Er man et køn, eller gør man et køn? Er køn en kerne og essens, eller er det adfærd, gøren og performativitet? Svaret på disse spørgsmål kan være helt afgørende for, hvordan man pædagogisk bør tilrettelægge sin undervisning.

Hvis svaret på spørgsmålet er, at man er sit køn, så må man tage dette som udgangspunkt uden at sætte spørgsmålstegn ved den enkelte eller andres opfattelse af køn. Hvis man så ydermere, som det ofte vil være tilfældet, når køn gøres til noget essentielt, tillægger kønnet særlige adfærdsmæssige egenskaber som svarer til et bestemt billede af kønnet adfærd, så har man fastlåst en særlig forståelse af det kønnede; en særlig kønsnorm.

Derfor er der også rigtig mange inden for den pædagogiske verden, der forsøger at finde ud af, hvordan man skal forholde sig til kønnet adfærd og sprog ud fra, at køn ikke (kun) er noget, den enkelte er, men i højere grad er noget man gør. At forstå køn performativt betyder, at man har fokus på, at man kan gøre køn på mange forskellige måder, ligesom det er tilfældet inden for så mange andre kulturelle udtryksformer. Er man sin kultur eller er kultur noget, der dynamisk er i konstant tilblivelse?

Tidsskriftet for læreruddannelse og skolen KvAN har for nyligt udsendt et nummer, som netop fokuserer på køn og identitet i pædagogiske sammenhænge. Tidsskriftet afspejler på denne vis akademiske diskussioner, der længe har været i gang. Men det fine ved tidsskriftets livtag med emnet er, at de enkelte artikler meget specifikt forholder sig til det pædagogiske felt, og at artiklerne forsøger at bidrage til en indsigt i, hvordan man kan se dannelsesmæssigt på køn i skolen.

Undervisning foregår på en særlig måde, der også har at gøre med, hvordan elever kan udvikle deres identitet; hvilke adfærds- og udtryksformer, der belønnes, og hvilke der omvendt fordømmes eller ignoreres er en del af dette arbejde. Man kan her sige, at der er en diskursiv praksis, som bidrager til at danne elevernes normer. Disse normer kan så enten være ubevidste og dermed ikke genstand for refleksion og vurdering, eller de kan være bevidste, hvor man som lærer, skole og samfund kan forholde sig til dem. Dermed kan man tage stilling til, hvilke normer, man ønsker at fremme, og hvilke normer man ønsker at hæmme.

Sanni Nimb og Ida Flörke skriver blandt andet om dette: “Hvis ligestilling betragtes som et ideal, er det vigtigt at være bevidst om konnotationer og andre forhold i sproget, der understøtter fordomme eller virker ekskluderende” (s. 55).

Alle bidragsyderne er enige om, at en kønsbevidst pædagogisk tilgang er ønskværdig. Kønnet skal medtænkes i pædagogisk praksis. Der kan være lidt forskellige opfattelser af, hvad dette konkret betyder, men at overveje betydningen af køn i undervisningens tilrettelæggelse opfattes som vigtigt. En kønsblind eller kønsneutral tilgang er derimod direkte skadelig, hævdes det.

Det er klart, at hvis man ikke tænker over, hvilket forskellige forudsætninger eleverne har i forhold til deltagelse i undervisningen, så er det problematisk. Men hvornår er køn en vigtigere parameter end andre forskelligheder hos eleverne? Dette diskuteres ikke direkte i artiklerne, selvom der er visse antydninger af betydningen af tosprogethed og kulturel og social baggrund. Køn indgår som et element, men det indgår altid i et krydsfelt med andre identitetsdannende elementer. Jeg synes, artiklerne i for ringe udstrækning prøver at tænke køn ind i et bredere perspektiv, selvom det naturligvis også kan give en række indsigter at fokusere på et enkelt element.

Dorthe Staunæs strejfer lidt dette element i hendes behandling af, hvad der karakteriserer en kønsklog skole. Jeg kan godt lide begrebet “kønsklog”, fordi det tillader en klar normativitet frem for mere neutrale termer som kønsbevidst. Ved at pege på klogskaben bliver bevidstheden om køn gjort til noget mere retningsbestemt i forhold til et ideal for skole såvel som for kønnede identiteter.

