Hvis du, ærede læser, lige som anmelder har masser af undervisningserfaring i bl.a. mediefag og engelsk, vil der uden tvivl være mange elementer i Nicolaj Chistensens nye fagbog Midt i fortællingen – en grundbog i audiovisuel dramaturgi som du sikkert allerede har stiftet bekendtskab med før. Dette fordi der findes en række glimrende grundbøger, der fokuserer på narratologi, filmanalyse, konstruktion af fortællinger, aktantmodeller, mm. Men blot fordi meget af stoffet kan virke velkendt, betyder det ingenlunde, at der ikke er behov for en bog som denne.

Midt i fortællingen er en bog der er utrolig grundig og virkelig systematisk i sin gennemgang af emnet ’dramaturgi i audiovisuelle fortællinger.’ Det er en bog, der med garanti vil bringe en lang række indsigter til de læsere, der ikke tidligere har beskæftiget sig indgående med emnet, elle som blot har lyst til at vide mere om de enkelte byggesten i den gode historie. Termen ”grundbog” er her at forstå ganske bogstavelig, for som allerede nævnt, så leverer Nicolaj Christensen en meget omfattende, nuanceret og detaljeret gennemgang af stort set alle de faktorer der er i spil, når man beskæftiger sig med fortællinger i levende billeder.

Bogen fokuserer ikke kun på film, men også på tv-produktion. Ikke kun på fiktion, men i lige så høj grad fakta og ’reality’. Derfor vil er den en velkommen gave til alle de, der enten er interesserede i disse emner fra et analytisk ståsted, men måske i højere grad til de mennesker, der enten har til hensigt selv at skabe denne slags fortællinger eller som arbejder med forskellige dele af tv- og filmproduktion.

Bogens forfatter har selv over tyve års erfaring fra bl.a. Danmarks Radio og forskellige produktionsselskaber. Han har været medudvikler af ’Power-TV’ og undervist på journalisthøjskolen. Denne særdeles praktiske tilgang til stoffet er, for anmelder at se, i høj grad medvirkende til at denne bog fremstår som endog særlig anvendelig. Mange fagbøger af lignende kaliber er nemlig ofte skrevet af teoretikere, der har tilbragt størstedelen af deres liv på et bibliotek og foran deres computer, frem for på et produktionshold eller i færd med at udarbejde et shooting script, der skal realiseres. I mange af disse bøger kan man derfor som praktiker indimellem bande lidt over disse forfatteres mangel på indsigt i hvordan man i virkelighedens verden skaber audiovisuelle fiktioner. Den nye bog er modsat dette en bog, der netop tager udgangspunkt i det praktiske arbejde.

Bogen fokuserer selvsagt ikke på ting som blændvidde, indstilling af hvidbalance eller klippeteknik, for den er, som titlen også angiver, fokuseret på at optimere historien, man gerne vil fortælle. Christensen trækker i sin gennemgang af dette på en lang række kilder, med et klart udgangspunkt i antikkens syn på dramaturgi (tak til Aristoteles’ Poetikken) men inddrager selvfølgelig også mere nutidige teoretikere som f.eks. Robert McKee, Peter Harms Larsen, oma. Det giver udgivelsen en vis teoretisk ballast og selv om man kan indvende, at det så muligvis ender med at være en meget traditionel måde at anskue fortællinger på, så er det meget svært at komme udenom, at det nu engang er disse ret formulariske måder narrativer og karakterer er struktureret og iscenesat på her i Vesten.

Bogen er inddelt i 19 overordnede kapitler. Kapellets skribent vil ikke slavisk nævne alle alle disse, men her er et par eksempler, der måske kan skærpe appetitten: 1. Hvad er dramaturgi?, 4. Præmissen – fortællingens kerne, 10. Fremdrift, 12. De ti udtryksdimensioner, 14. Faktafortællingers forhold til virkeligheden.

Som nævnt er de nævnte kapiteltitler blot et lille udpluk. Som forfatteren skriver i indledningen, så er bogen tænkt som et opslagsværk og det er derfor ikke meningen at læse bogen fra cover til cover. Hvis man for eksempel mangler indsigt i hvordan man benytter et speak mest effektivt, eller hvilke overvejelser man skal have før man laver et speak, så er det blot at slå op i kapitel 13. Her fortæller Christensen ikke kun om speakets betydning for ens fortælling, men der gives også tips til hvilke grammatiske elementer man bør overveje, udtaletræning og meget mere. Som nævnt, har vi med en meget/b> grundig bog at gøre.

