Grundtvig findes ikke. Ikke alene er hans krop blevet indoptaget i den danske muld, som han ofte besang, men også hans intellektuelle bidrag til verden er blevet til luft eller til et fantasme. Ikke fordi hans tænkning ikke var omfangsrig og vægtig, men fordi så mange har taget den til sig og anvendt den på så forskellige måder, at den er fortyndet og ændret til ukendelighed. Når arvtagerne er mange nok, så er der ikke meget tilbage af den oprindelige substans.

Man kan også sige, at Grundtvig er blevet til myten Grundtvig, hvorom man så kan stride om arveretten, velvidende at det ikke længere er muligt at finde ind til det arvesølv, som så mange påkalder sig.

Grundtvig findes ikke, men det betyder ikke, at man ikke kan skrive om og forholde sig til ham. Tværtimod kan man sige, at netop fordi Grundtvig ikke findes, så må han til enhver tid skrives frem. Hans tænkning må vækkes til live og placeres i nye tider og sammenhænge. Og det er udgivelsen Den store mand. Nye fortællinger om Grundtvig et selvbevidst eksempel på. Her handler det ikke om at finde den ægte og autentiske Grundtvig, men om den måde, hvorpå man kan forholde sig til en forestillet Grundtvig. Bogen lægger flere dimensioner til forskningen i Grundtvig og bidrager derved til forskydningen fra Grundtvig til “Grundtvig”, som er udtryk for den måde, hvorpå Grundtvig og et tekstkorpus, der bærer hans navn, anvendes og konstrueres på af hans arvtagere og kommentatorer. Eller som bogens redaktør Lone Kølle Martinsen skriver under overskriften “Grundtvig i flertal”:

“Bogen præsenterer derfor en lang række af de mange ‘Grundtviger’, som man kan møde 150 år efter hans død. Udgivelsen repræsenterer i store træk, hvad der interesserer grundtvigforskere i dag og demonstrerer dermed også en gammel sandhed: at hver generation stiller historien sine egne spørgsmål” (s.13). Man kunne skærpe det og sige, at hver generation skaber hver sin historie og sine Grundtviger.

Thorstein Balle taler ligefrem om, at der ikke alene er uenighed om, hvad Grundtvig mente og sagde, men at man ligefrem kan udkrystallisere fem forskellige grundtvigtyper eller grundtvigfigurer. De fem typer har Balle fundet ud fra en analyse af, hvordan navnet Grundtvig anvendes i forskellige tekstlige sammenhænge; altså fra et tekstkorpus, hvori henvisning til Grundtvig udgør et mere eller mindre centralt element. “Der kan i teksterne identificeres brug af Grundtvignavnet, som kan rubriceres i mindst fem forskellige grupper ud over personen Grundtvig. De fem forskellige grupper bliver kaldt frem forskellige Grundtvigfigurer: ‘Teksten Grundtvig’, ‘Receptionen Grundtvig', ‘Symbolet Grundtvig’, ‘Grundtvigs Arvtagere’ og ‘Konstruktionen Grundtvig’. Figurerne tilhører meget forskellige begrebsmæssige kategorier og kan i den forstand ikke sidestilles” (s.256).

Bogens mange artikler er fordelt på fem temaer, der markerer særlige interessepunkter for forestillingen om Grundtvig, nemlig: Kultur, kunst, politik, religion og samfund. I den første kategori er der artikler om den kolossale tekstmængde, Grundtvig producerede i løbet af sit lange skrive-liv, hvor han gennemsnitligt skrev ca. 3,3 sider dagligt i en periode over 74 år, skriver Krista Stinne Greve Rasmussen, som er udgaveleder på Grundtvigs Værker ved Center for Grundtvigforskning.

Under det første tema skriver Sophie Bønding om “Den mytebrugende Grundtvig” . Hun sætter Grundtvigs brug af myter ind i en europæisk sammenhæng, hvor fremkomsten af nationalstater i 1800-tallet gav et behov for legitimering. Hvad kunne begrunde, at eksempelvis Danmark skulle udgøre en nation? Ifølge Bønding er interessen for nordiske myter hos Grundtvig forbundet med følelsen af at befinde sig i en brydningstid, hvor der sker store omvæltninger, som ikke mindst indvarsles af de mange revolutioner og politiske oprør, der ville erstatte de traditionelle magtstrukturer og overdrage mere magt til borgerne eller folket. Mest markant kom dette til udtryk med den franske revolution i 1779.

Men hvis ikke kongen var en garant for en territorial enhedskultur med religionspligt, hvad kunne det så være? Her kommer en ny forståelse af begreberne historie og folk til hjælp. Et folk har en fælles forhistorie, der grundlæggende har præget dette folk, hvilket er det, der knytter et folk sammen som et folk. Men folket havde, efter Grundtvigs opfattelse, glemt denne forhistorie, og dermed var der en risiko for en manglende national sammenhængskraft. Derfor blev de førkristelige myter så vigtige for Grundtvig. Her var et fælles udgangspunkt for det danske folk.

Et folks myter er udtryk “for folkets beskaffenhed, for dets kollektive tanker, følelser og inderste væsen. Myterne blev til i folkets barndom - en fjern oprindelsens tid - og de indeholder information om, hvad folket har potentiale til at udvikle sig til i fremtiden [...] Det er altså et spørgsmål om identitet” (s. 58f). Myterne er derfor “poetisk sande”, da de indeholder et billede på folkets ånd; dets sande karakter, der adskiller det fra andre folk. Folket udgør en enhed og en særegenhed kendetegnende for folket som en slægt.

