørgaard, der under Vietnamkrigen slagtede en gammel krikke. Rindal tvinger her kunstneren til at gå i dialog om, hvad det er, han laver. Men hvor godt slipper kunstneren fra det i instruktør Niclas Bendixens iscenesættelse? Døm selv - der er åbnet for diskussion og fortolkning. I hvert fald synes folket og kunsten at være en misforstået alliance, og der trækkes en lige linje frem til vor tids »smagsdommere« - både dem, som en liberal statsminister gav navn, og dem, der ironisk har taget navne til sig på tv.

Nuancer kommer med overdrivelse
Mungo Park får os til at diskutere, hvad kunst kan og ikke kan. Og som dramatikeren Tomas Lagermand Lundme siger i et interview med Jyllands-Posten: »Jeg kunne ikke have skrevet forestillingen, hvis jeg ikke havde fået penge fra Statens Kunstfond, og jeg kunne ikke have skrevet forestillingen, hvis Peter Rindal ikke havde levet. Sådan hænger tingene sammen i verden«.

Det er en væsentlig del af charmen ved denne forestilling, der nuancerer billedet af personen Peter Rindal. Hans modstandere har med held udlagt ham som en småborgerlig dødbider, der var imod moderne kunst. Det benægtede han selv, men trængte ikke igennem med budskabet. Det var statens indblanding, der generede ham.

Men ironisk nok får stykket nuancerne frem gennem overdrivelse. Nadia Habils scenografi består af tre niveauer, der åbner sig, som forløbet skrider frem - og et trillende rør af brædder og forskallinger, som skuespillerne skubber rundt med. Ind kommer et klaver og en kurv med bananer, der skal bruges til regnestykker og forplejning (!)

Skuespillet undgår at kamme over. Faren ligger der latent. Til gengæld er der heller ikke så megen provokation, som man måske ville sætte næsen op efter, når man på forestillingsplakaten ser Jesper Riefensthal med en guldfisk svømmende i et glas vand.

Helt til sidst tager stykket den let tragiske drejning, hvor Rindal forsvinder i et stærkt lys og bliver overeksponeret i det. Rindal blev selv medlem af Statens Kunstfond (for Fremskridtspartiet), og hans person blev reduceret til en -isme.

»Der lever en Rindal i os alle - i større eller mindre grad«, siger instruktøren i programmet til forestillingen. Og det er vel de færreste, der taget af sted helt uden sympati for den lille mand, der siger det, han mener af et ærligt hjerte. Og sådan har Mungo Park noget på hjerte. Man kan i hvert fald ikke beskylde forestillingen for være en misforstået alliance mellem statsstøttet kunst og folket.