Peter og Elgen har fået revival på Svalegangen i Aarhus med enkelte nye skuespillere, og dette Reumert-vindende skilsmissekomediedrama er fortsat et besøg værd. Troels Lyby spiller Peter, en lille dreng i en farmands krop, som skal skilles fra sin stramtantede kone og driver rov på sin teenagedatters angst og godhed.

Det lyder måske ikke umiddelbart spor komedieagtigt, men virkeligheden nu til dags skal serveres med en smule sjovhedssukker på, for at vi er villige til at sluge den. Så vi griner af skilsmissefarmands opstyltede forsøg på at forberede en ”festlig” nytårsaften med bordkort, lakserogn, kolde blinis og brændt fasan, mens han flittigt citerer Kafka og pådutter datteren sine litterære og sproglige idealer.

Da konen (Sarah Boberg) dukker op i den svenske hytte, stivner stemningen. Endnu værre bliver det, da den heftige og farverige litteraturstudine Katrine (Lise Lauenblad) dukker op ud af sneen og ind i kulden med store poter i stor gevandter og en god omgang munddiarré. Peters bedste ven er der også (i skikkelse af Niels-Martin Eriksen). Han farer forvildet rundt og flotter sig med Beluga-kaviar i alt for stram skjorte, mens han febrilsk prøver at skjule én eller anden sandhed med tvetydige sandhedsløgne og nik, der også er rysten-på-hovedet. Det hele er meget påtaget, falskhed fylder rummet.

Midt i det hele står Peters 15-årige datter (unge Laura Kruse). De voksne fjoller rundt og opfører sig tåbeligt, mens hun troligt sidder og drikker Harboe Squash (light, ikke at forglemme) og forsøger at please sin fortabte far og bebrejde sin stride mor. Hvornår rejser hun sig mon op og giver dem den skideballe, de alle sammen fortjener? Rummet imploderer snart, fornemmer man.

Peter og elgen er en velfungerende, velspillet og vedkommende fortælling. Reaktionært teater, har dramatiker Thomas Levin kaldt det. En gennemgang af, hvordan mennesker kan reagere, når virkeligheden rammer hårdt lige ned i livet og splintrer alt. Man har valgt at give forestillingen undertitlen ”En fraskilt nytårskomedie” – men den er ofte mere tragisk end komisk. I flere af scenerne, især mod slut, kommer man ulideligt tæt på, og tanken om et minut mere i dette inferno af skyld med skyld på er næsten uudholdelig. Gid man kunne flygte ovenpå og putte puder over ørerne, ligesom Katrine gør.

Troels Lyby som farmand er præcis lige så hamrende irriterende, prætentiøs og akademiker-stereotyp, som han skal være. Man forstår egentlig godt, hvorfor han skal skilles. Hans ekskone er samtidig så stram og strid, og deres modstridende personligheder fremstår ganske uforenelige. De har drevet hinanden derud, hvor de er, i et iltfattigt forhold fuld af lange, smertefulde skænderier.

Niels-Martin Eriksen skiller sig ud som den splittede bedsteven, fordi han så skarpt rammer kontrasten mellem den hysterisk påtagede, flade og åleglatte karakter, der skal dække over sandheden – og den virkelige bedsteven, der er ude, hvor han ikke kan bunde.

Men der er alligevel noget ved karakterskildringerne, der skurrer. Det gælder for eksempel den overgearede Katrine, der er forestillingens klovn. Hendes høje korpus med det store smil kan bære en hel masse dårlige jokes og en lidt for hysterisk stor portion comic relief.

Men hendes tiltrækning til Peter er uforståelig (hvad vil hun dog med ham?), hendes overbærenhed giver ingen mening (hvorfor gider hun blive og høre på deres mundlort – og hvorfor gider hun i øvrigt stadig kysse med Peter efter alt det?) og hvad har hun egentlig med elgen at gøre?

Måske grunder denne anke i virkeligheden i, at Katrine, modsat de andre af forestillingens personer, er en karakter, man ikke kan sætte fingeren på og finde en kasse til. Hun er ikke stereotyp eller en kæmpe kliché, hun er indenfor men alligevel udenfor, hun er hverken barn eller voksen – og måske det er denne mellemeksistens, der gør hende i stand til at anskue Peters familieliv med kritiske øjne. Man skal åbenbart høre sandheden fra børn og tårnhøje studiner.

Elgen hedder Josef K., med reference til Kafkas roman Processen. Men man møder aldrig elgen. Elgen er måske datterens hemmelige ven og er måske/måske ikke pure opspind. Elgen er måske den ting, de alle sammen kan samles om. Elgen er måske Katrine, som i hvert fald lader sig lokke til at spise en af elgens æbler.

Eller også er det Peter selv, der er Elgen? Ligesom Josef K kan Peter ikke gennemskue, hvad det er, konen sigter ham for. Han krænkes og ydmyges foran sin familie – som til sidst beslutter sig for, at det mest er ham, der er noget galt med. Men er det det? Er han ikke bare offer for en proces, som han ikke selv er herre over.

Efter sådan en aften i Svalegangens mørke er man godt mør i følelsesorganet, og man har fået én på tænkeren. 4 store elge til Peter og hans miserable familieflok – og så lige en ekstra til Aarhus’ mest hippe teater, som er med til at sørge for, at også vi jyder får fornøjelsen af de store forestillinger.

Spilletider:
Aarhus: 21. august – 13. september.
Danmarksturné: 16. september – 12. oktober.
København på Teater Grob: 15. – 26. oktober.