Denne interesse for myter og folkefortællinger var ikke særlig for Grundtvig, men var en del af en generel interesse for identitetsdannelse i det postrevolutionære Europa, hvor der foregik nationsbygning alle steder. Interessen for sprog og sprogvidenskab er en del af den samme interesse, hvor interessen samler sig om det evolutionære aspekt af eksempelvis de indoeuropæiske sprog, hvilket Michael Herslund diskuterer i bogens afsluttende essay om “Den europæiske Grundtvig”. Her citerer han Grundtvigs digt "Folkeligheden": “Til et Folk de alle høre/ som sig regne selv dertil/ har for Modersmaalet Øre/ har for Fædrelandet ild” (s.293). At have øre for det særegne danske sprog var et afgørende element ved det at være et sammenhængende folk; en national enhed.

Grundtvig var politisk aktiv både som skribent og som politiker. Han sad i den Grundlovgivende Rigsforsamling og i Rigsdagen. Men det generelle indtryk er, at han ikke var nogen særlig dygtig politiker, da han var mere optaget af polemik end konkret politik. Han var en kværulant, som Jens Lei Wendel-Hansen skriver i sit bidrag.

Ove Korsgaards bidrag handler om “Den republikanske Grundtvig”. Korsgaard forsøger at forstå Grundtvigs politiske ståsted i krydsfeltet mellem den liberalistiske fokus på individuel frihed og interessen for det fællesskabsdannende. Og her er begrebet borgeren central, da borgeren er mere end et individ - borgeren er en del af en sammenhæng.

“Mens individet udgør grundlaget for liberalismens frihedsbegreb, udgør borgeren grundlaget for det republikanske. Frihed i republikansk forstand er fælles på den måde, at borgernes frihed ikke kun er afhængig af institutioner og love, men også af borgere, der føler sig gensidig forpligtet på fælles anliggender” (s.158). Grundtvigs republikanske sindelag finder Korsgaard blandt andet belæg for i Grundtvigs opfattelse af, at staten ikke blot er besidder synlige institutioner og love, men også har et hjerte - altså er indbegrebet af særlige værdier, der er fælles for folket, hvilket bryder med liberalismens stærke fokus på det enkelte individ og dets frihedsrettigheder. Også Grundtvigs interesse for en borgerlig konfirmation og medborgerskab gør det oplagt at forbinde ham med republikanismen, som ellers langt hen ad vejen har været fraværende i dansk politisk tænkning.

Inden for temasektionen “Religion” skriver Hans J. Lundager Jensen om “Den hedenske Grundtvig" som en udlægning af Grundtvigs velkendte dictum: “Menneske først og Christen så”. Grundtvig mente ikke, at religion eller kristendom skulle være en skolesag. Livsoplysning skulle være for alle uanset deres konfessionelle tilhørsforhold. Grundtvig forstod mennesker i tre kategorier: menneske som de åndløse (naturalister), hedninge (naturalister med ånd) og kristne. Her er der tale om en udviklingsproces, som alle mennesker kan komme igennem og alle kommer igennem, hvis man følger dem efter døden, hvor alle vil blive frelst til sidst. “Og det er, hvad digtet “Menneske først” siger: Vejen ind i kristendommen er igennem poesi og fantasi, dvs. ånd og hedenskab. Hedenskab og kristendom er ikke blot sideordnede som en god og en endnu bedre livsforståelse. Der er også en tidslig følge; den første er forudsætningen for den anden” (s. 199f).

Sidste del af bogen handler om Grundtvigs forhold til “Samfund”, hvor det tidligere omtalte bidrag af Thorstein Balles befinder sig. Balle fremhæver følgende citat som grundformen for Grundtvigs skolesyn: “Mennesket er ingen Abekat, bestemt til først at efterabe de andre Dyr, og siden sig selv til Verdens Ende, men han er en mageløs, underfuld Skabning, i hvem Guddommelige Kræfter skal kundgiøre, udvikle og klare sig giennem tusinde Slægter, som et guddommeligt Experiment, der viser, hvordan Aand og Støv kan giennemtrænge hinanden, og forklares i en fælles guddommelig Bevidsthed” (s.257). Altså det selvstændigt tænkende individ, der kan forholde sig til sig selv og sin omverden. Og tilsvarende et åndeligt væsen, der er skabt og dermed også er et under.

Balle udmønter dette i ti “grundtvigske” pædagogiske principper som eksempelvis “Skolens undervisning skal være livsoplysning, dvs. sigte på elevernes forståelse af deres liv her og nu - og ikke i første række på et fremtidigt erhverv eller en fremtidig uddannelse” (s.259). Balle bruger nu disse ti principper og bestemte termer til at lave en historisk analyse af, hvilken betydning “det grundtvigske" har været en del af skolediskursen.

Ikke mindst den radikale undervisningsminister Jørgen Jørgensen havde stor betydning for, at det grundtvigske var tydeligt tilstede i skolens styringsdokumenter op gennem 1900-tallet. Men Balle finder også, at skolen i løbet af perioden fra 1990'erne og frem har betydet, at "det grundtvigske fordamper” (s.267) i takt med, at konkurrencestaten delvist har afløst velfærdsstaten.

Den store mand indeholder mange interessante nye fortællinger om Grundtvig. Men hvis man gerne vil have en introduktion til Grundtvig eller en mere sammenhængende fremstilling af ham, så er det ikke denne bog, man skal gå til. Dette gør redaktøren da også tydeligt opmærksom på. Bogen er et indblik i, hvad der interesserer Grundtvigforskningen eller rettere den danske grundvigforskning i øjeblikket, og det lykkes bogen rigtig fint med.