I Maria Stuart behandler Friedrich Schiller det stadig aktuelle budskab om magt og vilkårlig magtudøvelse. Det var vigtige politiske begivenheder, der fik Schiller til at skrive Maria Stuart i 1800. Han hilste med begejstring den franske revolution i 1789 velkommen og tilsluttede sig dens parole om frihed og lighed, men da revolutionen få år efter udartede til et rædselsregime, hvor de nye magthavere gjorde sig skyldige i langt større magtmisbrug, besluttede Schiller at lave et forsvarsskrift for Ludvig XVI.

Schiller griber tilbage i historien til den engelske revolution, hvor den skotske dronning Maria Stuart blev ofret. Tilfangetagelserne af både Maria Stuart og Ludvig XVI havde politiske årsager, men henrettelserne skyldes magthavernes mangel på format, og det kan føre til magtmisbrug.

Maria Stuart er flygtet til England for at søge hjælp fra Dronning Elisabeth I. Hun var anklaget for drabet på sin fætter og ægtemand, Lord Darnley. Men modtagelsen blev ganske anderledes. Hun tages til fange og bliver anklaget for mordet på Lord Darnley – et forhold, som kun kan gøre til genstand for rettergang i Skotland, hvor man lige inden flugten har frafaldet enhver anklage.

Maria Stuarts egentlige problem er, at hun har gjort krav på den engelske krone, som hun gennem sin bedstemor også er arving til. Hun har nære og stærke forbindelser til Frankrig – hendes første ægtemand var Kong Franz II, så hun bliver en trussel for Englands behov for at markere sig i forhold til de to andre (katolske) stormagter i Europa: Frankrig og Spanien. Den personlige historie bliver en brik i det store politiske spil om magt.

Schiller koncentrerer handlingen om optakten til henrettelsen af Maria Stuart. En flertalsbeslutning i parlamentet har dømt Maria til døden, men dødsdommen skal underskrives af regenten og her lader Schiller to personer træde ind med hver sit synspunkt. Storskatmester Burleigh råder som loyal embedsmand Dronningen til at betragte underskriften som en automatisk følge af flertalsbeslutningen. Lord Talbot, der er den virkelige statsmand, påpeger at dommen er afsagt på falsk grundlag, og da der hele tiden kommer oplysninger, der peger på Marias uskyld, skal regenten vise sin magt ved at lade tvivlen komme Maria til gode. Men dødsdommen har en sidegevinst. Når Maria er død kan hun ikke mere true dronningen Elisabeths ret til den engelske trone.

Det er en kamp om magt og en kamp om religion, hvor Maria Stuart og Elisabeth er repræsentanter for henholdsvis katolikker og protestanter, men bag dette storpolitiske spil væver Schiller også en personlig tråd. Som en understregning af, at det kan være svært at skille private følelser fra den officielle kurs, lader Schiller Lord Leicester skabe en vaklen og tvivl i Elisabeths sind. Den tråd handler om kærlighed og har intet har med storpolitik at gøre. Lord Leicester er skuespillets uudgrundelige person, der har et forhold til Elisabeth – og antagelig også til Maria.

Midt i orkanens øje står spørgsmålet om ansvar. Magt og flertalsbeslutninger er ikke nødvendigvis tegn på ret og jura er ikke nok. Det er enhver regents og persons ansvar at udvikle personlige egenskaber, så de kan forvalte magt ansvarligt. Og her bliver skuespillets titel en vigtig ledetråd. Det er Maria Stuart, der evner denne udvikling. Inden dødsdommen kan hun få opfyldt et ønske. Det bruger hun ikke på sig selv, hun viser ansvarlighed over for de folk, der har fulgt hende trofast. Hun beder om, at de frit kan forlade England og rejse til Frankrig.

Men skaber det så fred, at Maria rent faktisk bliver henrettet? Nej, det gør det ikke. Så derfor ofrer Elisabeth den trofaste Lord Burleigh, som tegn på at han var skyld i henrettelsen, fordi han har effektueret dødsdommen – ganske vist på regentens ordre og Elisabeth kan ikke knytte en Talbot til sig, han siger i sin afskedsreplik til Elisabeth: ”Jeg kunne ikke redde din bedre del”. Scenen tømmes omkring Elisabeth. Embedsmænd ofres og andre forlader som Talbot. Og som en understregning af sagens alvor er Lord Leicester rejst til Frankrig – Marias religiøse fædreland.

Og hvordan ser dette skuespil ud i Aalborg? Det lykkes Hanne Windfeldt at få alle nuancer frem i Elisabeths komplekse magtspil. Hun leverer et nærvær, der balancerer det personlige og det officielle dilemma om at forvalte magten og sig selv. Der er klippet i Schillers tekst, så det bliver mere uklart, hvor ufri Elisabeth er i al sin magt i en foranderlig tid. Hendes modspiller Maike Bahnsen er udklædt til at tiltrække mændenes blikke og dermed bliver hendes personlige udvikling ikke så tydelig. Men ubehaget ved at være frataget sin frihed forsvares med en nutidig attitude. Man venter på døden uden pligter og synger nervøst, så alle bemærker, at Maria hele tiden er der - problemet er der hele tiden.

Men når Lord Burleigh gøres til en lidt smart forretningsmand, der tager let på tingene og ikke til den loyale embedsmand, så får Elisabeths afskedigelse af ham ikke samme karakter af vilkårlighed og dermed svækkes selve hovedbudskabet – også selv om Lord Talbot træder fint i karakter med Jørgen W. Larsen. De øvrige personer spiller alle godt og sikkert. Ikke mindst Michael Brostrup, der skaber en uudgrundelig og spændende Lord Leicester. Og interessante dansetrin, hvor alle ”danser efter samme pibe”, viser ikke nødvendigvis fælles fodslag.

Scenografien fjerner den symbolik, som Schiller tillagde rummene til støtte for handlingen. Der er en kulisse, der forvandles fra fængsel til slot med belysningen. Det fungerer fint, men ikke altid fintmærkende.

Instruktøren har klippet i det lange skuespil. Diskussionen om religion, der er en del af den politiske magtkamp snarere end det religiøse, er klippet bort i denne postmoderne opsætning, og det svækker Maria Stuarts mulighed for at træde i karakter som den sande dronning. Så dette meget velspillede stykke skulle måske hedde Elisabeth i denne opsætning.