Som forælder til et par teenagere ved man godt, at det langt fra er alt i deres liv, som stadigvæk deles med mor og far. Nogle ting kan være pinlige at tale om. Andre ting synes man måske bare ikke ens forældre skal vide noget om. I det hele taget er det i disse formative år, at man begynder at skabe sine egne, stærke holdninger, kaster sig ud i de første romancer, forsøger at lede efter svar på hvad man vil med sit liv, prøver at drikke sig grundigt i hegnet for første gang, og så videre. De er en masse erfaringer man selv skal gøre sig, oplevelser man skal have på egen hånd og bånd der skal knyttes.

Der er jo ligefrem børn, som på egen hånd (eller på forældrenes opfordring) vælger at tage det første skridt væk fra barndomshjemmet ved at tage på efterskole. Her får man måske for første gang oplevelsen af at kunne trække vejet frit uden søskendes og forældres indblanding, man får støre ansvar for ens dagligdag og så bliver man også nødt til at fungere i helt andre sociale sammenhænge end man er vant til. Tiden på efterskole kan for nogle måske være skræmmende og vise sig slet ikke at være det paradis man have håbet på, mens for andre bliver dette ophold et minde for livet, der måske ligefrem giver en livslange venskaber med de andre efterskoleelever.

Fotograf Mads Joakim Rimer Rasmussen har i fotobogen Vokseværk fulgt en gruppe efterskoleelever gennem et helt år med sit kamera. Resultatet er blevet en unik og intim skildring af ungdomslivet i dette mikrokosmos. Her får du ikke serveret billeder af tavleundervisning, forskellige workshops eller fællessamlinger, men derimod fotos, der mest af alt er stemnings- og øjebliksbilleder fra de unge menneskers daglige liv med hinanden, både på skolen og i landskabet uden for den.

Faktisk kunne man nemt, ved første øjekast, tro at det var en eller flere af de unge, der selv havde taget billederne i bogen, for de situationer som fotografen har indfanget, virker som netop fotos der er blevet taget af en eleverne. Ikke forstået på den måde, at billederne er amatøragtige, men derimod får man den klare fornemmelse af at de er taget af en person som de unge mennesker, der er portrætteret, har fuldkommen tiltro til. De virker som snapshots fra en dagligdag, snarere end opstillede billeder. Fotos hvor nogle de personer der er afbildet, knap nok er bevidste om at de på den vis foreviges og er endt i en fotobog.

Den gamle kliché om at et billede siger mere end tusind ord, er derfor i den grad gældende, for selv om bogen ikke indeholder nogen form for tekst, ud over titlen og faktuel tekst om udgivelsen, så er det meget svært som læser ikke at forsøge at indplacere de enkelte fotos, eller flere af dem, i en form for narrativ kontekst.

I nærbilledet af tatoveringen der forestiller et trekløver, kan man levende forestille sig seancen hvor de unge mennesker har udfordret både sig selv og hinanden til at lave et hjemmegjort minde for livet. Måske er det tre veninder der har holdt sammen i tykt og tyndt, som på den måde vil indgå en pagt med hinanden? En ubrydelig pagt, som ikke bare kan viskes bort.

Omtrent midt i bogen, finder man to billeder side om side. På venstre side kan man se et foto med to unge mennesker, der sider oven op en stor halmballe med en jakke over hovedet. På den anden side ser vi en af eleverne ligge med åbne øjne på et bord, med et stykke papir og kuglepen ved siden af sig. Straks begynder betragteren – i al fald nærværende anmelder – at forestille sig baggrunden for billederne. Ryger dem på halmballen måske hash? Kysser de? Er de i gang med at dele hemmeligheder? Hvorfor har de i et hele taget ”gemt” sig på den vis? Har pigen ved bordet fået nok af lektier? Er hun færdig med prøven og lytter bare træt til lidt musik? Tolkningerne er mange og som altid – i gode fotobøger – overladt helt og aldeles til beskueren. Det er kun de unge mennesker på billederne (og muligvis fotografen) der ved hvad der foregik i netop disse situationer.

Der er også deciderede portrætbilleder, hvor den affotograferede kigger direkte ind i kameraet. Der skabes på den led en forbindelse mellem den portrætterede og beskueren – men kun en envejsforbindelse. Selv om personen på billedet kigger ud, kan vedkommende jo næppe få øjenkontakt med os der læser i bogen. Ud over disse har fotografen også valgt at inkludere hvad er bedst kan betragtes som stemningsbilleder; en tom sal med en masse tomme stole, en mystisk cirkel tegnet i gus med et klart aftegnet punkt i centrum. Disse fotos er langt mere kryptiske end mange af dem med personer på. Måske er de taget med for at vise betragteren, at selv om der har været en fotograf til stede, så er der også ting de blot har en stærk grafisk eller kunstnerisk kvalitet, og som samtidig er med til at skabe noget mystik i forhold til portrættet af hvad der foregår på den unavngivne efterskole. Noget skal - og bør – måske overlades til fantasien.

Som nævnt kommer betragteren helt tæt på de unge. Det gør også, at man muligvis godt kan føle sig som en tredjeparts voyeur (selvsagt uden de lumre, seksuelle konnotationer, som dette ord ofte knyttes sammen med – red.), der gennem Mads Joakim Rimer Rasmussens linse få et ret enestående indblik i et ungdomsliv, de virker både meget bekendt og sært fremmedartet.

Vokseværk er en fremragende lille fotobog. Det forholdsvis lille format (17 x 22,5 cm) er egentlig ikke et problem, selv om man da godt kunne ønske at se flere af de valgte fotos i et større format. Dette også fordi enkelte af billederne (fotograferet i bredformat) i nogle tilfælde kun fylder ca. halvdelen af en side. Der synes bevidst at være arbejdet med at lade enkelte fotos stå alene omgivet af en modstående hvid side, mens andre fotos har fået lov til at sprede sig hen over midten og fylde hele to sider. Det er måske ikke altid man som udenforstående forstår disse valg, men lige som de fortællinger betragteren måske kan have lyst til at knytte sammen med et eller flere af billederne, så kan disse valg være med til at skabe en øget opmærksomhed, eller undren. Visuelt stærkt er det under alle omstændigheder.

Mads Joakim Rimer Rasmussens Vokseværk viser ikke kun at afsender er en meget dygtig fotograf, der har formået at skabe en fotobog, der er visuelt meget spændende og som giver sin læser en masse indtryk af et mikrokosmos, som på mange måder både er helt unikt, men som også er den del af vores alles virkelighed. En miniportræt af blomsten af Danmarks ungdom på efterskole. Det er en rigtig fin og flot udgivelse, der endnu engang beviser at forlæggerne på Disko Bay helt bestemt har fingrene på pulsen hvad angår dansk samtidsfotografi.