En definition af moderne filosofi lyder noget i retningen af, at den er en mere omfattende spekulation over det værendes natur og tilværelsens problemer. Her udgør det spekulative en central del af definitionen, hvilket understreger, at filosofien forholder sig noget verdensfjernt til den ‘almindelige tilværelse’. Det er vel også stadig sådan, at mange opfatter filosoffer som nogle, der sidder på et kammer og tænker over tilværelsen i stedet for at gå ud i den.

Opfattelsen af filosofi som ‘spekulation’ er dog alt for snæver, selvom forholdet mellem filosofien og den omgivende verden eller fysiske og sociale kontekster må siges at være prekær. I hvilken forstand spiller verden ind eller bør den spille på filosofien? Og i forlængelse af dette: på hvilken måde kan filosofien meningsfuldt bidrage til undersøgelse og dermed forståelse af den omgivende verden? Disse forhold er omdrejningspunktet for antologien Filosofi og empiri redigeret af Anita Naemi Holm, der er lektor ved Anvendt filosofi på Aalborg Universitet.

Men hvad det betyder, at filosofien er anvendt, kan eller bør anvendes? Det får vi 10 forskellige bud på i antologien, selvom der ikke er en artikel, der angriber det mere principielle spørgsmål om betydningen af ‘anvendt filosofi’, selvom den første artikel skrevet af Søren Harnow Klausen dog er inde på en række opfattelser af forholdet mellem filosofi og empiri, som er problematiske. Hans bidrag har til formål “kritisk [at] diskutere forskellige grunde til at ønske et tættere samspil mellem filosofi og empirisk videnskab og påpege typiske forhindringer og begrænsninger” (s.11). Det er altså primært en negativ afgrænsning af forholdet mellem filosofi og empiri, Klausen sigter på. Han ender dog op med at give grunde til, hvorfor det også kan give god mening med et samspil. Blandt andet peger han på, at dette vil gøre filosofien mere verdensnær.

Selv om det er en fin indledende artikel, der rejser interessante temaer om filosofi og empiri og på denne måde danner baggrund for de øvrige tekster, så savner jeg en præcisering af, hvordan begrebet filosofi forstås. Denne artikel lægger op til en mere eller mindre klar arbejdsdeling mellem det filosofiske og det empiriske, selvom denne arbejdsdeling også problematiseres. Er filosofi i anvendt filosofi en anden form for filosofi end i ikke-anvendt filosofi? Hvis der er forskelle, hvad er så det, der adskiller de to? En skelnen mellem teoretisk filosofi og praktisk filosofi kender vi helt tilbage til Aristoteles, men er praktisk filosofi det samme som ‘anvendt filosofi’?

I de forskellige artikler anvendes forskellige betegnelser for forholdet mellem filosofi og empiri. Klausen taler om et samspil, hvor han lægger op til, at filosofien og den empiriske forskning gensidig skal berige hinanden. Men der tales også blandt andet om “empirisk filosofi”, “anvendt filosofi”, “praktisk filosofi”, “verdensnær filosofi” og “erfaringsnær filosofi”, som alle i det mindste minder om hinanden. Men om det er det samme, de forskellige bidragsydere mener med de forskellige betegnelser eller om der er forskelle, det bliver jeg som læser usikker på. Det tyder i hvert fald på, at der er et begrebsligt arbejde med at finde ud af, om “anvendt filosofi” betyder noget bestemt - eller om det er en flydende betegnelse, der kan trækkes ind efter den enkeltes særlige opfattelser. Ikke at dette nødvendigvis er et problem, men det bliver et problem, når man som læser bliver i tvivl om det.

Det er tydeligt, at der består et særligt forhold mellem den måde, hvorpå bidragyderne forstår forholdet mellem filosofi og empiri på den ene side og moralfilosofi eller etik på den anden. De fleste artikler har således etikken som et særligt genstandsområde i diskussionen om relationen mellem filosofi og empiri.

