Jeg gætter på, at de fleste reagerer negativt, når de hører ordet retorik. Enten bliver det opfattet som en betegnelse for noget fordækt, hvor man tænker på, at det handler om ved hjælp af sproget at snyde eller skjult at påvirke nogle andre. Eller også bliver det opfattet som ren ornamentik, som blot forskønner en fremstilling, men som noget der ikke betyder noget i sig selv. Endelig kan der også være nogle, der tænker, at det lyder gammeldags, umoderne og måske fjernt og ligegyldigt.

Disse reaktioner er nok forståelige, fordi retorik har haft et dårligt ry i visse perioder og i visse kredse. Allerede Platon var ude med riven efter datidens retorikere, fordi de kunne forføre andre med deres talekunst, mens Sokrates, der blev dømt for netop dette, ville afvise talekunstens betydning. Platons Sokrates var mere optaget af de evige ideer, hvis uforanderlighed ikke havde brug for en forskønnet fremstillingskunst.

Men retorik er på mange måder kernen i meget af det moderne liv - og derfor også vigtig for skoleelevernes opdragelse og dannelse. Dette viser Peter Fregerslev på glimrende vis med sin netop udgivne: Mundtlig retorik i danskfaget. Her peger Fregerslev på det forhold, at vi alle omgås hinanden på måder, der er præget af vores sprogbrug. Vi bindes sammen i fællesskaber ved den måde, vi bruger sproget på. Dette gælder i vores familie- og vennerelationer, og det gælder også i civilsamfundet og i forhold til den offentlige samtale, hvor vi forholder os politisk til, hvad der nu måtte være på dagsordenen. Det moderne demokrati er bygget på, at vi forholder os til forskellige fremstillinger af ønsker og behov med relevans for fordelingen af værdier i samfundet -for nu at bruge en klassisk definition på politik.

Når man nu ved og kan se, at mundtlige og skriftlige fremstillinger betyder så meget for vores liv, kan det undre, at der undervises så lidt i selve fremstillingsformerne - og her ikke mindst i de mundtlige fremstillingsformer. Hvor mange er bevidste om den måde, hvorpå de bruger det talte sprog? Mundtlig retorik i danskfaget er en bog, der netop har dette som fokus.

Bogen henvender sig primært til danskundervisere på læreruddannelsen, men den kan også sagtens bruges af dansklærere i grundskolen. Hele vejen igennem veksler bogen mellem teoretiske beskrivelser af mundtlige genrer, analyser af cases og didaktiske overvejelser over tilrettelæggelse af undervisning og øvelser. På den måde er bogen en eksemplarisk brugsbog for undervisere, der vil have mere fokus på mundtlighed i danskundervisningen.

Bogen falder i tre dele. Først introduceres til “Retorisk fagdidaktik”, hvor der bliver givet et kort overblik over retorikkens historie, de mundtlige genrer og ikke mindst retorikken som en konkret arbejdsmetode i danskundervisningen - eller faktisk i et hvilket som helst fag, hvor der er stof, der skal bearbejdes på en måde, så det bliver en del af elevernes læringsproces.

I anden del gennemgår Fregerslev de monologiske mundtlige genrer. Vi hører om mundtlige fortællinger, faglig formidling og lejlighedstalen. Alle tre genrer fylder noget i danskundervisningen. Men bogen har også et afsnit om oplæsning og podcast. Podcast har en særlig stilling. Ikke alene er det blevet en voldsomt populær genre, men det er også en genre, der er særlig velegnet til undervisning i mundtlighed, da man kan opfange den mundtlige fremstilling, som ellers er kendetegnet ved sin flygtighed.

Oplæsning har også en særlig status for forfatteren. “Oplæsning kan skabe indlevelse i litteratur [...] også i 9. og 10. klasse. Forestillingen om at det næsten er snyd, når læseren læser teksten op for eleverne, hører hjemme i en gammeldags tekstdidaktik som vi godt kan tillade os at begrave” (s.136). Oplæsningen har den styrke, at den er med til at skabe bevidsthed om måden, hvorpå den mundtlige fremstilling bruger sine udtryksmidler. Ved at lytte til gode oplæsninger opøves elevernes sprogbevidsthed, hvilket er et vigtigt element i deres dannelse til kritiske og aktive borgere i et demokratisk samfund.

