Ellen Hillingsø spiller den franske kunstner Sophie Calle, som i 1984 modtager et tre måneders rejselegat. Turen går til Japan med den transsibiriske jernbane, men hendes elskede M. møder ikke op på banegården for at tage afsked. Usikkerheden om, hvorvidt han vil vente på hende eller ej, forstærker hendes længsel efter gensynet med ham. Ved rejsens afslutning forlader han hende, og det smertefulde brud er det centrale omdrejningspunkt i værket Douleur exquise, som lige nu kan opleves i den dramatiserede fortolkning Udsøgt smerte på Husets Teater.

Sophies rejse
Publikum tages både med på Sophies rejse til Japan og hendes følelsesmæssige rejse med at komme sig over bruddet. Scenografien er bygget over et koncept med referencer til den måde, Sophie Calle arbejder på i bogform og udstillinger. Der bruges tekst, foto og videoinstallationer, som dokumenterer rejsen. Steen Stig Lommer spiller forskellige mænd, hun møder undervejs, bl.a. en russisk tilbeder og en fransk journalist fra Le Monde, som hun har et noget ambivalent forhold til. I de 92 dage rejsen varer, skriver Sophie rejsebreve om sine oplevelser og sin længsel efter gensynet med M. Vi forstår, at gensynet med ham er endemålet for rejsen.

Dén dag, de skal genforenes, forlader han hende. Sophie bruger 100 dage på at bearbejde smerten ved at genfortælle sin smertehistorie og få andre personer til at genfortælle deres mest smertefulde øjeblik. Solbjørg Højfeldt og Steen Stig Lommer spiller rollerne, som de forskellige personer med smertefulde historier. Som dagene går, bliver Sophies sorg gradvis mindre, så hun kan lade den bag sig.

Smerten iscenesættes
Sophie Calle er kendt for sine selvudleverende og selviscenesættende værker, hvor grænsen mellem det private og offentlige rum udviskes. Flere af hendes værker som f.eks. Douleur exquise og Prenez soin de vous tager udgangspunkt i brudte parforhold, hvor kærestesorgen forvandles til kunstværker. Dramaturg Karen-Marie Bille og instruktør Jacob F. Schokking står bag denne teaterversion, hvor første del af stykket, som skildrer togrejsen og opholdet i Japan, fungerer, mens anden del, hvor historien om det smertefulde brud genfortælles i 100 dage, ikke gør.

Skuespillerne gør deres bedste, og der er enkelte gribende øjeblikke undervejs, men desværre drukner historierne i et elektronisk lyddesign, som er utroligt irriterende at høre på. Imponerende er det, at især Ellen Hillingsø med sin diktion formår at variere genfortællingen af smerten så mange gange. Ærgerligt er det, at flere af Solbjørg Højfeldt og Steen Stig Lommers lavmælte smertefortællinger nærmest ikke kan høres eller mærkes på grund af elektronisk baggrundsstøj. Udsøgt smerte vil gerne åbne for et fælles smerterum og vise, hvor forskelligt personer reagerer på og håndterer smertefulde oplevelser. Der er også en god pointe i, at smerten bliver nemmere at komme igennem, når man kan dele den. Men publikum får ikke rigtig mulighed for at være en del af det rum.