I en meget interessant artikel diskuterer Christian Li Kristensen og Morten Ziethen forholdet mellem viden og praksis i socialt arbejde ud fra spørgsmålet om, hvad der sker, når man vil implementere evidensbasering i en socialfaglig kontekst. Hvad betyder viden overhovedet i en sådan sammenhæng? Med inspiration fra aktør-netværksteori og praksiografi (viden som praksis) viser forfatterne, hvordan empirisk filosofi bidrager til en “genåbning af virkeligheden” (s.35) Den empiriske forskning og filosofien finder i fællesskab nye blikke på praksisser, der blandt andet betyder et mere diversificeret blik på disse - ligesom de får udviklet en forståelse af, hvordan praksis og viden ikke er to adskilte domæner, men snarere nogle, der er relationelt forbundne og afhængig af den kontekst, de indgår i. Det etiske kommer i denne forbindelse ind, da det også handler om den fagprofessionelles forhold til borgerne, der også med det nye blik på praksissen også får en stemme i relationen.

Antje Gimmler redegør for og diskuterer Deweys begreb “dramatic rehearsal”, der er en af Deweys former for undersøgelser, og som her særligt knyttes an til etiske problemstillinger, selvom det kan bruges i alle mulige sammenhænge, hvilket artiklen også peger på. Begrebet “dramatic rehearsal” viser hen til en blanding af filosofisk og empirisk refleksion. Ideen er meget enkelt den, at man konfronteret med en problemstilling prøver at gennemspille forskellige handlingsmuligheder og derved ser på konsekvenserne af dem hver især - dette kan også kaldes deliberation med et begreb fra den praktiske filosofi og Aristoteles. Når man så åbent som muligt har gennemspillet (dramatiseret) de forskellige handlinger og vurderet udkommet kan man tage stilling til, hvad man vil gøre. Dette er stadig en beslutning, hvor man ikke kender konsekvensen, men man har fået et bedre grundlag at handle ud fra.

Gimmler citerer Dewey: “Deliberation is an experiment in finding out what the various lines of possible action are really like” (s. 129), og i forbindelse med konkrete etiske problemstillinger er dette ifølge forfatteren også Deweys bud på en etik, som adskiller sig fra andre kendte etikker, selvom den har visse ligheder med diskursetikken, som vi finder hos Jürgen Habermas. Konkret overfører Gimmler Deweys dramatiserede gennemspilning på en case inden for fosterdiagnostik, hvor forældre udvælger bestemte arveanlæg med henblik på at redde et allerede født barn. Her bliver det nye barn ikke blot et mål i sig selv, men også et middel til at redde den allerede fødte, hvilket klart bryder med visse andre etiske principper. Det kommer der en rigtig god diskussion ud af.

Jeg vil også fremhæve den sidste artikel i antologien, nemlig redaktørens eget bidrag, som er en sammenlignende diskussion af to former for hermeneutik hos henholdsvis Gadamer og Antonovsky. Men det er faktisk snarere diskussionen af empiriens betydning for filosofien, der er interessant i artiklen. Hvilket forhold består der mellem filosofi og empiri, spørger Holm: “Man kan også sige, at mistanken om, at man blot skulle være ude efter at verificere sin teori, bygger på en forestilling om, at empiri kun kan bruges til enten at be- eller afkræfte noget. Den forestilling er stærk i naturvidenskaben…, men den er for smal, når det gælder humanistisk videnskab…. eksempler bidrager til begrebsudvikling… en slags brækjern, der kan åbne passagen mellem det partikulære og det universelle”, siger hun med en henvisning til Henrik Jøker Bjerre (s.163). Empiri er ikke i sig selv ’død natur’, der kan betragtes fra en desinteresseret filosofisk position. Man må snarere se den som noget, der indgår i en relation med betragtningen eller betragteren.

Filosofi og empiri er en god og tankevækkende bog om forholdet mellem titlens to dele. Den er rettet mod den praktiske filosofi, som denne forstås i modsætning til den teoretiske filosofi. Spørgsmålet er nok om denne skelnen giver mening i forhold til filosofien generelt, da fakta inden for mange filosofiske retninger ikke kan forstås som værdifrie, hvilket må siges at udgøre en præmis inden for den teoretiske filosofi. I så fald bør man måske gentænke, hvordan man overhovedet definerer filosofi. At bidrage til at åbne denne diskussion er en af antologiens største fortjenester.