I øjeblikket taler mange inden for undervisningsverdenen om den kunstige intelligens ChatGPT-4, fordi man kan få den til at generere tekst, der virker som et meningsfuldt og troværdigt svar på et spørgsmål om vores omverden. Med hjælp af teknologien kan elever og studerende måske aflevere opgaver uden, at de først behøver at sætte sig ind i den viden, der knytter sig til et emne. Med de rette instruktioner kan de få chatbotten til at generere en tekst, der tilsyneladende beskriver, redegør for og analyserer en tekst eller et emneområde.

Hvordan har de mennesker, der har udviklet chatbotten, mon tænkt? Har de overvejet, hvem der vil få glæde af teknologien, og hvad den kan bruges til i alle mulige sammenhænge? Har de overvejet, om der er nogle mennesker, som vil få problemer som følge af, at teknologien er tilgængelig for de fleste mennesker med en internetforbindelse? Har de overvejet konsekvenserne af, at den særlige teknologi og denne særlige ydelse nu findes i verden til forskel fra, da den ikke gjorde?

Hvilke værdier ligger der bag udviklingen af chatbots og alle mulige andre digitale tjenester er det, der har sat Peter Svarre til at skrive bogen Digital etik. Svarre har arbejdet med digital design i over 25 år, og de første 20 overvejede han angiveligt aldrig, hvilke bredere konsekvenser de udviklede design havde. Han levede i en bobbel, hvor meningen med de digitale designs enten var den økonomiske bundlinje eller den fede idé til en tjeneste. Kortsigtede og snævre mål uden blik for den økologi, digitale produkter indgår i. Men dette har ændret sig. Svarre er blevet ramt af noget, man kan kalde samvittighed. Ikke bare en samvittighed i snæver forstand, hvor man opfører sig pænt og er et ordentligt menneske i sin omgang med andre. Nej, det handler om en større samvittighed på menneskehedens vegne.

Han er dermed en del af en etisk trend, som man kan betragte - og som han også selv delvist henviser til, når han siger, at flere og flere virksomheder bliver opmærksomme på betydningen af at have et etisk profil. Lignende tendenser kan ses i forhold til klima, i forhold til ligestilling som i metoo og black lives matter og andre identitetspolitiske oprør mod forskelsbehandling, økologisk opmærksomhed, bæredygtighed, recycling og så videre.

For Svarre var det en konkret oplevelse i 2017, hvor han arbejdede med endnu en digital tjeneste, man kunne tjene penge på, men hvor han blev ramt af en fornemmelse af, at der var noget forkert ved det, de arbejdede med. En lille alarmklokke ringede, hvilket vækkede en erindring om et begreb fra Svarres studietid: Det kategoriske imperativ. Begrebet stammer fra Immanuel Kants filosofiske skrifter om, hvad der kan begrunde moralitet, altså det forhold, at man som fornuftsmenneske må agere på særlige måder, der sikrer kulturen, civilisationen og moraliteten.

For forfatteren var det begyndelsen på en interesse for forholdet mellem etik og design og udviklingen af en designetisk model. Som det projektmenneske Svarre er, så blev denne oplevelse anledningen til et nyt projekt, som består i at forstå, hvordan designprocesser og virksomheder kan arbejde med en langt højere grad af etiske bevidsthed. Bogen er et resultat af dette, eller rettere er bogen en dokumentation for, at Svarre som konsulent hjælper virksomheder med at højne deres etiske bevidsthed blandt andet ved at anvende etiske refleksioner som en del af deres produkttænkning. Og bogen er også en manual til at bruge ’Det digitale etikkompas’, som han har udviklet sammen med Dansk DesignCenter.

Bogen Digital etik falder i tre dele. Første del handler om, hvad etik og design er for nogle størrelser, og hvordan man arbejder med de værdier, der er indbygget i ethvert design. Design og teknologi er ikke bare noget, der er i verden, men er også noget, der gør noget i verden, hvilket Svarre diskuterer gennem spørgsmålet om, om det er geværet, der dræber, eller om det er mennesker? Selvom der ikke er dybere overvejelser over selve teknologibegrebet, så kommer Svarre frem til, at designs påvirker det, som det designede produkt eller den designede tjeneste bliver brugt til. Når man designer flasker, der er større, så bidraget dette til, at der bliver drukket mere, er et andet af hans eksempler.

