Dagen før Aveny-t
Anmeldt 26/9 2013, 07:30 af Jannie Leonhardt Andersen
En kuffert fyldt med drømme
En kuffert fyldt med drømme
« TilbageAveny-T åbner i samarbejde med Det Kongelige Teater og Aarhus Teater teatersæson 2013/2014 med forestillingen Dagen Før.e2]
Det er ved at være en fast del af de danske teatres repertoire at have en teaterkoncert med på programmet. Man kan spørge sig selv, hvor længe denne nyere genre kan blive ved med at tilføje noget nyt og relevant til den danske scenekunst. Men en ting er sikkert. Teaterkoncerter bringer et publikum, som måske ikke normalt vil gå i teateret, ned i de bløde plyssæder. Det er forestillinger, hele familien kan se, og som alle får noget ud af.
Med Dagen Før har holdet fra Aveny-T udvalgt 23 sange fra Kim Larsens bagkatalog. Dermed har de haft den store opgave at løfte arven fra Gasolin teaterkoncerten fra 1994 - hvis man vel at mærke kan tillade sig at sammenholde de to forestillinger.
På scenen i Jonas Fly Filberts fine, minimalistiske scenografi, bestående af en meget opfindsom “orkestergrav”, bygget som et korthus, og en række stabler af gamle rejsekufferter, står de fem skuespillere i undertøj, med en togvogn under den ene arm og en hvid klump stof under den anden.
Togvognene sættes sammen bag lokomotivet, der står ved scenekanten, og de hvide stofklumper viser sig at være sparkedragter, som de fem ifører sig, mens det lille tog begynder at køre sin bane rundt langs hele scenen; nu er forestillingen igang.
Kim Larsens fine tekster bindes sammen til en livshistorie, en dømmerejse. De giver plads til fantasifuld leg og skæve øjeblikke. Disse skæve øjeblikke leveres specielt af Kristoffer Fabricius, der eksempelvis med sin “fulde onkel holder tale ved familiefest”-stil frembringer meget morsomme udgaver af sangene "Rita" og "Mig og så Molly".
Rikke Bilde, der tidligere har samarbejdet med instruktøren Elisa Kragerup på Betty Nansen i opsætningen af de to teaterkoncerter Mozart og Hvid magi, leverer stortudende en meget rørende fortolkning af "Kvinde min" - vel at mærke efter de øvrige medvirkende har pillet en bunke løg lige i ansigtet på hende.
Det er en underholdende forestilling. Den er let og morsom. Om det var det som var tiltænkt, vides ikke. Den kommer ikke under huden på én, men det er måske heller ikke meningen. Det er en forestiling, som efterlader dig med et smil på læben og nogle gode billeder på nethinden. Såsom Jimmy Jørgensen tapet ind i træstykker og Kitt Maiken Mortensen lukket inde i en kuffert, mens hun synger "Papirsklip".
Der er ikke tvivl om, at det er dygtige musikere, og at skuespillerne leverer gode sangpræstationer. Men undertegnede må indrømme, at det var den underfundige anvendelse af de mange kufferter og transformationerne af kostumerne, der gjorde størst indtryk denne aften. Dette sagt, så er Dagen før bestemt et teaterbesøg værd. Det er et kært gensyn med sange, som mange af os kender fra vores opvækst, og som vi har sunget omkring lejrbålet på spejderlejren.