Staunæs kigger på forskellige interventioner i skolen, hvor man har haft et ønske om pædagogisk udvikling, der kunne øge pigers engagement i STEM-undervisning (naturvidenskab og matematik). Ved at kigge på de forskellige interventioner og sammenligne deres effekter, så udvikler Staunæs en taksonomi for interventionerne, hvor hun kan sige, hvilke typer af interventioner, der virker i den ønskede retning.

Hun skelner mellem forskellige pædagogiske tilgange: “kønsblind og kønsneutral”, “kønsbevidst og kønsinklusiv” samt “kønsklog og responsiv”. Selvom hun ikke henviser til, hvilke resultater, de forskellige greb har givet, så konkluderer hun, at det kun er de sidste greb, der har en lovende effekt: “Litteraturen vedrørende de sidste 20 års kønspædagogiske og didaktiske interventioner peger på, at det ikke er kønsneutrale eller kønsblinde strategier til køn i grundskolen generelt og køn i STEM specifikt, der er lovende. Det er derimod kønsbevidste og kønsinkluderende praksisser" (s.41).

Men hun peger også på, at et greb kan være at “forskyde køn som den vigtigste sociale kategori og magtakse” og at inddrage “klasse, etnicitet, race, handicap, seksualitet osv.” (s.40), hvilket jo lægger op til en bredere normkritisk pædagogik, hvor man også kan have fokus på, at elever dannet i krydsfelter på mange forskelligartede måder, hvor nogle måske er befordrende og andre hæmmende for deltagelse i skolens undervisning.

Så når ligestilling er målet, så må lærerne tænke over de mange forskellige forudsætninger, eleverne har for deltagelse i STEM såvel som i de øvrige fag. Og det må didaktikken tage som udgangspunkt, da ligestillet deltagelse for elever må være målet.

Ann Elisabeth Knudsen skriver indsigtsfuldt om et af de områder, som ofte ikke inddrages i den performativt orienterede normkritik, nemlig om hjernens betydning for kønsidentitet. Når man læser hendes artikel er det tydeligt, at hendes perspektiv kræver en særlig argumentation for at opnå legitimitet inden for feltet, så hun understreger, hvad der er ubetvivlelig lægevidenskabelig sikkerhed om, som eksempelvis at drenge og pigers hjerner modnes i forskellige tempi. At der eksisterer biologiske forudsætninger for dannelse af identitet er noget, der anerkendes af eksempelvis Judith Butler, som opfattes som en af grundlæggerne af den performative tilgang. Men i den mere populære debat bliver det ofte et spørgsmål om enten biologisk køn eller et socialt konstrueret (performativt) køn.

I en moderne (oplysningsfilosofisk) optik er mennesket autonomt og selvberoende ud fra den enkeltes bevidsthed, som man kan lade sig styre af, hvis man har tilstrækkelig meget selvkontrol, hvilket har givet opfattelsen af, at mennesket har en identitetsmæssig kerne. Denne opfattelse har stået til kritik i de sidste ca. 200 år, og de aktuelle normkritiske tilgange til pædagogik er kun et sidste skridt på denne kritiske vej. At alle mennesker er et resultat af et utal af påvirkninger - intersektioner - tilsiger, at der ikke er nogen kerne i det enkelte menneske, som det kan tage som udgangspunkt. “Måske er det indlysende, men et hvilket som helst element i et barns udvikling er resultat af et samspil mellem dets biologiske udgangspunkt og forældre, jævnaldrende, børnehave, skole, medier mv", siger Knudsen (s.59).

Knudsens pointe er, at der er minimale forskelle mellem drenge (XY) og pigers (XX) hjerner, men hvordan disse forskelle forvaltes er afhængig af en lang række andre faktorer som er dele af sociale konstruktioner. “Mit forslag er, at vi, i stedet for en kønsneutral pædagogik, som vil udslette kønsforskelle, udvikler en kønsbevidst pædagogik i forhold til de små hjerneforskelle. Den opmærksomhed vil kunne betyde, at de små hjerneforskelle ikke behøver at blive til store målbare kønsforskelle, som forskningen dokumenterer hos voksne” (s. 66).

Tekla Canger har en fin og kort indføring i kønsbevidst pædagogik, og de øvrige artikler er også interessante og vedkommende læsning. Det er i det hele taget en fin samling af artikler, KvAN har sammensat, som jeg vil anbefale alle, der arbejder inden for det pædagogiske felt.

Om køn bør være en privilegeret kategori, når der skal arbejdes med pædagogik i forhold til forskellige elevidentiteter, besvares dog ikke i tidsskriftet, men det kan måske blive tema for et senere temanummer.