Der står en elg, en skihopper, en vulkan og en viking i en almindelig dagligstue. Det lyder som indledningen til en dårlig vittighed, men det er det langt fra. Det er derimod 40 min. inde i Aalborg Teaters nyeste forestilling Perpleks på Lille Scene, og selvom det ikke er en vittighed, så kan jeg love dig for, at du vil grine.

Perpleks handler om… ja, det er faktisk svært at sige helt præcist. Vi følger de fire personer Lise, Jakob, Laura og Martin, mens deres roller hele tiden ændres i et stykke, hvor fortællingen forandres og vendes på hovedet igen og igen. Da vi først møder dem, er Lise og Jakob netop kommet fra ferie og hjem i deres lejlighed, som Martin og Laura har passet for dem. Men historien ændres, og til Lises og Jakobs store forbløffelse er det pludselig Martins og Lauras lejlighed, som inden længe dog er blevet til en feriehytte, hvor Lise og Martin er på ferie med deres søn Jakob, hvorefter… ja, hvorefter vi møder en lang række individet og skæbner. Hverdagssituationer og dagligdagsemner, som alligevel slet ikke er almindelig hverdag. Det er en forestilling om alting og ingenting og alt det derimellem. Det er de store spørgsmål i livet, som tages op, og du griner og griner, mens skuespillerne guider dig igennem Platon, Darwin og Nietzsche. Teorier om eksistens snor sig ind og ud af fortællingen, og skuespillerne gør dem vedkommende og letfordøjelige.

En af de ting, som gør sådan en forestilling spiselig, er især tonen, som skuespillerne leverer replikkerne med. Den er meget tæt på helt naturligt talesprog og dermed afslappet og ikke højpandet. Det er med til at underbygge illusionen om, at dette teaterstykke ikke er et almindeligt teaterstykke, men derimod en forestilling, hvor illusionen skabes og nedbrydes gentagende gange. Det sker både via de dygtige skuespillere, men også af den vellykkede scenografi. Tænk, at en potteplante kan skabe så meget morskab ved hjælp af Lise Baastrups karakter Lise. Netop Lise Baastrup skal (igen ja :) ) fremhæves. Hun bærer i høj grad forestillingen med sin fantastiske mimik og stemmeføring, og hendes sans for detalje i alt, hvad hun gør, giver de andre skuespillere en fantastisk mulighed for at udfolde sig.

Forestillingen er fjollet, komisk og langt ude, men den rører ved noget centralt. Den varer en time og 40 minutter uden pause, og plottet køres længere og længere ud til et punkt, hvor man overvejer, om det kan holde til slutningen. Men forestillingen holder. Den er provokerende og leger med publikum og teatergenren til det sidste, hvor en anderledes og eksperimenterende finale får hele scenen til at falde fra hinanden. Bogstavlig talt. Det er skønt og forfriskende at se så anderledes en forestilling, og herfra skal lyde en stor velkomst til den nye dreng i klassen – skuespilleren Martin Bo Lindsten, som spiller med stor overbevisning, naturligvis nøgen i den halve forestilling. Forestillingen er alligevel ikke mere nytænkende, at man stadigvæk kan regne med, at der er en nøgen mand med på Aalborg Teater.