Tredje del af bogen har de dialogiske og trialogiske genrer som emne. Denne del fylder mindst, hvilket er en skam, da netop en af Fregerslevs pointer er, at dannelsen af medborgere i høj grad hænger sammen med måder, dialoger om samfundsmæssige forhold fungerer på. Fregerslev tilslutter sig andre retorikere, når de taler om et retorisk begreb om medborgere. Retorisk medborger henviser til, at man netop bliver en samfundsborger ved at deltage i dialoger, der drejer sig som om den tilværelse, mennesker har for med hinanden - uanset om det er i mindre fællesskaber som i foreninger, i familien, i vennegruppen eller, om det er politiske debatter om, hvad det er for et samfund, vi gerne vil have.

Distinktionen mellem dialogiske og trialogiske genrer forekommer dog misvisende, da dialog ikke henviser til, at der er to samtalepartnere. Dia i dialog betyder gennem, så det er gennem logos (tale; fornuft) at man når til noget nyt. Trialog henviser i bogen til, at der er en mediator mellem to, der taler.

Bogens første del er som nævnt viet til retorikken som en fagdidaktik. I dette afsnit viser Fregerslev, hvordan retorikken faktisk altid har drejet sig om, hvordan man kommunikerer hensigtsmæssigt med skyldig hensyntagen til den situation, kommunikationen foregår i. “Sprog betragtes ikke på forhånd som godt eller dårligt, men må først og sidst vurderes ud fra hvor godt det passer til lejligheden… Retorikken har i realiteten altid bygget på et kommunikativt sprogsyn” (s. 65). Hermed menes, at sprogbrug - retorik - er situativt og kontekstuelt afstemt. Man kan også sige, at retorikken bygger på en pragmatik i vurderingen af, hvordan noget skal og kan siges, når der tages hensyn til de foreliggende forhold.

Allerede Aristoteles viste i sin bog om retorik, at retorikken er nødvendig for, at man kan tage stilling til det, man ikke har sikker viden om. Det, man ved med sikkerhed, har ikke brug for retorik. Det er også derfor, Platon afviste retorikken. Han mente, at alt kunne vides med sikkerhed. Men for Aristoteles var der mange områder, hvor man ikke kunne vide noget med absolut sikkerhed. Derfor havde man brug for at rådslå om eller debattere forskellige muligheder - derfor blev deliberationen (rådslagning, overvejelser og refleksion) vigtig for ham. Man måtte i situationen prøve at skabe overblik over, hvad der kunne vides med sikkerhed - og det skulle indgå som en del. Dernæst måtte man overveje forskellige hensyn til den givne situation, de involverede, forskellige interesser og holdninger, som kunne brydes. Og så kunne man tage stilling.

Denne forståelse af, hvordan man kan vide noget konkret i konkrete situationer afhænger af deltagernes retoriske bevidsthed. Ikke for at man skal overtale hinanden. Men tværtimod fordi sproget - den mundtlige forhandling om forståelse - er afgørende for de forhold, der ikke foreligger sikker viden om. Det vil i praksis sige alle de vigtige ting i vores tilværelse og i det politiske liv vi har med hinanden som mennesker.

At sætte fokus på disse forhold og vise hvordan retorikkens teori- og praksisbygning kan gøre elever mere bevidste og bruge sproget mere transparent, er noget af det, Peter Fregerslev forsøger med sin bog. Og det lykkes et langt stykke ad vejen. Han viser samtidig, at den retoriske arbejdsproces er en grundlæggende formel for problemorienteret undervisning. Først må eleverne undersøge et felt og skaffe relevante informationer (Inventio). Så må de disponere deres informationer på en logisk og sammenhængende måde (Dispositio). Næste trin handler om at vælge formen for præsentation, modalitet osv. (Elocutio). Før en fremlæggelse skal eleverne prøve at memorere deres præsentation, så den kan fremlægges så tvangfrit som muligt (Memoria), inden de rent faktisk laver deres fremstilling (Actio).

Der er mange flere gode pointer i Mundtlig retorik i danskfaget, som viser, hvordan øget bevidsthed om de kommunikationsformer, mennesker benytter sig af - eller mangel på samme - er afgørende for, hvordan de kan blive aktive individer og medborgere i eget liv og i samfundslivet. Retorisk bevidsthed handler ikke om at overtale eller forføre, men om at kunne give udtryk for sig selv og sine opfattelser på en måde, som også lægger op til, at man kan forholde sig til hinanden og hinandens opfattelser på en konstruktiv måde.

Jeg vil anbefale bogen til alle dansklærere på læreruddannelserne, men også til mange andre, der gerne vil være med til at “forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre”, som det hedder i Folkeskolens formålsparagraf. Retorik handler om at uddanne aktive og kritiske samfundsborgere, som kan gennemskue, når sprog bliver brugt for at skjule sammenhænge i stedet for at oplyse dem.