Kapellets udsendte har dog trodset indledningens credo og har læst bogen fra ende til anden. Oplevelsen var faktisk rigtig god. Selv om det da er muligt at finde et par gentagelser undervejs, så er de slet ikke så hyppigt forekommende eller irriterende som i andre, lignende bøger. Den praktiske dimension bliver også helt tydelig i slutningen af hvert kapitel, hvor forfatteren har sørget for at inkludere både en opsamling af de vigtigste elementer fra det netop læste kapitel, men ligeledes et par sider med konkrete, lavpraktiske øvelser som man kan foretage, for at skærpe ens fokus på det emne som netop er blevet gennemgået. Et både fint og inspirerende indspark, der øger denne fagbogs brugsværdi betydeligt. Kapellet tænker i al fald at der vil være en del mediefagslærere der ville få inspiration fra dette eller som ligefrem kunne tænkes at planke en del af disse øvelser.

Til sidst i bogen finder man også et par kapitler af meget lavpraktisk karakter. De fokuserer eksempelvis på hvordan man kan evaluere ens egen produktion og så finder man en Tjekliste til udvikling og produktion der lige som resten af bogen er meget grundig og systematisk. Herudover er der glimrende appendikser, der sørger for at forklare de anvendte kernebegreber, smide en grundig litteraturliste efter den interesserede og en liste af begreber, som gør det nemt at genfinde begreberne og visse afsnit nævnt i bogen.

I denne skriverkarls optik kommer Christensen virkeligt fint rundt om sit valgte emne. Det er desuden meget tydeligt at han selv har arbejdet konkret med fortællinger i mange former. For hvor nogle fagbøger godt kan virke vindtørre og repetitive, så er brødteksten fordelt på de over 500 sider også virkelig velskrevet. Måske læses bogen ikke just som en kriminalroman, men er man fascineret af emnet, så tager det ene kapitel meget hurtigt det næste. På den måde praktiserer forfatteren det han prædiker. Selv om bogen ikke kan anklages for at være en ’audiovisuel fortælling’, så er den umådeligt velfortalt. Den er skrevet i et sprog der er både klart og inspirerende. Selv om man kunne mene at man skal være en god historiefortæller, for at kunne fortælle om historiefortællinger, så er viser erfaringen fra mange andre fagbøger, at det langt fra altid forholder det sig sådan.

Skal man endelig komme med en snert af kritik af bogen så skulle det da være, at Nikolaj Christensen på intet tidspunkt berører videospillet som medium. Som langt de fleste af os ved, så er dette om noget et audiovisuelt medie, der i løbet af de sidste mange år har tiltusket sig en nærmest dominerende plads indenfor nye, audiovisuelle fortællinger. Okay, Christensens bog er som nævnt både omfangsrig og meget grundig og skulle han tilføje interaktive mediers mange muligheder for at skabe eksempelvis flergrenede fortællinger, hvor spillerens handlinger kan påvirke fortællingens endemål, så ville det måske også blive alt for omsiggribende. Alligevel finder anmelder det ganske besynderligt, at når nu der er så mange elementer og eksempler med i bogen, eksempler som er utroligt aktuelle på dette udgivelsestidspunkt, så er det da mærkværdigt at forfatteren ikke nævner spil med et eneste ord, om ikke andet så blot i en enkelt sætning der forklarer hvorfor dette audiovisuelle medie ikke har fundet spalteplads i udgivelsen.

Denne ’detalje’ skal dog ikke tage fokus væk fra, at Midt i fortællingen – en grundbog i audiovisuel dramaturgi er en righoldig gave til dig der selv har tænkt dig at kaste dig ud i produktionen af film, tv eller lignende, eller som blot har lyst til at blive klogere på hvilke tanker der ligger bag disse. Kapellet tøver derfor ikke med at give bogen vores allervarmeste anbefalinger.

Forrige anmeldelse
« Pædagogisk psykologi i læreru... «

Næste anmeldelse
» Den store mand. Nye fortælling... »

Flere sagprosaanmeldelser