Vi taler alt for lidt om idrætspolitik. Det til trods for, at idrætten fylder betragteligt i det offentlige kulturbudget med en samlet offentlig støtte på 6,4 mia. kr. årligt (2019-tal), herunder ca. 40 pct. af de samlede kommunale udgifter til kulturområdet. Og til trods for, at idræt til stadighed fremhæves som vejen til sundhed, karakterdannelse og demokratisk deltagelse, og at international eliteidræt er en arena, hvor store økonomiske og geopolitiske interesser er på spil.

Det vil Claus Bøje og Søren Riiskjær råde bod på med bogen Dansk idrætspolitik med undertitlen Idrætten i Kulturministeriet igennem 50 år. Undertitlen skal læses meget bogstaveligt. Bogen handler således om, hvordan idrætten blev en del af kulturministeriets portefølje tilbage i 1976, hvor området blev flyttet fra Indenrigsministeriet, og om hvordan idrætten som politikområde i gennem tiden er blevet forvaltet i Kulturministeriet.

Udviklingen af idrætspolitikken fremstilles igennem referater af idrætspolitiske redegørelser til Folketinget, gengivelser af betænkninger, udvalgsarbejder, debatter i Folketinget og lignende. Vi hører også om de mange interne diskussioner i idrætsorganisationerne og armlægningerne mellem skiftende kulturministre og organisationsformænd. Men de store linjer fortoner sig i forfatternes iver efter kildenærhed, alt imens kronologien i beslutningsprocesserne fremstilles med en bogholders akkuratesse.

Langt størstedelen har stort set kun fokus på, hvad der foregår i Kulturministeriets maskinrum og i Folketingssalen. Der kigges i begrænset omfang til de udviklinger i samfundet og ændringer i befolkningens idrætsvaner, som jo udgør konteksten og inputtet til det politiske niveau. På den måde kommer de mange – rigtig mange – meget udførlige referater af folketingsbehandlinger og ministerredegørelser til stå som en ret blodfattig gennemgang af processerne i det parlamentariske system.

De store linjer fortoner sig
Som sådan er bogen en vigtig dokumentation og kildesamling. Om ikke andet er fremstillingen også et vidnesbyrd over en langsommelighed og grundighed, som synes forsvundet i den aktuelle ´alting haster-politik´. Men man skal være endog meget fagligt interesseret i de politiske trækasserier, der foregår på Slotsholmen og omegn, for at sætte pris på den meget minitøse fremstilling. Dog får vi også dygtigt formidlet baggrunden for og udviklingen af en række af de vigtige og magtulde organisationer og institutioner i idrættens verden.

Med en anden strukturering af stoffet kunne bogen egentlig have fungeret fint som en grundbog og opslagsværk. Men som sådan er bogen desværre svær at bruge. Dels mangler der et sagsregister, så man eksempelvis kunne slå de vigtigste organisationer op. Dels egner den kronologisk strukturerede gennemgang sig dårligt til opslagsbrug.

Man kunne også forestille sig, at bogen ville have fået en mere dynamisk form, hvis den i stedet for at følge udviklingen nærmest år for år i højere grad havde gjort de politiske forskelle og ideologiske spændinger inden for idrætspolitikken til omdrejningspunkt for fremstillingen. Det kunne være spændingen mellem traditionen for idrættens selvbestemmelse og den statslige tilskyndelse til central politisk styring. Det kunne også have været den udenrigspolitiske dimension af idrætspolitikken, som har taget til i betydningen de senere år.

De grundlæggende problemstillinger træder først frem til sidst
Faktisk får bogen en del mere flyvehøje i dens afsluttende 2. del, som desværre først møder læseren over to-tredjedele inde i bogen og omfangsmæssigt kun fylder omtrent en femtedel af de lidt over 300 sider, hvoraf de sidste sider bruges til endnu en kronologisk øvelse i form af en gennemgang af danske kulturministre fra Julius Bomholt til Anne Halsboe-Jørgensen og så et optryk af kulturminister Ebbe Lundgaards tale til Idrættens Rigsdag fra 1997.

Men altså, her hen mod bogens slutning gemmer der sig lidt over 50 sider, som er bogens absolut bedste. Her hæver forfatterne sig op over de parlamentariske trækasserier og trækker de grundlæggende problemstillinger frem. Først her bliver vi for alvor klogere på den indbyggede spænding mellem elite og bredde, mellem det konfliktfyldte i på ene side at ville værne om den decentrale foreningsbårne organisering af idrætten, samtidig med at idrætten også er et politikområde, hvor skiftende ministre med større eller mindre ambitioner har ønsket at sætte et politisk aftryk. For først her til sidst udfoldes, hvordan det olympiske ideal om ”idrætten som et fredhelligt område – hævet over politiske stridigheder” viser sig illusorisk, i takt med at de internationale idrætskonkurrencer bliver en del af geopolitiske magtspil, og med Ruslands angreb mod Ukraine har lidt endeligt skibbrud.

Denne del af bogen kunne i selv sig have været et fint essay eller artikel om idræt og politik. Dog fraregnet de indledende kluntede overvejelser om de filosofiske forudsætninger for kulturbegrebet, der pudsigt rammesættes af Freud og hans spekulationer om Kulturens Byrde og den hollandske kulturhistoriker Johan Huizinga teori om legen, som kulturens oprindelse.

Hvis forfatterene ønskede at bane vejen for en diskussion af fremtidens idrætspolitik eller påpege åbenlyse uhensigtsmæssigheder i måden, dansk idrætspolitik føres på, er missionen ikke lykkedes. Dertil spænder bogens fremstillingsform simpelthen ben. Pointer, såsom at foreningsformen som en nærmest hellig organisation af idrætten her til lands, blokerer for politisk udvikling og nytænkning af idrætsområdet, drukner i parlamentariske melleregninger og kedelig kronologi.