De fleste undervisere kender sikkert følelsen af, at undervisningen går som en leg. Der er en god stemning, alle er glade, og der bliver arbejdet med stoffet. Der er både koncentration og en følelse af samhørighed. På en måde virker det hele så let.

Men undervisere kender også den modsatte følelse, hvor man skal hive sig selv i gang, og der sker intet blandt deltagerne. De virker sløve, ugidelige og ligeglade med det, der undervises i.

Forskellen på de to karikerede situationer er, at den første er kendetegnet af gensidig motivation, hvilket præcis er det, der mangler i den anden. Når man underviser nogen, der er motiverede, så virker det som om, alt kører af sig selv.

I skolen og på uddannelser er der dog en udfordring med motivationen. Forestillingen om nødvendigheden af at blive dygtige og lære noget eller frygten for, hvad der vil ske, hvis man ikke gør det, ser ud til at være forsvundet eller i hvert fald kraftig reduceret i forhold til tidligere, hvor man måske ikke spurgte så meget til motivationen, som man gør i dag.

I dag er motivationen hos dem, der skal lære noget, fuldstændig afgørende for at få undervisningen til at fungere. Ingen kan leve med at undervise uden et tilsvarende engagement fra de underviste, og omvendt kan de underviste ikke leve med, at undervisningen ikke virker vedkommende. Undervisning handler om aktiv deltagelse, og denne må drives af et vist selvstændigt bidrag fra alle parter.

Derfor er motivationsteori også blevet et særligt felt inden for undervisnings- og uddannelsesforskningen, og her har ikke mindst Edward Deci og Richard Ryans selvbestemmelsesteori tiltrukket sig opmærksomhed. Selvbestemmelsesteorien udviklede sig fra at have fokus på det, der kaldes ‘indre motivation’, hvor deltagerens egen drift efter viden og kunnen skulle vækkes, til at blive en bredere teori om forskellige dimensioner af motivation, som man kan arbejde med på forskellige måder.

Det er også Deci og Ryans teoretiske værk, der danner grundlaget for Lene Heckmanns nye lille bog Den gode motivation, som er kommet på forlaget Dafolo. På ganske få sider gennemgår hun en række hovedpunkter fra selvbestemmelsesteorien, så de er til at arbejde med for en skole eller for et lærerteam.

Bogen ser ud til at være blevet til som konsulentbidrag til konkrete udviklingsprojekter, hvor en facilitator har bidraget med at udvikle teamsamarbejde om elevers motivation. Bogen består af en række beskrivelser af forhold hentet fra motivationsteorien, som omsættes til konkrete skabeloner for, hvordan man kan arbejde med de enkelte elementer. Bogen tilbyder derfor en række værktøjer, man som lærer, lærerteam eller skole kan anvende i eget arbejde med elevernes og egentlig også lærernes motivation i forhold til undervisningen.

Der er således i høj grad tale om en brugsbog, der anviser veje for praktikerne, men netop ikke en akademisk kritisk fremstilling af selvbestemmelsesteorien. Som Heckmann skriver, så giver bogen “ideer til en række værktøjer, som kan kombineres med den almindelige undervisning” (s.7). Forfatteren skriver sig ind i den konsulentretning, der fornuftigvis kræver, at udviklingen sker i praksis, snarere end ved at tilbyde undervisning for underviserne væk fra praksis. Som lærer lærer man ikke så meget af at blive undervist i nye metoder, men praksisnært ved at afprøve nye metoder eller ideer som en del af den almindelige undervisning.

Heckmanns metode er således påvirket af aktionslæring, hvor lærere forsøge at tackle problemer gennem en proces, hvor de laver fælles undersøgelser af udfordringer med gældende praksis, ændrer noget og efterfølgende laver undersøgelser af effekten af ændret praksis.

Selvbestemmelsesteorien tager som andre psykologiske motivationsteorier udgangspunkt i nogle menneskelige behov. Her gælder det om de tre behov: autonomi, mestring og tilhørsforhold. Når disse behov opleves opfyldt, er man motiveret. Autonomi betyder, at elever skal have indflydelse på det, de skal lave og arbejde med - og at det skal give mening for dem. Eleven og eleverne skal også opleve, at de stilles udfordringer, som de kan lykkes og opleve succes med - selvom det kan kræve en anstrengelse; at de skal stå på tæerne for at komme i mål. Her abonnerer motivationsteorien også på ideen om “nærmeste udviklingszone”, hvor ideen er, at elever skal mødes der, hvor de er og kan udvikle sig fra. Endelig, for det tredje, skal elever også føle, at de er en del af et fællesskab, at de hører til kollektivet og ikke står uden for. Tilhørsforholdet giver tryghed og bidrager derfor også til en større parathed til at arbejde med det, man ikke kan… endnu.

Den gode motivation arbejder med, hvordan man i en skolekontekst kan sikre disse tre behov hos alle eleverne. I denne fremstilling inddrages også teorien om forskellige tankesæt, som hentes fra Carol Dweck, som skelner mellem dynamiske og faste måder, som den enkelte kan forholde sig til sig til sin egen intelligens og udviklings- eller læringsmuligheder. Når elever tror på, at de har muligheder for at løse opgaver og udvikle sig, så vil de også have en større chance for at lykkes med det, end hvis de ikke gør.

Det er rigtig godt, at Heckmann inddrager, hvordan man også kan arbejde med lærernes egen motivation, selvom det ikke fylder så meget i bogen. Men der er god grund til at tro, at hvis lærere er motiverede for undervisningen og har en oprigtig interesse i alle elever i en klasse, så er det et bedre fundament, end hvis de ikke er. Hvis arbejdet med motivation starter her i stedet for at slutte her, så tror jeg, at der er bedre muligheder for, at arbejdet med elevernes motivation.

Den gode motivation er en brugsbog, som er lige til at gå til for lærere, lærerteams og skoleledelser. Bogens styrke er, at den er blevet til i konkrete praksissammenhæng, hvor der er givet konsulentstøtte. Det er så også dens svaghed, når mange af de værktøjer, bogen beskriver og anviser, kræver tid, der i en konkret hverdag skal hentes et sted fra. Omvendt kan man sige, at skoler har en forpligtigelse til at sørge for, at de faktisk lykkes med at motivere eleverne for undervisningen og anviser gode deltagelsesveje for dem alle. Det er her Heckmanns bog kan være et godt og nyttigt værktøj, som man i det enkelte team og på den enkelte skole kan lade sig inspirere af og plukke i efter lokale behov og vurderinger.