Anden del er en bootcamp, hvor man gennem en række øvelser kan træne sin etiske muskel. Først skal man prøve at vænne sig til at stille etiske spørgsmål, hvilket man kan gøre ved at konfrontere sig selv med etiske dilemmaer. Det handler om at komme ud af sine vante tankebobler. Andet trin består i perspektivskifte. I stedet for blot at se et design fra ens eget perspektiv, skal man prøve at kigge på det fra andres perspektiver. At foretage en egentlig etisk diagnose er næste trin, og her kan man anvende etikkompasset, som bidrager til, at man får stillet mange værdimæssige spørgsmål og kommer godt omkring i det digitale designs enkelte dele. Først derefter kan man gå i gang med at skabe de løsninger, som virksomheden jo skal tjene sine penge ved.

I den tredje del er der fokus på det organisatoriske niveau ud fra spørgsmålet: Hvordan bliver etik organisatorisk og finansielt bæredygtigt? Parallelt med, hvordan Peter Senge tænker i den lærende organisation, sætter forfatteren her fokus på den etiske organisation. Det handler om en ledelsesmæssig vilje og grundlæggende ændringer af den måde, man tænker organisationen på, så den etiske bevidst masseres ind i organisationen understøttet af organisatoriske tiltag. Det kan eksempelvis bestå i at have etiske ambassadører eller et etik-board, som skal ind over alle løsninger, når de udvikles. At gennemgå workshops ud fra det digitale etiske kompas er også et skridt i den rigtige retning.

Bogen er velegnet for alle, der arbejder med digitale designs. Den passer fint ind i nutidens trend, hvor etisk profilering er hot og et konkurrenceparameter, hvilket også understreges i bogen blandt andet gennem virksomheder, der har deltaget i at anvende det digitale etiske kompas.

Jeg savner nogle mere grundlæggende diskussioner i bogen. Det gælder spørgsmålet om, hvad teknologi er for en størrelse, men det gælder i endnu højere grad anvendelsen af termen etik.

Når eksempelvis Svarre fremstiller de tre grundlæggende filosofiske retninger inden for etikken, nemlig dys-, pligt og konsekvensetikken, så gøres det til almindelige orienteringspunkter, hvor man kan forholde sig til forskellige værdimæssige orienteringer i forhold til fortid, nutid og fremtid. Det diskuteres ikke, hvad etikkerne grunder sig på. De filosofiske spørgsmål om, hvordan man begrunder en etik, er det grundlæggende for de tre etikker, men det interesserer ikke Svarre - og derfor bliver etikkerne sådan set ligegyldige. De bliver kun inddraget, fordi der indgår ordet ‘etik’ i dem. Men de tages ikke alvorlige som grundlæggende filosofiske positioner. Hvordan ville et design-dyd se ud - og hvordan kan den begrundes? Det er et interessant spørgsmål, hvis man er interesseret i etik - og virkelig var interesseret i designetik.

Det er i øvrigt også underligt at diskursetik slet ikke nævnes, selvom det nok er en etisk refleksionsform, der kommer tættest på forfatterens ønsker for en mere demokratisk designetik. Diskursetikken har i udgangspunktet et demokratisk ideal, hvor mennesker netop ses som med-borgere, der ideelt set skal inddrages i alt, hvad der har konsekvenser for deres liv. Men som nævnt er der i bogen ingen interesse for etikken som filosofisk refleksions- og erkendelsesform.

Svarre skal bruge etikkerne til at tale ind i en nutidig trend, så etikkerne inddrages mere strategisk som navne at navigere efter - også det nærmere indhold i dem er ligegyldigt.

Forfatterens valg er da også det rigtige, hvis alternativet er fraværet af spørgsmålet om værdier. Disse spørgsmål er vigtige og afgørende for (digitale) designs i og for vores tid og vores klode. Bogens fokus er, hvordan man kan få designere og virksomhedsejere til at inddrage værdimæssige anliggender i forhold til det hele menneske og mennesker som medborgere og ikke kun som forbrugere. Det fortjener opbakning og støtte. Så må folk, der er interesserede i erkendelse af teknologi og etik, gå andre steder hen. Måske til de støvede og kedelige bøger. Sådan omtaler Svarre bøger om etik, selvom han vist nok ikke selv har læst dem.

For folk, der ikke arbejder direkte med digitale designs, er der måske ikke så meget at komme efter. Selvom Peter Svarre har skrevet bogen, fordi der ikke var noget sprog for at tale om etik og design, så er de overvejelser over etik og ansvarlighed, der fremkommer i bogen langt hen ad vejen banale og common-sense-agtige. Hvis man eksempelvis har beskæftiget sig med technological litteracy, teknologisociologi, STS, teknologihistorie, filosofi eller lignende, så vil man kende til problemstillingerne og refleksionerne.